Søren Kierkegaards Skrifter
elektronisk version 1.8.2
ved Karsten Kynde
ISBN 978-87-993510-4-6
Redaktion Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Karsten Kynde, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg
Grafik Karen-Margrethe Österlin
© Søren Kierkegaard Forskningscenteret
København 2018
FF:215 | l hente Dig, saa det skal knage i | · æ Si' been. / cfr det Sted i Claudius, der |
CC:10 | ionem mercedis. Fide reliquit | · Æ., non metuens iram regis, invisibilem enim |
PS, s. 228 | v, ubestikkeligere end Minos, | · Æachus og Rhadamantus; – saa er Bruddet |
SLV, s. 296 | sar, Alexander, Bonaparte | · Æbeltofte; og en Digter, der udnævner saadanne |
NB27:72 | ke der skal tales, kalde et | · Æble en Pære – nu blæse være |
NB27:72 | , Ethikeren kalder ogsaa et | · Æble en Pære; thi det der uendelig beskjeftiger |
AE, s. 386 | vover jeg ikke ved at give et | · Æble for en Pære, dersom jeg holder Pæren |
DS, s. 185 | nu skal til at bide i det sure | · Æble og afdøe, anbringes som ( Forkyndelsens) |
NB27:72 | Feiltagelse betræffende | · Æble og Pære, thi han var forfængelig |
SLV, s. 46 | rst vise sig, hvis et heelt | · Æble var et halvt Æble; i det Første er |
SLV, s. 46 | igger intet comisk i et halvt | · Æble, det Comiske vilde først vise sig, hvis |
NB23:4 | ret Munk ad modum et indbagt | · Æble. Og dog gid vi havde disse Kræfter! / |
FQA, s. 10 | skulle vi modtage Kundskabens | · Æble. Saa hæver Eder da over Jorden! Allerede |
SLV, s. 46 | et heelt Æble var et halvt | · Æble; i det Første er der ingen Modsigelse, |
NB26:120 | der svarer til Pærer og | · Æbler – og Gudsdyrkelsen bestaaer i, ret |
Brev 188 | isærdeleshed ved nogle | · Æbleskiver at opmuntre os og fremkalde hjemlige Minder. |
IC, s. 177 | med det samme Blik Øie for | · Æblet paa Barnets Hoved, at han træffer. – |
EE1, s. 281 | fange er saare opfindsom, en | · Ædderkop kan være ham til stor Moro. Man tænke |
EE2, s. 194 | paa Jorden, han er bange for | · Ædderkopper. Du smiler, Du mener, at jeg er gaaet i |
NB30:31 | m disse forbandede Docenter, der | · æde andre Msker, leve af, at Andre have lidt, |
NB31:30 | ndet Msk. Det Dyriske er at | · æde at ville leve af et andet Msk. af hans |
G, s. 79 | et Job, de komme nu til ham og | · æde Brød med ham og beklage og trøste |
IC, s. 94 | ikke deres Hænder, idet de | · æde Brød. ( 3) Men han svarede og sagde |
NB30:8 | dere. / Præster og Professorer | · æde de Afdøde. Novellister og Roman-Forfattere |
SLV, s. 447 | og var jeg end duelig til at | · æde de Andre, vilde jeg dog ikke blive federe, |
Oi9, s. 384 | de Herlige i Penge, eller at | · æde dem, med Kone og Børn leve af at æde |
NB29:55 | fskyeligt – Martyrerne, de | · æde dem. / Præst i Statskirke / |
Oi9, s. 384 | ed Kone og Børn leve af at | · æde dem. / See, der har Du: Menneske-Æderne, |
Oi9, s. 383 | ae deres Fjender ihjel for at | · æde dem. Man gyser, man er tilbøielig til |
G, s. 68 | e end Pierrot, gad jeg dog ikke | · æde den Forklaring, som Menneskene byde. Man |
EE2, s. 119 | det Bud: i Ansigtets Sved at | · æde deres Brød, ikke noget Tordenbudskab, |
CT, s. 265 | erteligen længtes efter at | · æde dette Paaskelam med Eder, førend jeg |
CT, s. 266 | erteligen længtes efter at | · æde dette Paaskelam med Eder, førend jeg |
NB27:18 | mmeligt Utøi! – | · æde Dig op; og efter Din Død vil Docenterne |
Oi9, s. 384 | for, ved at leve af Dig eller | · æde Dig, at gjøre den brillanteste Carriere, |
EE1, s. 42 | ge Endeligt, har besluttet at | · æde disse. / Jeg har kun een Ven, det er Eccho; |
NB31:30 | l martres for at Andre skal | · æde drikke avle Børn o: s: v: og sandseligt |
Oi9, s. 384 | Præsterne, der leve af at | · æde Eder! Som der i Huusholdningerne i Slagter-Tiden |
CT, s. 27 | heller intet om, hvad han skal | · æde eller hvad han skal drikke. Han veed sig |
NB30:8 | man-Forfattere og Smaa-Forfattere | · æde endog de Medlevende. Det falder en saadan |
NB30:53 | iere Dyr det lavere, det at | · æde er det Høiere, det at blive ædt det |
Oi9, s. 385 | men lever med Familie af ( at | · æde ham) at skildre hans Lidelser, at foredrage |
IC, s. 108 | aandelig, at han taler om at | · æde hans Kjød og drikke hans Blod, saa phantastisk |
TS, s. 85 | derligen havde længtes, at | · æde med dem, inden han døer. Værgeløs |
IC, s. 107 | siger jeg Eder: dersom I ikke | · æde Menneskenes Søns Kjød og drikke hans |
NB17:83 | er til at sige » lader os | · æde og drikke« saa leder det til uhyre |
NB12:109 | a siger man enten lader os | · æde og drikke, ell. man stræber at udfylde |
EE1, s. 166 | e end ikke mærke det, men | · æde og drikke, gifte sig og formere sig i sorgløs |
CT, s. 86 | ed Plage. / » Lader os | · æde og drikke, thi imorgen skulle vi døe«. |
TTL, s. 453 | en paa, til at sige: lader os | · æde og drikke, thi imorgen skulle vi døe; |
CT, s. 30 | og hele Landet, hvad skulle vi | · æde og drikke. Dette Spørgsmaal gjør |
Oi7, s. 295 | festligholdes ved et rigtigt | · Æde- og Drikke-Gilde, et vildt Comment med Bacchanter |
CT, s. 45 | Alle i Grunden: hvad skulle vi | · æde og hvad skulle vi drikke. Thi jo mere Rigdom |
NB16:30 | r ikke Tydskerne, der vilde | · æde os, o, nei. Det er os selv, der indvortes |
BI, s. 116 | at opæde Alt og derpaa at | · æde sig selv med, eller som det hedder om Hexen, |
NB15:25 | som Hexen, der endte med at | · æde sin egen Mave. / / / I Grunden beroer dog |
EE2, s. 270 | at maatte stride for at kunne | · æde sit Brød i sit Ansigts Sved. Men derfor |
EE2, s. 95 | t han i sit Ansigts Sved skal | · æde sit Brød, med et eneste Ord at jage |
Papir 264:5 | ham i sit Ansigtssved at | · æde sit Brød; men ligesom det ved den physiske |
Not1:7.v | græsse sammen; Løven skal | · æde Straa med Oxen og Barnet glæde sig ved |
NB32:2 | ive lever af eller er ved at | · æde, at blodsuge ( som Skyggerne i Underverdenen |
NB32:62 | lede væsentligen lever for at | · æde, drikke, samle Penge, kort beskjeftiget |
NB30:37 | se i, finde det herligt, at | · æde, drikke, skide, forplante sig, og tænk |
CT, s. 45 | som ogsaa siger, hvad skal jeg | · æde, hvad skal jeg drikke, hvor skal det være |
LF, s. 11 | e for Eders Liv, hvad I skulle | · æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for |
CT, s. 20 | e for Eders Liv, hvad I skulle | · æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for |
OTA, s. 259 | for Eders Liv, hvad I skulle | · æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for |
DS | ikke for Eders Liv, hvad I skulle | · æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for |
CT, s. 30 | Han spørger, hvad skal jeg | · æde, og hvad skal jeg drikke, idag, imorgen, |
JJ:409 | orkeert, og ikke kan komme til at | · æde, og Ingen tænker paa at hjælpe den. |
EE:153 | erre: vil de hellige Høns ikke | · æde, saa maae de drikke og dermed kaster man |
BI, s. 265 | t de hellige Høns ikke vil | · æde, saa svarer han med Appius Claudius Pulcher: |
Papir 267 | / Der gives Dyr, der ikke kunne | · æde, saasnart Nogen seer derpaa, Dyr, der paa |
NB31:131 | r der strax Legioner, som ville | · æde. / Det Timelige – det Evige / |
JJ:409 | med Muleposen for og end ikke kan | · æde. Eller naar en saadan stakkels Hest har |
AA:12 | ns overbord, naar de ikke vil | · æde. Feilen ligger altsaa deri, at de, naar |
AA:4 | ilket vore Bønder behage at | · æde; fremdeles en Himmelseng i Ordets egenlige |
IC, s. 107 | denne give os sit Kjød at | · æde? ( 52). Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, |
CT, s. 25 | e Eder og sige: hvad skulle vi | · æde? eller hvad skulle vi drikke? – efter |
CT, s. 30 | e Eder og sige: hvad skulle vi | · æde? eller: hvad skulle vi drikke – efter |
CT, s. 26 | e Eder og sige: hvad skulle vi | · æde? eller: hvad skulle vi drikke? – efter |
CT, s. 35 | e Eder og sige: hvad skulle vi | · æde? eller: hvad skulle vi drikke? – efter |
CT, s. 44 | ikke spørge: hvad skulle vi | · æde? eller: hvad skulle vi drikke? – efter |
LF, s. 11 | e Eder og sige: hvad skulle vi | · æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed |
CT, s. 20 | Eder, og sige: hvad skulle vi | · æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed |
OTA, s. 259 | der, og sige: hvad skulle vi | · æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed |
DS | ymre Eder, og sige: Hvad skulle vi | · æde? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: hvormed |
NB8:73 | og dettes Forhold i Verden, at en | · ædel begeistret Yngling kan her finde et saa |
NB5:48 | Præster. / Lad os saa igjen i | · ædel christelig Forstand faae lurvede Præster, |
BB:37.2 | eller som Præmie-Uddeler for | · ædel Daad, – begge Dele med en nøiagtig |
LA, s. 29 | Erindringens Udholdenhed, der | · ædel dannet veemodigen søger tilbage til |
EE2, s. 81 | d slige Ægteskaber. En vis | · ædel Eenfold giver dem baade et æsthetisk |
KG, s. 270 | le man heller ikke en simpel, | · ædel Eenfoldighed, der ikke forstaaer Meget, |
AE, s. 365 | e, Fuglekonge, Asyldirecteur, | · ædel Fader med Værdighed, kort en Satans |
SLV, s. 127 | Jalousi, der gives ogsaa en | · ædel Forelskelses retfærdige Indignation, |
NB33:48 | Evighed / ( omvendt). / I | · ædel Forstand at blive til Ingenting i denne |
OTA, s. 334 | enneske bærer, hvad ham i | · ædel Forstand er kjærest i Verden, og Byrden |
KG, s. 330 | Godes Skyld, at han, ogsaa i | · ædel Forstand for sin egen Skyld, stræbte |
NB8:44 | uden fordi det Gode ogsaa i | · ædel Forstand gjør ham fiin og zart. Man |
NB16:41 | den for et uendeligt Maal skal i | · ædel Forstand holdes som Luxus. Prøv nu selv, |
Not15:14 | i sin Hengivelse, rørende, i | · ædel Forstand rørende i sin Sorg, ikke uden |
AE, note | h har opbevaret i en skjøn og | · ædel Fremstilling, nok saa mærkeligt var |
NB19:43 | Hos ham finder jeg sand og | · ædel Fromhed og eenfoldig Viisdom. / Ak, og |
OTA, s. 354 | nden, lære at sløve al | · ædel Fyrighed derinde, lære Trods og Fortvivlelse. |
AE, s. 133 | toriske Størrelser. Som en | · ædel Græker har sagt ( Empedocles – |
BOA, s. 91 | iet Forstand en Charakteer, i | · ædel græsk Forstand en Tænker. Hvad han |
SLV, s. 438 | ere som denne energiske og i | · ædel græsk Forstand oprigtige Philosoph havde |
Oi10, s. 417 | det! Saa er det jo endog en | · ædel Handling – for Eftermandens Skyld! |
KG, s. 69 | , at han vilde udslukke nogen | · ædel Ild i et Menneske; troe, at han, der var |
NB13:33 | e over den Sag; naar han, i | · ædel Indignation, sætter hele sit hidtil |
AE, s. 172 | eg mig dog bevidst, at den er | · ædel ligesom de Andres. Naar ved et Gjæstebud, |
BOA, s. 128 | hed, indtil Grændsen af en | · ædel lille ironisk Vending mod fortumlede Hoveder |
KG, s. 176 | erlighedens Armod! – En | · ædel Mand har sagt om Kjerlighed: » den |
NB:99 | stus saaledes? Har nogen egl. | · ædel Mand levet saaledes? Eller er det Andet |
PS, note | meget underholdende. – En | · ædel Mand vil tjene Menneskeheden med et Sandsynligheds-Beviis, |
OTA, s. 335 | og opløftende sagt af en | · ædel Mand, naar han taler om den jordiske Strid, |
BI, s. 256 | ræske Stat liig en stor og | · ædel men dorsk Hest behøvede. Hvorledes hans |
KG, s. 187 | den, ganske det Samme, som en | · ædel menneskelig Kjerlighed siger glødende, |
IC, s. 134 | saa lad os tænke f. Ex. en | · ædel menneskelig Sympathi, der, for en Forsigtigheds |
NB4:30 | Liv – dersom han nu, med en | · ædel Mistillid til sig selv ( hvad især i |
BA, s. 314 | Fordringer. Hvis det synes en | · ædel Misundelse, en nidkjær Kritik for meget, |
NB30:80 | hed, sand christelig Kjerlighed, | · ædel Msklighed o: s: v: / Sagen er, Sætningen |
NB30:80 | illige æres for Ydmyghed sand | · ædel Msklighed o: s: v:. O, Du Gavtyv, skulde |
Papir 584.a | rover! / 1 Sept. / At jeg var | · ædel nok mod de Andre til frivilligt at udsætte |
NB28:85 | dersom han da atter er | · ædel nok til ikke at gjøre dem Bebreidelser, |
SLV, s. 13 | han dog, som jeg nu indseer, | · ædel nok til ikke at ville. Saa laante han den. |
2T44, s. 218 | an, naar hans Forventning er | · ædel og et Menneske værdig, tragter efter |
KG, s. 275 | Andet end et Smiil; thi hvor | · ædel og høimodig og uegennyttig end hiin |
Papir 460 | re en ganske anderledes | · ædel og høimodig Sjel – men han vil |
NB17:16 | n opnaae selv at ansees for | · ædel og høimodig, / Dog vi vilde see. Χstdommen |
BI, note | sinde at udtale sig paa en fri, | · ædel og kraftig Maade. – Den opmærksomme |
BOA, note | e Henseende, fordi han vel med | · ædel og ophøiet Begeistring vidste at værge |
Papir 459.b | Retning, / her tales ikke om | · ædel og ophøiet Charakteer, thi saa er jo |
NB29:78 | t faae istand, fordi der skal en | · ædel og redelig Mand til at bringe den i Gang, |
CT, s. 220 | af Mange ansaaes for sjelden | · Ædel og Retskaffen, og han vilde vedblive i |
NB2:42 | r i, at hans Gjerning dog ikke er | · ædel og uegennyttig nok. Saa vil han da anstrænge |
NB6:71 | nde maaske, menneskelig talt, var | · ædel og uegennyttig og han nu i Reflexionen |
Papir 53:2 | blev sig bevidst, at det var af | · ædel Opoffrelse, og ifølge sin Theorie maatte |
KG, s. 308 | g selv tro i sin Elskov er en | · ædel qvindelig Daad, en stor og herlig Gjerning. |
Not15:12 | Blot dette ene Træk af | · ædel qvindelig Eenfold. Da alle Kløgtige |
Papir 1:1 | Sylvester von Schaumburg, en | · ædel Ridder, L. Beskyttelse. – ligesaa |
LA, s. 35 | det om og sige Opgaven er: en | · ædel Riigmand, hvis Sindsstemning hele første |
NB11:92 | de saa tillige Anseelse som | · ædel Selvfornegtelse: jeg maa nøies med at |
SLV, s. 107 | negativt, lad ham være en | · ædel Sjel, lad hans Sympathi søge og finde |
NB:43 | rsom En ydmyg for Gud men med | · ædel Stolthed hverken vil være mere ell. |
IC, s. 23 | ved, i en anden Forstand, med | · ædel Stolthed udtrykte Værdiens Ueensartethed. |
TTL, s. 468 | ig Sag, som misforstodes i en | · ædel Stræben, først saaledes vel erhvervet |
NB24:72 | er nu i høie Toner prise hans | · ædel Uegennyttighed o: s: v: – og derfor |
Papir 534 | ydelse. / Det er altsaa ikke en | · ædel Uvidenhed ( som altsaa kunde oplyses) ikke |
KM, s. 15 | ie med. Der gives vistnok en | · ædel Varme i Kamp, som let kan forlede en Skribent |
EE2, s. 29 | aa det Sandselige, er den dog | · ædel ved den Evigheds Bevidsthed, den optager |
SLV, s. 266 | ldent en saadan velbyrdig og | · ædel Velgjører, en Hjælp paa saa gunstige |
KG, s. 274 | Tankestregen. / Der gives en | · ædel Viisdom, som dog tillige i god Forstand |
NB9:58 | turligviis ikke et Bedrag, men en | · ædel Viisdom; der er nemlig i religieus Henseende |
SLV, s. 127 | at der jo ogsaa kan gives en | · ædel Vrede. Paa en lignende Maade er det med |
4T44, s. 381 | r dog kun i en vis høi og | · ædel, derfor uegentlig Forstand, men Smerten |
SLV, s. 100 | en uskyldig, en velmeent, en | · ædel, en elskelig Tvivl, thi sandeligen han er |
KG, s. 24 | vilde være en skjøn, en | · ædel, en hellig Frugt, paa hvilken Kjerligheden |
NB2:76 | aa kloge, saae man dog stundom en | · ædel, en høimodig begeistret Handling, et |
NB14:57 | , at Χstus er en smuk, | · ædel, from og trofast Brudgom, og hans Kirk |
KG, s. 269 | vad siger jeg, nei, en saadan | · Ædel, han er heller ikke smaalig. Man vogte sig |
NB23:88 | imponerende, Hans Skikkelse | · ædel, hans Holdning Værdighed, hans Gestus |
TS, s. 64 | r jo endogsaa en i høi Grad | · ædel, høimodig, ægte kongelig Handling, |
EE:71.a | er ligesaa forfriskende, ligesaa | · ædel, ligesaa himmelbaaren som Riddernes. / |
4T44, s. 362 | tte forstaaes i en høi og | · ædel, og forsaavidt uegentlig Betydning. Naar |
FB, s. 167 | at blive forstaaet af enhver | · Ædel, og saaledes, at Betragteren selv forædles |
KG, s. 123 | kalder Verden Kjerlighed; en | · ædel, opoffrende, høimodig menneskelig Kjerlighed, |
BA, s. 370 | lot dens Skrift er tydelig og | · ædel, saa vil Qvinden virke paa en anden Maade |
NB26:34 | an » digter« | · ædel, uegennyttig Opoffrelse – og man er |
AE, s. 227 | le Begeistring, men han er en | · ædel, uforfalsket, elskelig, rigt begavet Aands |
EE2, s. 176 | de ikke knækket ham, og en | · ædel, ægte fornem Værdighed gjorde ham |
LA, s. 30 | xcentrisk Hoved, men stolt og | · ædel. / Lusard opdager snart denne Piges Elskelighed, |
EE1, s. 400 | gheden selv stillere og mere | · ædel. Overhovedet det Mandfolk, der ikke har |
LA, s. 40 | ed Depravation er ligesom den | · Ædelhed, en Mand viser, der ikke kan undvære |
OTA, s. 358 | remt Forhold til Skabningens | · Ædelhed. De laveste Arter af Dyr fødes i et Nu |
NB11:26 | se for hvad der virkelig er | · Ædelmod, Uegennyttighed o: s: v:. Saasnart de da |
IC, s. 22 | vil tage mod Betaling, eller | · ædelmodig giver Afkald derpaa, er dette kun et Udtryk |
Papir 97:1 | lpe de Fattige, som jo viser | · Ædelmodighed, og at han ei stjæler for egen Nyttes |
BB:1 | mangen Gang den herligste, den | · ædelste og meest livfulde Aand; den reneste religieuse |
AE, s. 197 | Formue hen for at kjøbe en | · Ædelsteen – han eiede. Fordum var en Christen |
Oi8, s. 355 | at der mangler en meget stor | · Ædelsteen i Ryggen af Stolen. Hun spørger Engelen, |
NB7:72 | r hende den – men see, hiin | · Ædelsteen mangler. Da tænkte hun som saa, bedre |
NB7:72 | idde paa en Throne, hvor den | · Ædelsteen mangler. Saa bade de Gud om at tage hiin |
NB7:72 | Saa falder der en Nat en kostbar | · Ædelsteen ned til dem. De ere nu altsaa hjulpne. |
Oi8, s. 355 | t hele Evigheden igjennem den | · Ædelsteen skulde mangle. Og hendes fromme Mand var |
NB7:72 | bade de Gud om at tage hiin | · Ædelsteen tilbage igjen. / Dette er Forholdet. En |
AA:12 | som saaledes have fundet hiin | · Ædelsteen, for hvilken de sælge Alt, endog deres |
Oi8, s. 355 | ! Engelen svarer: det var den | · Ædelsteen, som Du fandt paa Skorstenen; den fik Du |
Oi8, s. 354 | paa Skorstenen en meget stor | · Ædelsteen, som hun strax iler ind og viser sin Mand, |
Brev 66 | at vurdere, ingen Kjender af | · Ædelstene har et skarpere Blik for Straalebrydningerne |
NB14:112 | eg at vurdere, ingen Kjender af | · Ædelstene har et skarpere Blik for Straalebrydningerne |
NB7:72 | en, hvor hun saae pragtfulde, med | · Ædelstene indlagte Throner for alle Rettroende. Hun |
Oi8, s. 354 | nestole, overalt smykkede med | · Ædelstene og Perler, bestemte, som Engelen forklarede, |
Oi8, s. 354 | dnu den Dag, ikke at sælge | · Ædelstenen endnu den Dag. Men imorgen skulde den sælges, |
SLV, s. 202 | sig i Tanken og Sproget som | · Ædelstenen i Straaleglandsen, og hvor dette mangler, |
Papir 382 | det Dannende, som sandt og | · ædelt danner ham, der dog blev uindviet i hvad |
NB6:6 | d sig selv og mod alt hvad Godt og | · Ædelt det havde, og det vil forhindre sig selv |
EE2, s. 122 | Eder, at noget Ophøiet og | · Ædelt gaaer under for Sligt. Vender I Eder derimod |
Brev 61 | n være for meget Sandt og | · Ædelt i denne Bekymring til at den ligefrem kan |
AA:6 | len sig villigen for ethvert | · ædelt Indtryk. Her træder Mennesket ud som |
NB14:126 | Du var dog den Eneste, der | · ædelt og dybt forstod, hvad Comik er, naar den |
CT, s. 45 | ra Alt, hvad der er høit og | · ædelt og helligt og elskeligt, men fra sin Rigdom |
NB5:4 | -Princip. Numerus) er alt Stort og | · Ædelt og Helligt og Elskeligts Undergang, fremfor |
4T44 | lader ham glemme alt hvad der er | · Ædelt og Helligt, trælbunden i Verdslighedens, |
CT, s. 247 | Jeg har beundret hvad | · Ædelt og Stort og Herligt der er frembragt blandt |
EE2, s. 76 | ing, at begeistre dem til alt | · Ædelt og Stort ved denne Forestilling; han vil |
2T43, s. 20 | lser.« Og det var jo | · ædelt og velvilligt tænkt af ham. Men den, |
NB29:12 | er, naar noget saa Fiint og | · Ædelt og Zart som Begrebet » Reformator« |
NB4:108 | Døren ( til noget Høit og | · Ædelt) og de forhindre ogsaa Andre, som ville |
Oi8, s. 357 | maaskee endog at handle meget | · ædelt, at Du ikke er som de Andre, thi Du anerkjender |
SLV, s. 156 | naar han vover Livet, det er | · ædelt, det kan røre Stene, vee Den, som leer, |
CT, s. 313 | lik, at han i Sandhed handler | · ædelt, høimodigt af ganske Hjerte tilgiver |
CT, s. 41 | errens, saa havde det været | · ædelt, høimodigt, christeligt – og saa |
BOA, s. 128 | forfriskende Udspring, et saa | · ædelt, saa skjønt og saa riigt Udtryk, at han |
KG, s. 331 | den – det er priseligt, | · ædelt; o, men at kæmpe for Fjenden – |
LP, s. 51 | det tunge Ax beplettes med den | · ædende Rust. Den ædleste, den mest blændende |
IC, s. 157 | nu idag til Hans Ihukommelse | · æder af Brødet og drikker af Vinen, kunde |
IC, s. 107 | de Brød, » om Nogen | · æder af dette Brød, han skal leve« |
NB25:106 | gabal aad Strudse-Hjerner) | · æder de Afdødes Tanker, Meninger, Yttringer, |
NB30:8 | reier sig om, at den ene Skabning | · æder den anden: men mig er det maaskee forbeholdt, |
NB30:53 | I Natur-Verdenens Æderie | · æder det høiere Dyr det lavere, det at æde |
NB31:29 | ioner og Qvatrillioner, som | · æder drikker avler Børn klinker o: s: v: |
CC:17 | ikker det. Naar enhver confirmeret | · Æder er stemmeberettiget, naar Stemmefleerhed |
NB29:51 | len slaaer et Msk. ihjel og | · æder ham – saa er det skeet. Dette er |
IC, s. 108 | han siger, at kun Den, der | · æder hans Legeme og drikker hans Blod, vil han |
NB12:107 | Mand paa Gader og Stræder og | · æder med Toldere og Syndere; at man er fattig |
EE1, s. 317 | iis Dig, jeg digter Dig, jeg | · æder mit eget Digt og det er min Føde. Eller |
3T44, s. 252 | hvis løse Tale kun | · æder om sig som dødt Kjød« ( 2 |
Oi9, s. 384 | oprørende. / 2) Canibalen | · æder sin Fjende. Anderledes » Præsten«. |
NB:202 | mere kunne hjælpe os, thi ham | · æder Tidens Reflexion. See derfor maatte der |
SLV, s. 335 | til at blive som et Dyr, der | · æder Urter paa Marken, medens syv Tider omskiftedes |
KG, s. 186 | slæt, som er slaaet ind og | · æder ved Marven. Vogt Dig derfor i Din Kjerlighed |
Oi9, s. 385 | Præsten lever af, dem han | · æder, dem, med hvilke han i glad Livs-Nydelse |
NB30:47 | ( denne lumpne Løgner, der | · æder, drikker og mæsker sig og avler Børn |
Oi9, s. 384 | Præsten«. Dem, han | · æder, giver han sig Udseende af i høieste |
Oi9, s. 384 | kalder sig ikke Dens Ven, han | · æder, men kalder ham sin Fjende og sig hans Fjende. |
NB29:51 | en, hvem han ihjelslaaer og | · æder. Men Præsten, Professoren nyder tillige |
Oi9, s. 384 | t Hengivne, Den, just Den han | · æder. Ved Eed forpligter » Præsten« |
BB:49 | d: v: s: til » confirmerede | · Ædere« leve de sorgsløse hen og endog ved deres |
NB30:53 | Verdenen. I Natur-Verdenens | · Æderie æder det høiere Dyr det lavere, det |
NB31:131 | andheds Skyld. / Ja det Hele er | · Æderie, og sees allerbedst i Aands Forholdene: |
NB30:53 | løs paa, om man saa vil, | · Æderie. Kun at Loven i Aands-Verdenen er den omvendte |
Oi9, s. 384 | n, at ædes: medens I leve, | · ædes I af Samtidighedens Utøi, tilsidst slaaer |
NB30:53 | r-Verden. / Det saaledes at | · ædes, eller at offres er da en Proces, en kortvarig |
Oi9, s. 384 | i Livet og efter Døden, at | · ædes: medens I leve, ædes I af Samtidighedens |
CC:1 | titit. Ille est lapis, a vobis | · ædificantibus parvi habitus, qui factus est caput anguli. |
CC:6 | squisitiones magis præbeant quam | · ædificationem dei, quæ est in fide. – Finis |
NB25:102 | en hver Søndag af disse | · ædle » gode Hyrder« der ved Hjælp |
NB25:102 | ller Lidenskab det Ophøiede, | · Ædle – – og til daglig Brug sikkrer |
NB29:9 | veritas quam ex confusione. / Det | · Ædle – det Simple. / / Den ædle Charakteer |
Papir 477 | Anseelse som den Alvorlige, den | · Ædle – dette er omtrent det meest demoraliserende, |
NB28:28 | heden fra, skjuler over det | · Ædle – just dette er det Ædle. – |
G, s. 36 | e forvandlede, idet de liig den | · ædle arabiske Hest begynde at stønne og puste, |
NB21:10 | Toner om det Uendelige, den | · ædle Begeistring, der ene vil det Gode – |
AE, s. 227 | kke staaer i Forhold til hans | · ædle Begeistring, men han er en ædel, uforfalsket, |
LA, s. 23 | te Begreb og hævde det sin | · ædle Betydning, agtende paa, at her jo ikke |
NB:184.a | om ham, at Alle anerkjende hans | · ædle Charakteer o:s:v: – men saa er Polemiken |
NB29:9 | dle – det Simple. / / Den | · ædle Charakteer vil man blandt Andet kjende |
DS, s. 222 | t, jeg har erfaret, at der er | · ædle Charakterer til. Lykkelige! Thi viid, det |
NB2:108 | n de sande Store, Mskslægtens | · Ædle de faae sjelden en Gravtale: de blive gjerne |
TTL, s. 424 | Guld og befunden tro, thi den | · ædle Digter siger lidt forelsket om Pigebarnet, |
CT, s. 209 | kte, saa inderlige Ord af den | · ædle Digter, der lader den ulykkelige Pige tale |
DS, s. 174 | trykkes derved, at man – | · ædle Eenfold! – at man gjør det! / |
DJ, s. 70 | synker med Stolthed; eller hin | · ædle Eenfold, der bedrages; eller hin ophøiede |
KG, s. 274 | l at tænke een Tanke. Hiin | · ædle Eenfoldige i Oldtiden, han var Mesteren |
KG, s. 317 | hvad Verden dømmer om hiin | · ædle Eenfoldige og om den hellige Apostel, thi |
KG, s. 233 | alvorsfulde Frygt. See, hiin | · ædle eenfoldige Vise i Oldtiden, han blev hvad |
KG, s. 316 | il Penge, er Alvor. See, hiin | · ædle eenfoldige Vise i Oldtiden, han vilde ikke |
KG, s. 233 | get, fordømt, blev han den | · ædle eenfoldige Vise, dog den Sjeldne, nok noget |
NB29:84 | Socrates eneste – Du | · ædle eenfoldige Vise, Du var virkelig en Reformator. |
CT, s. 79 | en i Ovnen,« o, denne | · ædle eenfoldige Vise, Lilien, den er som Den, |
NB14:126 | dle Ironie, men som Du, | · ædle Eenfoldige!, langt, langt den Svageste |
Oi10, s. 405 | ndnu mindre. / Du Oldtidens | · ædle Eenfoldige, Du det eneste Menneske, jeg |
TTL, s. 447 | jo enige, at en Saadan i sin | · ædle Eenfoldighed skjønt forener Modsætninger |
OTA, s. 178 | Aag med andre Mennesker, den | · ædle Eenfoldighed, som er i inderlig Forstaaelse |
Papir 477 | t at være den Alvorlige, den | · Ædle eller at være den Alvorlige, der fremstiller |
4T44, s. 347 | Gode, det i Sandhed Store og | · Ædle er forskjelligt for den Forskjellige, men |
4T44, s. 344 | Gode, det i Sandhed Store og | · Ædle er jo ikke blot noget Almindeligt og som |
EE2, s. 52 | sammen. Du seer jeg giver den | · ædle Fader, og det er i Sandhed i og for sig |
NB13:74 | at han mell. 7 og 10 spiller den | · ædle Fader, Overførsteren; det lidende Sandheds-Vidne; |
NB11:215 | Exempel paa hos selv den ellers | · ædle Fenelon ( Værker oversat af Claudius |
KG, s. 122 | ndet, og altsaa igjen ved det | · Ædle forstaaer noget Andet. Nei, naar Verden |
SLV, s. 140 | e Ord for hvad det er, i den | · ædle Forstand, hvori en Mand alene er Ægtemand, |
SLV, s. 139 | l at blive Ægtemand i den | · ædle Forstand, i hvilken jeg tager dette Ord |
OTA, s. 219 | det er at ville i Frihedens | · ædle Forstand. Ja, for mange Mennesker er det |
NB31:114 | mer tilbage paa dette: den | · ædle Frederiksborger-Race er uddød saaledes |
Papir 1:1 | ich von Hutten ( Vaagn op Du | · ædle Frihed). / pag. 155. 1520 d. 20 Juni |
AE, s. 208 | , det er den eenfoldige Vises | · ædle Fromhed. / Der er sagt meget Besynderligt, |
EE2, s. 256 | m man ofte nok seer det, naar | · ædle Fædre klappe deres Børn paa Kinderne |
EE2, s. 74 | ortjent Grusomhed bragt slige | · ædle Fædre til den høieste Grad af indædt |
OTA, s. 361 | s, da mindes fromt hiin dets | · ædle første Indfatning. Naar saaledes en |
SLV, s. 269 | m Sjelens Frelse! / Hvis den | · ædle Ganger forstod, hvorfor den blev sadlet, |
PS, s. 220 | nknings Dybsind, dette hans | · ædle gjennemførte Humanitet, der ikke gjør |
NB:44 | Det har hell. aldrig Nogen af hine | · Ædle gjort, der i Sandhed vilde Mskenes Vel, |
Brev 245 | til at tilfredsstille hans | · ædle Godgjørenhed, men han havde dog nok |
Not3:18 | ot den enkelte kjække og | · ædle Handling af Hornbecks Fiskere, som Evald |
NB15:62 | anne Exempler. Saadanne store og | · ædle Handlinger de æres i Verden – |
4T44, s. 345 | Gode, det i Sandhed Store og | · Ædle har foruden alle andre gode Egenskaber |
OTA, s. 336 | g skal bevæge Jorden; den | · Ædle har sagt: giv mig en stor Tanke: o, det |
Brev 29 | være med hans Støv den | · Ædle hensovede, Gud glæde hans Sjel i det |
BI, s. 199 | al den Bombast om hans Dyd og | · ædle Hjerte, men tillige ogsaa saae hans Liv |
BB:2 | i Vers og Canzoner, hvorledes | · ædle Hoffer og store Gjerninger bør være |
EE1, s. 269 | e noble, rene Træk, denne | · ædle Holdning, hvorledes kan dette vække |
AA:2 | eundre Ridderens raske Ridt og | · ædle Holdning. Hvor forskjelligt er ikke i denne |
LA, note | storiens Forfatter har med sin | · ædle Humanitet ofte nok været opmærksom |
OTA, s. 321 | di han tabte den Modige. Den | · ædle Husbond; ak, han maa gaae til en Side, |
SD, s. 204 | n af Selvfornegtelse, af det | · Ædle i at offre sit Liv for Sandheden – |
Brev 269 | n og styre derimellem. Det | · Ædle i ham tilfredsstilles derved, at han dog |
NB29:76 | ninger til at kunne see det | · Ædle i hans Adfærd, ere misundelige paa ham, |
CT, s. 41 | vil egentligen lære, at det | · Ædle i Verden ansees for Dumhed, det Onde for |
JJ:386 | Mskene: Haabets ell. Erindringens | · ædle Individualiteter. / Det er mærkeligt |
NB14:126 | man repræsenterer denne | · ædle Ironie, men som Du, ædle Eenfoldige!, |
AE, s. 71 | som alt det Øvrige, at den | · ædle Jacobi end ikke tør indestaae for hans |
AE, s. 98 | er i sin Tid. Den begeistrede | · ædle Jacobi, der med elskelig Sympathie ofte |
AE, s. 71 | cludere ham, men at endog den | · ædle Jacobis begeistrede Veltalenhed Intet formaaer |
EE1, s. 362 | Barn, og dog smykket med den | · ædle jomfruelige Værdighed, der indgyder |
PS, s. 258 | det kunde tilfredsstille hiin | · ædle Konge at sende i sit Sted den meest betroede |
PS, s. 236 | af sit eget Hjerte! Dog hiin | · ædle Konge gjennemskuede allerede Vanskeligheden; |
Papir 306 | en Daarskab, thi hvis hiin | · ædle Konge kun derved var bleven ukjendelig, |
SLV, s. 446 | ig omvendt, som det gik hiin | · ædle Konge, hvem Sorgens Budskab lærte at |
PS, s. 258 | r ikke den Mulighed, som hiin | · ædle Konge, pludseligen at vise, at han dog |
Brev 66 | den existentielle Muligheds | · ædle Kostbarhed. Ved i from Indvielse ganske |
NB14:112 | for den existentielle Muligheds | · ædle Kostbarhed. Ved i from Indvielse ganske |
NB2:138 | f de fornemme de dannede de | · ædle Kredse, hvor hans Længsel og Higen er, |
Papir 375 | t vise den Sundhed, der er hans | · ædle Liv saa eiendommelig. at Paradigmet kunde |
EE1, s. 31 | ørste Frembringelser i den | · ædle Malerkunst. Denne Farve var netop en af |
PS, note | f Menigheden – ak og hiin | · ædle Mand har netop forspildt Alt. – Eller |
FB, s. 158 | der tør sige endog til det | · ædle Menneske, der vil græde over ham: græd |
EE1, s. 299 | n i ham, men heller ikke det | · ædle Menneske, hun føler ham blot æsthetisk. |
G, s. 76 | es, at han vidner derved om den | · ædle menneskelige Frimodighed, der dog veed, |
F, s. 518 | DHrr. Subscribenter og alle de | · ædle Mennesker, ved hvis Hjælp jeg drev det |
IC, s. 142 | en Saadan, et af hine sjeldne | · ædle Mennesker. Dette er meget langtfra. Jeg |
BI, s. 153 | paa den anden Side den | · ædle momentane Mistillid til de af ham selv |
NB31:114 | er nok ogsaa længst den | · ædle Msk-Race uddøed, og det der nu fødes |
Oi8, s. 348 | stendommen, Docenterne, disse | · ædle Mænd, som bygge Propheternes Grave, |
Papir 371:1 | for de Ædle; thi den | · ædle Natur begeistres kun ved det Vanskelige. |
FB, s. 208 | rende for de Ædle; thi den | · ædle Natur begeistres kun ved det Vanskelige? |
FB, s. 193 | lige ved Haanden. Den stolte, | · ædle Natur kan taale Alt, men een Ting kan den |
LA, s. 31 | emodig erindrer, det seer den | · Ædle nu om sig i forynget Gjentagelse. / |
Oi7, s. 281 | e, at de ville have det Gode, | · Ædle o. s. v. reent bort; men der er ogsaa i |
Oi7, s. 282 | dhed ville gjøre det Gode, | · Ædle o. s. v. til Virkelighed. / » Mennesket« |
NB30:103 | sande Alvor, det Herlige, | · Ædle o: s: v: / Phantasien / / er hvad Styrelsen |
Papir 477 | lvorlige, der fremstiller dette | · Ædle o: s: v: Dette vil sige, han benytter sig |
LA, s. 58 | , og hvor omhyggeligt end den | · Ædle og Dannede veed at fortone enhver disharmonisk |
NB18:9 | ette har tilsidst fortæret det | · Ædle og det Essentielle i det at være Msk. |
LA, s. 57 | vægt, der udmærker hans | · ædle og fribaarne Holdning, om dog Sjelen tankefuld |
Papir 460 | har hans Evner eller hans | · ædle og høimodige Sjel – jeg er dog |
Papir 459 | r i skjult Inderlighed den | · ædle og ophøiede Charakteer. / Og hvorfor |
EE2, s. 104 | er Dig en Aabenbarelse af det | · Ædle og Ophøiede? Skulde det nu forstyrre |
NB29:78 | til at bringe den i Gang, og de | · ædle og redelige Msker ere som bekjendt sjeldne. |
Brev 29 | ære, nu Salige Broder, den | · ædle Olding ved Dødens Budskab nu er hensovet |
Papir 459 | ig, naar man saa faaer den | · ædle ophøiede Charakteer at see! Ja, er den |
NB21:80 | elation maaskee lyde: denne | · ædle Ophøiethed, denne Værdighed – |
KG, s. 260 | kke. Det er en Misbrug af det | · ædle Ord » Haab« at bringe det |
3T44, s. 265 | embragte ikke i Forening den | · ædle Overeensstemmelse, der betingede Optagelsen. |
EE1, s. 245 | der i Livet som i Romanen er | · ædle qvindelige Sjæle, hvis ophøiede Resignation |
BOA, s. 123 | . Lad os ikke glemme, at hiin | · ædle Reformator, den eenfoldige Vise i Grækenland, |
NB32:117 | ns personlige Egenskab den | · ædle rene Eenfold ( hvilket er Betingelsen for |
EEL, s. 66 | nde med hin Gjæstfrihedens | · ædle Repræsentant ( ak! hans Fremtids Haab |
PS, s. 215 | e Evner, jeg der ikke som hiin | · ædle Romer merito magis quam ignavia afholder |
DD:208 | efter Næsen, hvorimod den | · ædle Rovfugl, den værdige Rovfisk, det stolte |
3T44, s. 279 | es fra Begyndelsen, var hans | · ædle Selvfornægtelses Gjerning, og dens Triumph |
KG, s. 275 | den er farlig at øve; hiin | · Ædle siger selv, » at Menneskene kunde |
JJ:421 | lig Betegnelse af Profs. Nielsens | · ædle Simpelhed – og nu det Resignerede: |
Not3:18 | e ligger ikke mindre i dens | · ædle Simplicitet end i hiin objective Naturlighed, |
NB18:102 | st og studerer disse fromme, | · ædle Sjeles Skrifter, og det lærer han udenad |
KG, s. 274 | end hvad han forstod. / Denne | · ædle Skalkagtige havde dybsindigt forstaaet, |
KG, s. 274 | es den sande Kjerlige og hiin | · ædle Skalkagtige. Denne Sidste veed med sig |
EE1, s. 195 | vil sige, naar man vil have | · ædle Species. I Provindserne, i Smaakjøbstæder, |
Papir 345 | Ærinde kommer til hiin | · ædle Statsmand Ex. Ø:, naar han er saa uheldig |
NB:73 | isk-sentimental: taler om det | · ædle Udtryk af en dannet Personlighed, Skikkelsen, |
Oi9, s. 387 | d de havde fortjent ved deres | · ædle Uegennyttighed, men hvad de ikke fik, lønnede |
NB2:42 | ere end slyngelagtig, beundre den | · ædle Uegennyttighed, nei den beleer den, ell. |
EE2, s. 159 | re, saa havde han dog ved sin | · ædle Ungdommelighed gjort Øieblikket alvorligt. |
KG, s. 274 | m, og sandeligen – hiin | · Ædle var endda ikke just et slet eller et ondt |
SLV, s. 260 | t denne hendes velbyrdige og | · ædle Velgjører ( dette er jo Fattigmands-Udtrykket) |
SLV, s. 27 | derved en Indbildning som den | · ædle Viin bliver det. – Deeltagerne vare |
BOA, s. 144 | Behandlingen netop bliver den | · ædle Viin den er, ikke taber Noget og ikke faaer |
SLV, s. 27 | ringens Gjenstand; og som den | · ædle Viin vinder ved at passere Linien, fordi |
NB11:76 | rste af dem opdrog mig ved sin | · ædle Viisdom, den Anden ved sin elskelige Uforstand. |
Not15:6 | Læremestere, en Oldings | · ædle Viisdom, og en Qvindes elskelige Uforstand. |
NB14:126 | atterlighed kun Du saae Du | · ædle Vise! / Ogsaa af den Grund kan det være |
OTA, s. 288 | alet mere forundret end hiin | · ædle Vise, der ikke begyndte med at tvivle om |
NB28:42 | Mængde. / O, Socrates, Du | · ædle Vise. Midt i Mængden, omringet af disse |
NB2:47 | rtræffeligere. Den begeistrede | · ædle Yngling kan ikke forstaae det. Og det er |
BA, s. 435 | skeed om Begreberne, som hiin | · ædle Yngling, der til Urtekræmmerexamen paa |
IC, s. 71 | eg været samtidig med hiin | · Ædle!« Og hvad nu, at jeg skal citere Prædikeforedraget, |
NB15:51 | ædelæreren ( den Rene, den | · Ædle) var den styggeste Mand med synlige Anlæg |
CT, s. 41 | dlertid anpriser Parabelen det | · Ædle, at handle saaledes som Huusfogeden – |
KG, s. 122 | Din Kjerlighed og Dig som den | · Ædle, da maa Du, christeligt forstaaet, være |
CT, s. 184 | løst; muligt, at Du er den | · Ædle, den Gode, muligt, at Du endog engang skal |
FB, s. 207 | hæderværdige Samling af | · Ædle, den Jury, som enhver Slægt constituerer |
IC, s. 28 | nkede, og Mishandlede; alle I | · Ædle, der hvad jo Enhver veed at sige Eder, fortjent |
TTL, s. 433 | Vise, der veed at raade, den | · Ædle, der opmuntrer ved sit eget Exempel, den |
NB7:46 | Smaalighed; det er ikke det | · Ædle, det Gode der seirer, nei det er den samme |
IC | e til Aarhundrede som den Store og | · Ædle, det med hans Fornedrelse er saa godt som |
Papir 477 | estilling om det Alvorlige, det | · Ædle, det Ophøiede, det Gudelige. / |
IC, s. 49 | sige, det er det Rigtige, det | · Ædle, det Ophøiede, det Sande – naar |
IC, s. 49 | at gjøre det Rigtige, det | · Ædle, det Ophøiede, det Sande. Thi hvilket |
Oi7, s. 281 | det Gode, det Skjønne, det | · Ædle, det Sande, det Ophøiede, det Uegennyttige, |
NB26:34 | igheds Forhold til det Gode, det | · Ædle, det Uegennyttige o: s: v: / Styrelsens |
NB28:100 | lagt Beslag paa at være: det | · Ædle, det Uegennyttige o: s: v:. At nu min hele |
Oi7, s. 281 | g deiligt det Skjønne, det | · Ædle, det Uegennyttige, det Høimodige o. s. |
NB26:34 | er i Charakteer af det Gode, det | · Ædle, det Uegennyttige, sætter det ind i Virkelighed, |
NB14:126 | t tænke paa Dig, Du den | · Ædle, Du var dog den Eneste, der ædelt og |
NB28:34 | nnet, lønnet, som det | · ædle, dyrebare Msk, der fatter det som sin Opgave |
OTA, s. 290 | ke tilbede – selv hiin | · ædle, eenfoldige Vise, han kunde tie af Forundring, |
CT, s. 247 | g har beundret hiin Oldtidens | · ædle, eenfoldige Vise. Ved at læse om ham |
NB28:28 | t. Uendelige Ophøiethed, | · ædle, elskelige, qvindelige Undseelse! Ved sin |
NB26:34 | n forholder han sig til det | · Ædle, Gode, Uegennyttige, Ophøiede – |
NB18:47 | n Skuespiller fremstiller fE den | · Ædle, Helten, Sandhedsvidnet o: D:, han udtaler |
EE2, s. 297 | ndnu skjøn, hendes Træk | · ædle, hendes Mine fuld af en vis ydmyg Værdighed, |
4T44, s. 346 | Gode, det i Sandhed Store og | · Ædle, hvad det betyder for ham og i Forhold til |
KG, s. 122 | a at prise Kjerlighed som det | · Ædle, hvilket Christendommen ogsaa gjør, naar |
IC, s. 28 | re I dumme nok til at være | · ædle, hvorfor taabelige nok til at være elskelige |
4T44, s. 349 | komme det i Sandhed Store og | · Ædle, hvortil han i Beslutningen har knyttet |
NB21:4 | ig, det giver Livslyst! O, I | · Ædle, I der gjennem et langt, langt, langt Livs |
NB21:4 | det var en rar Verden: o, I | · Ædle, I tilvinke mig Bifald. Uden Vrede, uden |
Papir 459 | e den Kloge tillige er den | · ædle, ophøiede Charakteer, det troer han, |
NB18:47 | o: D:, han udtaler da alle disse | · ædle, ophøiede, heltemodige Følelser og |
Papir 477 | udbyder nu det Ophøiede, det | · Ædle, Religionen for saa billig en Priis – |
BOA, s. 291 | for svagt, men netop med den | · ædle, selvbevidste og dog beskedne Holdning, |
4T44, s. 343 | Gode, det i Sandhed Store og | · Ædle, som bør være Maalet for hans Stræben, |
Oi10, s. 416 | Andet end den Raffineredes | · ædle, uegennyttige, modige Begeistring. / |
NB28:28 | t han selv bliver Offer. O, | · ædle, uendelig ophøiede, elskelige qvindelige |
NB2:119 | el gjelde om enhver af hine | · Ædle, vi ønske at lære af, at han selv |
NB28:28 | e – just dette er det | · Ædle. – » Det er idel Naade« |
KG, s. 122 | Udtryk, at Kjerlighed er det | · Ædle. Dog skjuler Misforstaaelsen sig. Hvad hjælper |
NB12:179 | at denne Mand var den Gode, den | · Ædle. Men derved forvirres det Hele. Alt maa |
AE, s. 516 | det Klogeste er sjeldent det | · Ædle. Men endogsaa denne Adfærd ( en Slags |
FB, s. 208 | kelige og begeistrende for de | · Ædle; thi den ædle Natur begeistres kun ved |
Papir 371:1 | e og begeistrende for de | · Ædle; thi den ædle Natur begeistres kun ved |
KG, s. 330 | unde kalde ham: den Gode, den | · Ædle; thi i denne første Strid er det endnu |
SLV, s. 263 | hed gav Forlystelsen selv et | · ædlere Anstrøg end de maaskee ellers vare vante |
NB18:69.a | gudd. Myndighed. / / / i denne | · ædlere Beskjeftigelse / Ordinationen / |
CT, s. 119 | melivet« er efter den | · ædlere Deel: i den Vaagne vaager Aanden, hvorimod |
EE2, s. 44 | gt sundere og skjønnere og | · ædlere er dette Veemod end den prosaiske Forstandighed, |
AE, note | ielse oplyse det Samme ved et | · ædlere Exempel. Elskeren kan » vove« |
EE2, s. 313 | at han atter opløftes og i | · ædlere Forstand bliver et ualmindeligt Menneske. |
EE2, s. 313 | elv om et Menneske saaledes i | · ædlere Forstand er et ualmindeligt Menneske, saa |
KKS, s. 93 | , men forsaavidt hun skulde i | · ædlere Forstand leve af denne Beundringens kostelige |
BA, s. 425 | ividualitet i skjønnere og | · ædlere Forstand udvidet, end den, der er indesluttet |
NB15:118 | er – og just jo dybere og | · ædlere han er – saa bliver her en frygtelig |
Oi2, s. 158 | e maa have Indflydelse paa de | · ædlere Husdyr og derved igjen paa, hvad der jo |
NB14:112 | flere Kræfter, ædlere og | · ædlere Kræfter – Ens Kraft vil i » |
Brev 66 | ere Kræfter, ædlere og | · ædlere Kræfter – Ens Kraft vil i Hjertets |
Brev 114 | e sinker og langsomt fortærer | · ædlere Kræfter. Vær derfor glad, at Du blev |
NB15:65 | De, der repræsentere en lidt | · ædlere lidende Form, thi nu ere de faktisk de |
KG, s. 17 | lemmende at trænge ind i de | · ædlere og derfor just skjulte Dele af Legemet; |
Brev 66 | , flere og flere Kræfter, | · ædlere og ædlere Kræfter – Ens Kraft |
NB14:112 | ter, flere og flere Kræfter, | · ædlere og ædlere Kræfter – Ens Kraft |
SLV, note | re fuldendt. Jeg veed ingen | · ædlere Seier for en Skuespillerinde, end, at Den, |
Not3:18 | har villet fremhæve de | · ædlere Sider af Almue standens Liv, den rene Natur, |
EE2, s. 51 | en for sin Kjærlighed. Den | · ædlere Skikkelse har hvad man i strængere Forstand |
3T44, s. 266 | det var, ikke hvad man i den | · ædlere Stiil kalder saa, men hvad man i simpel |
NB:206 | or Menneskene« / / Enhver | · ædlere Stræben møder altid Modstand, Misforstaaelsens |
TTL, s. 435 | n Frygtagtige forstyrres i en | · ædlere Stræben, ved at agte paa Andres Dom. |
3T44, s. 261 | ghed, i hvilken det Bedre og | · Ædlere synker i Dvale som ved en Fortryllelse. |
IC, s. 163 | aa være det Høiere, det | · Ædlere, der drager det Lavere til sig, det er, |
EE2, s. 33 | r smerteligere og ogsaa noget | · ædlere, det frygter sig selv for den Andens Skyld. |
Oi2, s. 158 | om der ikke hos Husdyrene, de | · ædlere, Hesten, Hunden, Koen skulde vise sig Tegn |
KG, s. 122 | unde ansee Kjerlighed for det | · Ædlere. Dette gjør den ogsaa, kun at Verden |
OTA, s. 196 | et ingen Kunst, at smykke de | · Ædles Grave og sige » dersom de nu havde |
KG, s. 275 | stregen kommer Smilet paa den | · Ædles og dog saa Skalkagtiges Læber, og han |
IC, s. 23 | lv naar du er skjønnest og | · ædlest, naar vi beundre Dig meest, her er dog een |
Papir 344:4 | holdes i den reneste og | · ædleste Aand, for at danne Modsætningen til |
SD, s. 136 | ælder om nogen Sygdom, de | · ædleste Dele, Sygdommen har angrebet; og dog kan |
NB8:46 | msklig talt skjønneste og | · ædleste Former af Fortvivlelse, dem som » |
EE2, s. 63 | endog i den skjønneste og | · ædleste Forstand som et Bytte. Og skulde det glæde |
KG, s. 291 | Tænk Dig hans rige, hans i | · ædleste Forstand velsignede Erfaring, hvorledes |
TSA, s. 76 | for Sandheden, har han jo i | · ædleste Forstand været Uskyldig. / |
2T44, s. 223 | e hende i strængeste og i | · ædleste Forstand: Forventende. Og viser dette ikke |
Not13:51 | høiede den, msklig talt | · ædleste Gjerning, tør jeg ikke kalde en god |
2T43, s. 35 | l, der drev sin Spot med det | · Ædleste i et Menneske, og som bemyndigede den, |
EE2, s. 114 | Er det ikke at knække det | · Ædleste i hende? Maaskee er hun svag, maaskee vil |
Papir 465 | e tillige vistnok en af de | · ædleste Iagttagere, hvilke det franske Folk har |
OTA, s. 215 | og gnaver og fortærer de | · ædleste Kræfter, er den indvortes Skade, som |
KG, s. 190 | Det Mangelfulde ved selv den | · ædleste menneskelige Begeistring er, at den, som |
NB16:82 | paa. / Hvad til Nød den | · ædleste Natur, der dagligt levede i Frygt og Bæven, |
FB, s. 190 | Bevægelsen i Kraft af det | · Ædleste og Helligste i et Menneske, med Angst og |
KG, s. 75 | r et Menneske i dybeste og | · ædleste og saligste Forstand blind, saa han blindt |
NB2:42 | trænge sin Begeistring til den | · ædleste og uegennyttigste Opoffrelse – og |
BB:2 | nden tog, idet, istedetfor den | · ædleste Opoffrelse, traadte den største Egoisme. |
OTA, s. 358 | dige ligefrem, at han er den | · ædleste Skabning. Og saaledes tale vi jo ogsaa |
KG, s. 190 | st meente og menneskelig talt | · ædleste Sværmerie, endog den meest glødende |
LP, s. 51 | es med den ædende Rust. Den | · ædleste, den mest blændende hvide Papaver forandrer |
2T43, s. 24 | d der er det Høieste, det | · Ædleste, det Helligste i Mennesket, det har ethvert |
CT, s. 314 | e, var end dette Menneske det | · ædleste, det reneste, det forsonligste, det kjerligste, |
KG, s. 235 | undskylde, men at han var det | · ædleste, det uegennyttigste, det høimodigste |
DS, s. 195 | istendom. Saaledes kommer jeg! | · Ædru – det føler jeg vel – |
NB15:103 | Øine betyder at være | · ædru – dog hvad siger jeg, ædru, ja |
NB22:140 | beruset og før var man | · ædru – og dog er det Crisen. Det er hermed |
DS, s. 172 | , derfor er han – han er | · ædru – saa forsigtig, at befæste et |
DS, s. 162 | e er Veien til at blive ganske | · ædru – saaledes bruges jo et Stærkere |
DS, s. 160 | lighed, det er just at være | · ædru – som Apostlene vare det paa Pintsefesten, |
DS, s. 195 | Gud! Dette er ikke at være | · ædru ( thi saa maatte mit Liv være blevet |
NB22:140 | s. 1 D. p. 231. / At blive | · ædru / / i christelig Forstand er vistnok for |
DS, s. 156 | le vi tale, om det: / at blive | · ædru / Naar der, blot menneskeligt, gjøres |
DS, s. 174 | Tilstand at vedgaae Noget, han | · ædru aldrig havde tilstaaet. Ganske sandt, naar |
DS, s. 174 | relser, saa man, istedetfor | · ædru at have Nydelse og Glæde af sin Forstaaen, |
SD, note | elv bliver endnu tilbage som en | · ædru Bevidsthed om Hengivelsen, hvorimod Qvinden |
DS, s. 172 | yser for Følgen af at blive | · ædru blot een eneste Dag. Og som en beruset |
DS, s. 178 | e.« / / M: T: at blive | · ædru det var Opgaven; og » Alvoren« |
DS, s. 175 | t man er beruset. / Thi ganske | · ædru er efter Christendommens Mening kun Den, |
KG, s. 187 | ieblik at blive gjort ganske | · ædru er en Forøgelse af Berusetheden; thi |
DS, s. 172 | ham til at blive ædru. Men | · ædru er han sandeligen ikke, saa lidet som En |
DS, s. 195 | det føler jeg vel – | · ædru er jeg ikke; thi kun » Aand« |
DS, s. 177 | ommen mener, at det at være | · ædru er, at Din Forstaaen er Din Handlen, at |
DS, s. 170 | e: de ere berusede. / At blive | · ædru er: at komme sig selv i sin Forstaaen, |
DS, s. 160 | , hvad det betyder. / At blive | · ædru er: at komme til sig selv i Selverkjendelse |
NB22:140 | delig forstaaet at være | · ædru fordres nu først og fremmest den fuldstændige |
PCS | re. / Tilfældigviis er Capt. S. | · ædru i anden Akt af Stykket. Det er tilfældigviis, |
F, s. 492 | aalmodig Salighed at drikke sig | · ædru i den knapt, ja skuffende, kun eengang |
KKS, s. 107 | beruset i Beundring og dog | · ædru i dialektisk Besindighed vil han kun have |
AE, note | ogsaa comisk, naar man seer en | · Ædru i hjertelig og fortrolig Samtale med en |
DS, s. 177 | Selvfornegtelse er at være | · ædru i Sammenligning med denne Beruselse. Thi |
DS, s. 175 | g er. Men altsaa, for at blive | · ædru i Sandhed, er det den første Betingelse |
3T43, s. 79 | kke beruset i Drømme, men | · ædru i sin Tanke og i sin Tale. / » Men |
BA, s. 381 | lig at sove Rusen ud og blive | · ædru igjen. I denne Henseende har vor Tid været |
DS, s. 163 | dsat Mening, at det at være | · ædru just kjendes paa, at man i Alt holder Maade, |
DS, s. 169 | an man blive fuld deraf; og en | · Ædru kan godt gaae over en stor Plads uden at |
DS, s. 172 | den, sin Forstaaen; thi som en | · ædru Mand har sagt: et Menneske er stolt af |
DS, s. 169 | ank, uden at svimle – en | · ædru Mand. Men over en stor Plads vilde han |
4T43, s. 143 | eske altid bevarede sin Sjel | · ædru og aarvaagen i denne Forestilling, da skal |
DS, s. 160 | aandelig forstaaet, at være | · ædru og beruset. Vi begyndte med, at Forstandighed, |
DS, s. 156 | aandelig forstaaet, at være | · ædru og det at være beruset, da tænker |
DS, s. 160 | ristelige Tale om det at blive | · Ædru og see nærmere, hvad det betyder. / |
DS, s. 164 | ingede gjør ædru, ganske | · ædru og tillige ( det Ord Apostelen just i vor |
OTA, s. 240 | es svimler, dersom Du dog er | · ædru og vaagen, er Du da ganske nøieregnende |
HH:23 | din Sjæl skal atter blive | · ædru og vaagen. / Menighedens Forhold til Χstus |
DS, s. 164 | etinget stille, ligesom ganske | · ædru og vaagen. Maaskee var det en ganske ung |
DS, s. 156 | nker man ved det at være | · ædru paa Forstandighed, Besindighed, Klogskab |
BI, s. 113 | og Socrates alene holder sig | · ædru som Eenheden af det Comiske og det Tragiske; |
NB15:103 | være mere end ædru, | · ædru som en Gud, der i salig Besindighed hviler |
BI, s. 108 | Kjærligheds-Forhold, der i | · ædru Tilstand maa have forvoldet ham hele Usikkerhedens |
NB7:59 | sig til Gud, naar man bliver | · ædru ved Hjælp af, at det jo er Enhver tilladt, |
DS, s. 154 | kærpe en, kan jeg tænke, | · ædru Verden den Formaning: bliver ædrue! |
DS, s. 155 | siger Apostelen: » bliv | · ædru!« og siger dermed: Du er beruset; Ulykkelige, |
DS, s. 154 | kom til Dig selv, see at blive | · ædru« saaledes tilraaber det verdslige Sind den |
DS, s. 155 | at just den sande Christen er | · ædru, at derimod Enhver, i samme Grad som han |
NB19:30 | en var der vel, der var saa | · ædru, at han forstod, at det Sidste var det Vigtige, |
DS, s. 175 | standige er rigtignok saaledes | · ædru, at han ikke vil tilstaae, at han er beruset, |
DS, s. 174 | nd ad, at det just gjør ham | · ædru, at kun Den er ganske ædru, hvis Forstaaen, |
DS, s. 161 | neskelige Betragtning at blive | · ædru, Christendommen kalder det Beruselse. / |
DS, s. 162 | denne er det at være | · ædru, den rene Gjennemsigtighed. Derimod mener |
DS, s. 162 | tærkere for at gjøre Den | · ædru, der var beruset i et Svagere, om end naturligviis |
DS, s. 177 | » Men saaledes at blive | · ædru, det er jo frygteligt, der er jo slet intet |
DS, s. 165 | rstand ganske sig selv, ganske | · ædru, det Ubetingede er forbi for den Gang. / |
4T44, s. 327 | dersom den ellers er bleven | · ædru, det Usandsynligste af Alt, at Noget kan |
DS, s. 168 | g, at just dette er at være | · ædru, dette først at sikkre sig det Endelige, |
DS, s. 169 | at just det Ubetingede gjør | · ædru, efter først at have gjort aabenbart, |
DS, s. 164 | kket af det Ubetingede gjør | · ædru, ganske ædru og tillige ( det Ord Apostelen |
DS, s. 174 | ædru, at kun Den er ganske | · ædru, hvis Forstaaen, hvis Erkjenden er Handlen, |
OTA, s. 157 | traffen holder ham vaagen og | · ædru, hvorledes denne nu end nærmere forstaaet, |
NB15:103 | dog hvad siger jeg, | · ædru, ja at være mere end ædru, ædru |
SLV, s. 35 | Punkt, blev han mere og mere | · ædru, jo mere han drak. Victor Eremita var af |
KG, s. 164 | at spilde den. / Bliv derfor | · ædru, kom til Dig selv, forstaae, at Feilen ligger |
DS, s. 163 | e det Stærkere, som gjør | · ædru, men at det at blive til Intet er at blive |
DS, s. 195 | lv) det er ikke det at være | · ædru, men det forholder sig til at blive ædru. |
NB36:4 | de Luther, Du var dog ikke ganske | · ædru, men noget bedunstet, eller Din Hjerne noget |
DS, s. 163 | at gjøre et Menneske ganske | · ædru, naar han – og ellers har han ikke |
DS, s. 162 | vi ikke: nu er han ret blevet | · ædru, nei, vi sige det Modsatte. Saaledes ogsaa |
DS, s. 174 | saa forvandlet til Handling er | · ædru, og at En med den største Erkjenden men |
DS, s. 164 | var blevet klog, i egne Tanker | · ædru, og derfor af den Mening, at Alt skal være |
2T44, s. 203 | ihu, og Din Sjel blev atter | · ædru, og Taalmodigheden begyndte igjen sin gode |
DS, s. 175 | beruset, at han havde været | · ædru, om han, strax han havde forstaaet dette |
PCS, s. 142 | naar han saa en Dag er ganske | · ædru, synes han langt snarere at være næsten |
Brev 244 | t Bedste kan anbefale ham. | · Ædru, sædelig, altid invortes vaagen, ubetinget |
DS, s. 162 | dette Stærkere, som gjør | · ædru, ved en frygtelig Misbrug kan bruges til |
KG, s. 162 | finde, det er, man maa vorde | · ædru, vinde Virkelighed og Sandhed ved at finde |
NB15:103 | ru, ja at være mere end | · ædru, ædru som en Gud, der i salig Besindighed |
AA:11 | rte den samme, som naar han var | · ædru. / / / / Kjøbenhavn, den 1ste Juni 1835. |
DS, s. 148 | ard. / Indhold. / I / At blive | · ædru. / / II / Christus som Forbilledet eller |
DS, s. 163 | at blive til Intet er at blive | · ædru. / At blive til Intet for Gud, og dog uendeligt, |
DS, s. 153 | er derfor ædrue. / At blive | · ædru. / Bøn. / Fader i Himlene! Du er en Aand, |
PCS, s. 142 | uld Mand – fordi han er | · ædru. / Denne lille Artikel er en Erindring; |
PCS, s. 142 | og hvorfor? fordi han nu er | · ædru. / Dette har Phister atter rigtigt forstaaet, |
DS, s. 196 | forholder sig til det at blive | · ædru. / II. / Mtth: VI, 24 til Enden. / |
DS, s. 195 | det forholder sig til at blive | · ædru. / Intet redeligt Menneske ( og hvad hjælper |
DS, s. 176 | det havde været at være | · ædru. / Lad mig tage endnu et Exempel. Der var |
DS, s. 172 | stiller og sit Liv; thi han er | · ædru. / Men Christendommen siger: han er beruset, |
DS, s. 165 | det Ubetingede gjør ganske | · ædru. / Men det ere vi vel alle, vi have vel |
DS, s. 155 | r Beaandelse først at blive | · ædru. / Og derom ville vi tale, om det: / |
DS, s. 193 | e Tider trængt til at blive | · ædru. / Thi kort og godt. Det er det nye Testamentes |
DS, s. 168 | ham en Beruset, han den eneste | · Ædru. / Thi Sagens sande Sammenhæng er dette. |
DS, s. 165 | ngede, eller at han var ganske | · ædru. Ak, alle ere vi til en vis Grad, mere eller |
DS, s. 155 | et Menneske er, at han bliver | · ædru. Alt det Christelige er nemlig en Fordoblelse, |
DS, s. 161 | neskelige Betragtning at blive | · ædru. At glemme sig selv, at komme, ikke til, |
DS, s. 162 | v: det kaldes just at være | · ædru. Christeligt er det Beruselse. Og er det |
DS, s. 154 | d, kalder det andet at være | · ædru. Just den fulde Mand, » Apostelen«, |
DS, s. 163 | an gjøre et Menneske ganske | · ædru. Lad mig i en billedlig Tale fremstille |
DS, s. 195 | kun » Aand« er | · ædru. Men jeg kommer dog heller ikke ganske fortumlet |
DS, s. 172 | en vil tvinge ham til at blive | · ædru. Men ædru er han sandeligen ikke, saa |
KG, s. 62 | e i Evighedens Forstand bliver | · ædru. Overalt derimod, hvor det Christelige ikke |
DS, s. 161 | vindbildning, at man er ganske | · ædru. Thi i det Sandsynlige drikker man sig ikke |
DS, s. 169 | vilde gjøre det, at han er | · ædru. Thi naar man nemlig kniber sig langs med |
DS, s. 154 | nuftig, kom til Dig selv, bliv | · ædru.« Thi Forskjellen mellem det Verdenslige |
DS, s. 170 | an gjøre et Menneske ganske | · ædru: det Ubetingede.« / Da Apostlene |
SD, s. 220 | hvis han een Dag blev ganske | · ædru: saaledes den Dæmoniske. Ja, som den |
DS, s. 163 | , at det er Veien til at blive | · ædru; Christendommen mener, at just det at blive |
DS, s. 160 | Klogskab at det var at være | · ædru; det at vove og vove at slippe Sandsynlighed |
DS, s. 161 | ndsynlige drikker man sig ikke | · ædru; er det tilveiebragt ved Hjælp af den |
DS, s. 169 | and vilde sige » jeg er | · ædru; men hvis jeg vilde gaae over en stor Plads, |
KG, s. 62 | man først og fremmest blive | · ædru; men Selvfornegtelse er just den Forvandling, |
DS, s. 195 | forholder sig til det at blive | · ædru; og der er dog en uendelig Forskjel mellem |
PCS, s. 142 | dan næsten at synes ganske | · ædru; og naar han saa en Dag er ganske ædru, |
DS, s. 176 | igste Sag. Er dette at være | · ædru? Den blot menneskelige Betragtning er vistnok |
DS, s. 176 | rnegtelse. Er dette at være | · ædru? Den blot menneskelige Betragtning er vistnok |
DS, s. 175 | sig selv: er dette at være | · ædru? Ja den blot menneskelige Betragtning er |
DS, s. 170 | udbrændte til Aand, ganske | · ædrue – men Spotten sagde: » de |
NB3:77.a | yseroden, der kan gjøre Folk | · ædrue / Naar han, Missionairen, kommer, han vil |
DS, s. 170 | Pintsedag, aldrig vare de mere | · ædrue end just den Dag, ganske udtrykte deres |
DS, s. 169 | a smaat med os selv, at rigtig | · ædrue ere vi ikke. Men saa kommer Klogskaben |
DS, s. 182 | jøres fornødent at blive | · ædrue for at komme ud af denne Beruselsestilstand. |
DS, s. 183 | l blive Enden paa Sagen, at vi | · ædrue maae komme til at gjøre Tilstaaelsen |
AE, note | nemlig ikke er der, og at den | · ædrue Mand ikke har mærket det. – Det |
Papir 365:5 | Mskene ikke ville blive | · ædrue og forstaae, at der til i Sandhed at være |
DS | den dog først maatte gjøre os | · ædrue! / A: T: Da Apostlene traadte frem paa Pintsedagen, |
DS, s. 154 | u Verden den Formaning: bliver | · ædrue! / Og just denne Formaning er maaskee allermeest |
NB15:19 | for Forbilledet. / At blive | · ædrue! Christeligt taget er denne Tanke saa gigantisk |
DS | ler dog først stræbe at blive | · ædrue! Saa send da Din Aand i vore Hjerter; o, |
DS, s. 190 | ligste Beruselse! Lad os blive | · ædrue! Udtrykker mit Liv stadigt væk, Aar efter |
NB14:13 | es der vel En, der blev saaledes | · ædrue, at han forstod ( dette taget i Betydning |
DS, s. 156 | ndige, de Kloge, som kalde sig | · ædrue, betragte saa de Begeistrede med samt deres |
DS, s. 174 | ige: lige tværtimod, vi ere | · ædrue, det er Apostelen der er beruset. Eller |
DS, s. 173 | ner sig. See derfor advare vi, | · ædrue, ikke mod Erkjenden, ei heller mod at udvide |
DS, s. 155 | ten vare i høieste Forstand | · ædrue, kun Aand. Og Christendommen er af den Mening, |
DS, s. 169 | besindige Mennesker, at vi ere | · ædrue, og at det just er det Ubetingede der vilde |
DS, s. 152 | IV Cap. v. 7. Værer derfor | · ædrue. / At blive ædru. / Bøn. / |
DS, s. 156 | edes med nogle af de saakaldte | · Ædrue. Andre derimod have dog en større Villies-Kraft, |
NB22:140 | e ere vistnok, christelig, | · ædrue. Det Mærkelige er tillige, at det at |
NB14:13 | i christelig Forstand: at blive | · ædrue. Hvor sjeldent fandtes der vel En, der blev |
BOA, s. 97 | oreningen skulde gjøre dem | · ædrue. Man har en overtroisk Forestilling om, |
DS, s. 169 | svingle – vi ere aldeles | · ædrue. Men dersom det Ubetingede ubetinget fik |
DS, s. 156 | orskjel mellem disse saakaldte | · Ædrue. Nogle bruge al deres Forstandighed, Besindighed, |
DS, s. 154 | eder formaner: » vorder | · ædrue.« Altsaa det verdslige Sind anseer Christendommen |
DS, s. 156 | nneskelig forstaaet, saakaldte | · Ædrue? Nei, langtfra; nei ikke med een eneste |
DS, s. 194 | i høieste Grad til at blive | · ædrue? Og er det saa ikke det mildeste Mulige |
AE, s. 107 | g paa den anden Side, at han, | · ædruelig som en græsk Tænker, uden at love |
SD, s. 210 | ok at ønske, at engang en | · ædruelig Tænker vilde oplyse, hvorvidt dette |
AE, s. 133 | thiske, at den er fastende og | · ædruelig, det gjelder, at man ikke lystes efter at |
EE1, s. 275 | lig paa, ikke blot at hun er | · ædruelig, trofast og skikkelig, men man tager tillige |
DS, s. 163 | r Maade, i Alt iagttager dette | · ædruelige » til en vis Grad«. Saaledes |
BOA, s. 128 | nende Eftertryk, med Alvorens | · ædruelige Besindighed, indtil Grændsen af en ædel |
BI, s. 195 | Bevægelser, men det, hans | · ædruelige Sjel attraaer, er » die Nutzanwendung,« |
AE, s. 261 | være det Samme, og Aandens | · Ædruelighed er kjendelig paa, at den veed at Forandring |
DS, note | Videnskabelige, havde christelig | · Ædruelighed til ( hvad der udtrykker, at for ham var |
BOA, s. 240 | mellem Godt og Ondt. / Ethisk | · Ædruelighed, der er modsat Adlers Svimmelhed, ligger |
JJ:288 | et være Trendlenburg; en af de | · ædrueligste tænkende Philologer, jeg kjender. / |
KG, s. 27 | orstand paa Livet, at den mere | · ædrueligt og mere fastende holder sig ved Jorden, |
SD, s. 227 | amle Dage, kort og godt, saa | · ædrueligt som muligt – nu er det genialt og |
DS, s. 168 | søge Guds Rige. / Er dette | · Ædruhed eller er det Beruselse? Den blot menneskelige |
NB19:30 | r falde mig ind, at da hiin | · Ædruhed er det Ethiske, saa er den jo min Pligt, |
DRT, s. 164 | ristendommen er Aand, Aandens | · Ædruhed og Evighedens Redelighed, er naturligvis |
NB19:30 | d. / O, men denne uendelige | · Ædruhed som er den strenge christelige, den er |
DS, s. 160 | skaber for Gud, o, christelige | · Ædruhed! Derimod er, christelig, Forstandighed, |
NB19:30 | mme og lovprise den. Denne | · Ædruhed! Thi jeg og mine Lige vi ere dog alle mere |
NB15:103 | Tugt, Mangel paa » | · Ædruhed«, Berusethed; Berusethed i Drømme. / |
DS, s. 175 | r man deri hans Besindighed og | · Ædruhed, at han vidste at styre denne frygtelige |
DS, s. 168 | tte ansee dog vi Mennesker for | · Ædruhed, dette først at betrygge det Endelige; |
DS, s. 170 | er Beruselse, hvorimod det er | · Ædruhed, hvad den Kloge, den Forstandige, den Besindige |
NB19:30 | , den ene Salige, med salig | · Ædruhed, om jeg saa tør sige, seer ene og alene |
NB24:105 | «, dens Alvor, den | · Ædruhed, som ligger i, at Mskene gjøres Enkelte, |
NB19:30 | enne det Ethiskes uendelige | · Ædruhed; men handlende i mit eget Liv kan jeg ikke |
DS, s. 185 | enne Standsning nu kunde blive | · Ædruhedens og sand, skulde der passes paa, at det |
DS, s. 162 | ke ganske komme til sig selv i | · Ædruheds Gjennemsigtighed. Den blot menneskelige |
SFV, s. 35 | ende Middel bruges; men dette | · Ædsende er det Negative, men det Negative i Forhold |
SFV, s. 35 | vil sige, her maa først et | · ædsende Middel bruges; men dette Ædsende er |
SFV, s. 35 | ir – og ved Hjælp af | · ædsende Midler at bringe en Skrift frem, som skjuler |
EE1, s. 389 | etydelige Taabeligheder. Ved | · ædsende Midler udslettes den senere Skrift, og |
SLV, s. 161 | ogsaa vide at destillere en | · ædsende Substants af det Religieuse. Det er et |
BA, s. 404 | dtryk som Chemikerne bruge om | · ædsende Syrer) er beundret, men han tilhører |
NB30:53 | det Høiere, det at blive | · ædt det Lavere. I Aands-Verdenen er det det |
NB30:4 | e Rotter ved at have af Sult | · ædt en Rotte. / Omvendt: kun Den, der er bidt |
NB30:132.a | Fordøielsen, saa har Tiden | · ædt ham, han er som tabt, spildt; Tiden, Samtidighed |
NB30:53 | at blive ædt. / At blive | · ædt! Anderledes kan det jo heller ikke gaae |
NB30:53 | det det Høiere at blive | · ædt. / At blive ædt! Anderledes kan det jo |
NB29:79 | Vrøvl, og faaer 3 Snese | · Æg for hvert Barn en Mutter i Menigheden avler, |
LP, note | 1, 161: » Geniet er et | · Æg, der trænger til Varme, til Lykkens Befrugtigelse, |
NB31:112 | nderledes end det med Columbuss | · Æg, disse i en vis Forstand plebeiiske Kunststykker. |
NB11:179 | t som en Hane kan lægge | · Æg, høchstens Vindæg; saa lidet kan » |
JJ:62 | es vil Fuglen ikke udruge sit | · Æg, naar man har rørt ved det. / Livets |
SLV, s. 20 | vil Fuglen ikke ruge over sit | · Æg, naar nogen Fremmed har berørt det. / |
SLV, s. 54 | lyder ud, af at dandse mellem | · Æg, og andre lignende ligesaa underholdende |
BI, s. 291 | elig gjerne vilde lægge et | · Æg, til, halv undvigende, halv bestyrkende |
NB29:79 | for at kunne tælle baade | · Ægene og det Andet – – – og |
EE1, s. 301 | bne mig med en Dolk, for at | · ægge Din Spot! flye hvorhen Du vil, jeg er dog |
G, s. 20 | isk Art; thi ellers vil De blot | · ægge hende. At Sligt ikke kunde falde Dem ind, |
FB, s. 186 | il en Latterlighed, om muligt | · ægge hendes Stolthed. Han vil ikke skaane sig |
NB2:34 | ge jeg lever, handler jeg, ved at | · ægge mod mig indirecte, og saa tie. Naar jeg |
NB13:61 | r bespændt Terainnet, overalt | · æggende og speidende, om hiin Enkelte ikke skulde |
NB:18 | ikke kan taale Vinen, thi saa | · ægger De selv den sluddervorne Deeltagelse. De |
NB28:63 | et som fordres af Enhver, kun da | · ægger den til Forfølgelse. Thi det Ubetingede |
NB:51 | fortabt. Det listende Aristokratie | · ægger end ikke Mængden som hine gl. Aristokrater, |
FF:186 | paa de utallige vel destillerede | · Æggesobkeners udtrykkelige Opfordring. / |
Papir 310 | ved de utallige veldestillerede | · Æggesopkener. – Og Du skulde høre mig tale – |
SLV, s. 55 | tte, da har man een to tre en | · æggesyg Forfatterinde og man selv skygger beundrende |
SLV, s. 440 | mmelseslyst, der gjør ham | · æggesyg. Men han kan ikke selv blive frelst ved |
Oi10, s. 402 | ntet, som verdslig Klogskab | · æggesygt er saa forhippet paa, som paa Øieblikket, |
EE2, s. 83 | at svare ham et Ord, men blot | · ægget ham med Dit sarkastiske Smiil, nu til almindelig |
CC:1 | fectus templi et Sadducæi, | · ægre ferentes, quod docerent illi populum, et |
CC:1 | vero quandam prætervehentes | · ægre potuimus compotes fieri scaphæ. |
Not1:8.g | e humanæ naturæ sanitate, | · ægritudine, medicina adversus Pelagianos et Massi |
JJ:433 | est, non ut habeat, qui sibi | · ægro assideat, sed ut habeat aliquem, cui ipse |
CC:6 | tus est nihil intelligens, sed | · ægrotans de quæstionibus et pugnis verborum, |
NB22:95 | centibus filiis suis, mater | · ægrotat; factaque es, Ecclesia, profectu tuæ |
CC:2 | propterea quod audivistis eum | · ægrotum fuisse. Atque ægrotus fuit ad mortem |
CC:7 | E. mansit K. T. reliqui Mileti | · ægrotum. Festina ad me ante hiemem venire. Salutat |
CC:2 | s eum ægrotum fuisse. Atque | · ægrotus fuit ad mortem usque, sed Deus ejus misertus |
Not12:9.a | scenicas meretriculas ad hunc | · ægrum permisit accedere? quæ dolores ejus |
DD:99 | hen paa. / Naar det sortner for en | · ægte Χsten i hans Dødsstund, da er det |
TSA, s. 84 | igation for at see om den er | · ægte – jeg vilde rolig cassere ham. Et |
TS, s. 66 | Samvittigheden i Veien for at | · ægte Bathseba), naar endog han efterat det er |
Brev 40 | / Det Indlagte fra Berlin var | · ægte Berlinsk; Brøckners Indfald at sende |
Not3:14 | lærer derpaa, at han vil | · ægte Bondens Datter; men hun er allerede lovet |
BI, note | de, paa hvilken han slaaer det | · ægte borgerlige Liv i Staten i Hartkorn med |
SLV, s. 67 | m, at skære til, at klippe | · ægte Brüsler-Kniplinger ud, for da at danne |
JJ:142.c | ste Tøi i Alt, ægte Guld, | · ægte Brüssler-Kniplinger, kun har jeg min |
SLV, s. 296 | gt. / Da Perikles havde sine | · ægte Børn levende, gav han en Lov, at Ingen |
HCD, s. 181 | er at være hine Ugudeliges | · ægte Børn, at gjøre det Samme som De, |
NB3:28 | begunstige og opmuntre sine | · ægte Børn, istedenfor at offre disse i en |
NB26:86 | n god Avlsgaard, at jeg kan | · ægte Cathrine, saa skal jeg takke ham hele mit |
NB23:95 | t, og saa vender man sig blot, i | · ægte christelig Aand, polemisk mod dette: at |
NB23:95 | angsmaaden er ganske simpel og i | · ægte christelig Aand. / Man lader ved Rodemesterne |
NB20:73 | at befæste i Troen saa er det | · ægte christelig Forkyndelse af Χstd. / |
TS, s. 40 | eier Hanen, saaledes er Den en | · ægte christelig Taler, der, fordi det Christelige |
NB10:177 | ed Mængden. Min Collision er | · ægte christelig: jeg forfølges – fordi |
NB16:79 | lv forlangte. / See, det er | · ægte christelige Collisioner for dens Vedkommende, |
NB32:42 | ildning bort, og vi har strax de | · ægte christelige Collisioner: at være Fader |
IC, s. 209 | maa disse jo strax kjende mit | · ægte christelige Sindelag, og altsaa, istedetfor |
NB22:159 | delige Alvor bagved. / Den | · ægte christelige Sætning: et Msk. formaaer |
Papir 451 | han prædiker over dette | · ægte christelige Thema: Selvfornegtelse Forsagelse |
NB30:47 | teligt vil trøste sig ved den | · ægte christelige Trøst, med hver Dag Du lever, |
NB26:101.a | nsker ganske at udtrykke det | · ægte Christelige, / Psychologisk. / |
NB25:110 | te er gudd. Ophøiethed, | · ægte christeligt. Men hvad berettigede Apostelen |
AE, note | Præsten er. – Det er | · ægte comisk, naar Pryssing siger » han« |
EE1, s. 145 | Casus, saa vilde det være | · ægte comisk. Saaledes gaaer det ogsaa med Individet, |
Papir 292 | dste med mig selv, at jeg er en | · ægte Dansk, saa kunde jeg næsten for at forklare |
NB10:145 | ngende sammen med denne | · ægte danske Generethed og Frygtagtighed mod |
NB10:201 | vet behandlet, skal være det | · ægte danske Udtryk for og Betegnelse af: at |
NB10:43 | sætte disse to sammen) er en | · ægte dialektisk. / Hvad jeg i en tidligere Journal |
BI, s. 292 | aldeles svarende til en anden | · ægte diplomatisk Sætning, mundus vult decipi, |
KG, s. 232 | te-dybe den dybe Tænknings | · ægte Dybsind. Viden er ikke Mistroiskhed; thi |
BI, note | at der hverken skal tages til | · ægte ei heller bortgiftes; men den erindrer |
AE, s. 524 | lut Vished for, om han var et | · ægte eller uægte Barn, og hele hans Lidenskab |
FB, s. 175 | ldrene tvinge hende til at | · ægte en Anden ( der kan desuden være et Pietets-Hensyn, |
EE2, s. 81 | vilde lade sig nøie med at | · ægte en Vaagekone; men det er som oftest ikke |
FP, s. 19 | nærmest Beslægtede skal | · ægte Enken. Fortrinligt at bemærke er ogsaa |
BA, s. 419 | ns Deficit. Det var derfor et | · ægte ethisk Udbrud, fuldt af Energie og Mod, |
EE2, s. 176 | nækket ham, og en ædel, | · ægte fornem Værdighed gjorde ham endnu skjønnere. |
Brev 271 | n saadan sees aftegnet, en | · ægte Fuldblodshest: en høi, lang, tynd Rad, |
Brev 271 | eds staaer een eller flere | · ægte Fuldblodsheste til Salg. En saadan sees |
BI | de man vel tænke sig en sand og | · ægte Fædrelandsven uden talende, hvorledes |
Papir 117 | itet forholder sig til den sunde | · ægte Følelse som Spurven til Svalen, der |
DD:81 | den er for al Empirie urokkelig | · ægte genial Sindsstemning, medens Ironie i ethvert |
EE1, s. 133 | . Overhovedet har Mozart med | · ægte Genialitet ladet Leporello reproducere |
DJ, s. 69 | ke kan fordunkle en Enkeltheds | · ægte Glands) eller han paa andre Steder præsterer |
Brev 55 | har seet; bygget i en reen, | · ægte gothisk Stiil. / Af Ovenstaaende vil De |
BOA, s. 148 | ved at tage et Hensyn til en | · ægte græsk Fremstilling af Aristoteles. Som |
BI, s. 125 | , at Aanden i denne Dialog er | · ægte græsk og ikke orientalsk. Efter den |
EE1, s. 70 | det Sjælelige. Det er en | · ægte græsk Tanke, at Elskovens Gud ikke selv |
EE1, s. 157 | ske og det Moderne. Det er | · ægte græsk, at Philoktet beklager sig over, |
EE1, s. 70 | ngsel, saa vilde det være | · ægte græsk, at, medens Alle, der kjendte |
EE1, s. 150 | g ikke i sig selv, og det er | · ægte græsk, naar han beklager sig over, at |
EE1, s. 154 | d til Slægten. Men det er | · ægte græsk. Livsforholdene ere dem eengang |
SD | den socratiske Definition er saa | · ægte græsk; saa her som altid enhver anden |
BI, note | ikke. Imod den af Kebes gjorte | · ægte græske Bemærkning, at man, naar man |
NB7:104 | just – see det er et | · ægte Guds-Forhold. Saa kan jo Gud hvad Øieblik |
JJ:142.c | altid det bedste Tøi i Alt, | · ægte Guld, ægte Brüssler-Kniplinger, |
Papir 433 | vilde beslutte sig til at | · ægte ham, da hans Tanke var, at det kun skulde |
EE2, s. 76 | rmelse mod en Pige at ville | · ægte hende af nogen anden Grund end fordi man |
NB12:150 | separeres, vil at jeg skal | · ægte hende for ikke at nævne det Forfærdeligere. |
TS, s. 65 | Kones Mand slaae ihjel, for at | · ægte hende; troer Du ikke, at David, den store |
FB, s. 192 | lgende, da Tobias endelig vil | · ægte hende? Hvilke Bryllups-Ceremonier, hvilke |
EE1, s. 369 | e elske hinanden, af Agtelse | · ægte hinanden, af Agtelse faae Børn med hinanden; |
NB22:63 | aa at betyde, at de To ikke | · ægte hinanden. Dette er ikke mere originalt |
Papir 195 | t prosaiske virkelige, og enhver | · ægte historisk Retning vil ogsaa afføde en |
BI, s. 355 | samme Ret paastaae, at intet | · ægte humant Liv er muligt uden Ironi. Naar Ironien |
Papir 259:1 | ertimod taler Paulus med | · ægte humoristisk Opsving om Leerkarret, hvori |
DD:36 | ørste og egligste Humorist, den | · ægte humoristiske Robinson Krusoe ikke paa en |
NB17:36.b | resposter vente ham, han kan | · ægte hvem han vil, og udgive Sit til hvem han |
OTA, s. 361 | Sølv, hvori det Sande er | · ægte indfattet i Sandhed. Udsagnet har ogsaa |
LA, s. 49 | en Forskjel, om Forelskelsens | · ægte Individualitet dannedes ved Haabet eller |
NB29:100 | ærelse. / Fremdeles: en | · ægte jødisk Overtroe paa Nedstammelsen. / |
NB34:17 | e derfor saa forgabede i – | · ægte jødisk! – Slægts-Registere |
NB:211 | Kiøbh. ingen stor Stad men en | · ægte Kiøbstad. / / / Jeg veed det nok angaaende |
TS, s. 64 | i Grad ædel, høimodig, | · ægte kongelig Handling, der vil begeistre hele |
BB:22 | l det som man gjør ved det | · ægte Kunstneriske, og dersom man gjorde det, |
NB14:52 | saa let ud ganske ligefrem. Men | · ægte luthersk maatte man jo sige: just naar |
Papir 455 | erden, at flygte, nei, det | · ægte Lutherske, ja det er som Prælaten, thi |
NB28:91 | tyder: Gud straffer – | · ægte majestætisk – ved at ignorere. |
SLV, s. 91 | thi kun Ægtemanden er den | · ægte Mand, enhver anden Titel er Intet derimod |
EE2, s. 125 | som Ægtemand vise sig som | · ægte Mand. / Dette maa nu være nok om disse |
NB21:124 | ste er Pligt. / See det er | · ægte Martensensk. I Forhold til noget Existentielt |
BA, s. 376 | i dybere Forstand ɔ: med | · ægte menneskelig Sympathie at tænke derover, |
EE1, s. 415 | En Forlovelse derimod er et | · ægte menneskeligt Paafund, og som saadant saa |
LA, s. 28 | n i stille Indvielse helliget | · ægte Moderlighed, at det maa lykkes » |
JJ:158 | kke beholder sig selv tilbage. En | · ægte modnet Personlighed tilhører sig selv |
NB30:72 | t det Ubetingede – en | · ægte msklig Gavtyvestreeg, ved at anbringe » |
NB25:89 | nyde Livet. Dette er dette | · ægte Mynsterske, denne betænkelige Egoisme. |
OTA, s. 424 | ette, – med Guddommens | · ægte Mærke, saa det vi, eenfoldigt og klynkende, |
OL, s. 32 | a en af dansk Kraft udsprungen | · ægte national litterair Virksomhed, og dersom |
NB15:27 | . Nu ere de Orthodoxe – de | · ægte Nationale; man laver nu Theorier om christelige |
NB15:27 | e just kjendelig paa, at være | · ægte national-fanatisk. / Grundtvig, der altid |
NB4:107 | ke forlanger en Hustrue til | · ægte o: s: v:, udsætter sig for at Regjeringen |
BB:1 | mantiske i Poesien, var mindre | · ægte og mindre ophøiet end hiin, hvor Aanden |
LA, s. 52 | m man gjør Forskjel mellem | · ægte og uægte Metal, og da igjen har Noget |
SLV, s. 202 | gede med forskjellige Stene, | · ægte og uægte, hvilke Barnet blandede mellem |
BI, s. 328 | o og Titian. Istedetfor Stole | · ægte orientalske Tæpper og nogle Grupper |
LP, s. 17 | Phænomen, fremkaldt ved en | · ægte original Personligheds naturlige Opposition |
EE2, s. 36 | ærlighed: os elske de, men | · ægte os ikke; de fornemme Damer elske de ikke, |
BI, note | menhed sættes i den rene og | · ægte Passivitet. Je schöner das Klima ist, |
AaS | e Udtryk. Det maa da ansees for et | · ægte pathetisk Parti-Udtryk; de Fleste er Superlativet |
JJ:386 | med den autoriserede Alen. / Den | · ægte Perle dannes som bekjendt i Muslingen ved |
NB4:109 | for Erindringen, funkle som den | · ægte Perle i Mindet – Det, som de Medlevende |
LA, s. 49 | at leve. Inderligheden er den | · ægte Perle; den dannes, som bekjendt, i Muslingen |
Brev 40 | Silketørklæde ind i et | · ægte persisk Shawl – det var dog naturligere |
NB32:35 | ist tilgavns. Visseligen en | · ægte Pessimist i heel Charakteer det var hvad |
BI, s. 160 | nstand. Saaledes har vi nu en | · ægte platonisk Dichotomi, der, som allerede |
BI, s. 159 | ngsproces, saa vil den senere | · ægte platoniske Dialektik vel passende kunne |
LP, s. 42 | sens: Overtro som Surrogat for | · ægte Poesie. Vi ville her ikke tale om denne |
BI, s. 337 | eren selv ikke træder i et | · ægte poetisk Forhold til sit Digt. Det poetiske |
BB:22 | derved ogsaa har faaet noget | · ægte Poetisk ogsaa i Fremstillingen ( umidd: |
JJ:87 | Og dog var Abrahams Adfærd | · ægte poetisk, høimodig, høimodigere end |
Papir 366-1.c | nogen af os er Msket. / Et | · ægte primitivt Genie er den sande General-Revisor. |
Not4:7 | erved repræsenterende det | · ægte protestantiske Princip, Tænkningen selv |
NB31:127 | er saa hjerteligt og rørende | · ægte Præste-Vrøvl, som altid excellerer |
EOT, s. 270 | , sjeldne, yderst vanskelige, | · ægte qvindelige Kunst: at gjøre slet Intet, |
G, s. 24 | øre med. Den beskedne og dog | · ægte qvindelige værdige Maade, paa hvilken |
Not15:12 | et mig. Hun var en sjelden | · ægte Qvindelighed. Blot dette ene Træk af |
SD, note | m Hengivelsen, hvorimod Qvinden | · ægte qvindeligt styrter sig i, styrter sit Selv |
DJ, s. 72 | han jo ogsaa standset. Det er | · ægte qvindeligt, en ypperlig Opfindelse. Dog |
FB, s. 191 | æ Bog. Den unge Tobias vil | · ægte Raguels og Ednas Datter Sara. Med denne |
AE, s. 420 | es Napoleon havde været en | · ægte religieus Individualitet, saa havde han |
NB23:92 | er til at dandse. Det er en | · ægte religieus Taktik. Men Sagen er, man vil |
BOA, s. 166 | et er den ganske tarvelige og | · ægte religieuse Fordring, som Enhver maa gjøre |
LP, s. 22 | et enkelt Sted istedenfor den | · ægte religieuse, aprioriske Genialitæt en |
NB10:179 | et Christelige; thi det er | · ægte religieuse, og christelige Collisioner. |
BB:2 | var en Virkning af den gl. og | · ægte Ridderaand, der udmærker sig ved hiin |
EE1, s. 256 | aa Emmeline, for at hun skal | · ægte Rinville, hun vedgaaer sin Kjærlighed |
EE1, s. 266 | ldrig vil glemme Charles men | · ægte Rinville. / Rinville kommer for at tage |
EE1, s. 248 | es er gift, beslutter hun at | · ægte Rinville. Dersom dette Skridt nu paa nogen |
Papir 128:1 | d Brøk. / Martz. 1836. / En | · ægte romantisk Situation er saaledes Ingeborgs, |
JJ:142.c | d deraf; thi Guld og Sølv og | · ægte Schawler foragter jeg netop lige saa dybt |
Brev 42 | naar saa Medicinen er af den | · ægte Slags, saa er Virkningen ubetalelig. Det |
NB14:31 | in Opdragelse. Dette er igjen en | · ægte socratisk Opfindelse. Som han var den Uvidende, |
BI, s. 102 | idenhedens Intet. At dette er | · ægte socratisk, det vil vist Enhver indrømme, |
NB26:50 | saa skulde det nok lykkes ham. / | · Ægte socratisk. / / I sit Forsvar strax i Begyndelsen |
BI, s. 274 | evægelse og ingenlunde den | · ægte socratiske Bevægelse. Den Positivitet, |
BI, s. 78 | for at anskueliggjøre den | · ægte socratiske Methode, der ikke fandt noget |
BI, s. 106 | han begynder med et af disse | · ægte socratiske udsugende Spørgsmaal, om |
BI, note | ende. Han overseer derved, hvor | · ægte sokratisk vistnok denne ængstelige Stilfærdighed |
PS | es det er gaaet til, er blevet den | · ægte Speculations kummerlige Hemmelighed, og |
AE, s. 90 | l Deres Fremstilling, der med | · ægte speculativ Alvor gjøre Alt ud af Eet, |
AE, s. 111 | saa er det godt Philosophie, | · ægte speculativ Philosophie. Thi Lessing var |
PS | i vor Tid til at blive anseet for | · ægte speculativ, da det foragtede Sophisme, |
DD:208 | , saaledes gaaer det med den | · ægte speculative Bevægelse, naar man vil |
DD:208 | man vil gjenemføre dette | · ægte speculative Billedes dybe Betydning. Udsigter |
AE, s. 135 | e Viisdom forbedret til hiint | · ægte speculative Dybsind. Ak, medens den speculerende |
AE, s. 56 | n med sin speculative, ja sin | · ægte speculative Tanke. Sæt dette hele Foretagende |
G, s. 92 | saa høilig behøver, det | · ægte Speculative. – Min kjære Læser! |
SLV, s. 453 | ar sagt mig: Den, der med et | · ægte speculativt Blik betragter ham, seer med |
Papir 397 | ller ikke: saa er dette et | · ægte speculativt Svar, beviser, at den Spurgte |
DD:16 | som 1000 Aar det er meget mere et | · ægte speculativt Udsagn, idet det ikke ophæver |
AE, s. 109 | drer altsaa Noget af ham? Men | · ægte spekulativt antager jeg derimod, at Reflexionen |
SLV, s. 202 | e udviklet sit Kjendskab til | · ægte Stene indtil at have sit Liv i denne Distinction, |
SLV, s. 67 | lger til de billigste Priser, | · ægte Stoffer og paa Moden. I troer maaskee, |
JJ:3 | e at lade en Helt have udført en | · ægte stor Bedrift, men i Handlingens Øieblik |
Papir 195 | imbus, der svæver over enhver | · ægte Stræben i denne, ikke en Abstraction |
EE1, s. 207 | der skuffer, og ikke som et | · ægte Suk, der er styrkende og gavnlig Motion. |
NB4:6 | og just den er Psalmesangens | · ægte Tone. Gr. er en jodlende Friskfyr, ell. |
EE1, s. 153 | ngst i denne Betydning er en | · ægte tragisk Bestemmelse, og det gamle Ord: |
Papir 102:1 | mont ( 5. Act, 1ste Scene) saa | · ægte tragisk; Clara bliver aldeles misforstaaet |
EE1, s. 149 | er sig væsentlig om denne | · ægte tragiske Interesse. Men Arveskyld indeholder |
SLV, s. 298 | , som var dette Troskab, den | · ægte Troskab, og en Charlotte Stieglitz overspændt, |
LP, s. 19 | ihvorvel i samme Grad som det | · ægte Ungdommelige, der var det integrerende |
Papir 254 | ugt et Surrogat istedetfor | · ægte Virksomhed. – Jeg har ikke omtalt |
BI, s. 284 | , men uden philosophisk eller | · ægte æsthetisk Myndighed. Han taler overhovedet, |
EE:22 | e lige ( ikke gifte ell. tages til | · Ægte); men Englenes Fald lærer jo Kfædrene |
Oi8, s. 347 | Stjerner, Titler, men paa det | · Ægte, Armod, Fornedrelse, Mishandling, Forfølgelse, |
JJ:390 | har faaet en overordlig Dame til | · Ægte, at det var dog ikke saa underligt: thi |
SLV, s. 61 | ndom antager en Glands af det | · ægte, denne er det korte Sølvblink. Med Hensyn |
AE, s. 459 | vælge, denne Pige han skal | · ægte, dette Arbeide han skal begynde, dette Foretagende |
TS, s. 53 | «, hvilke Bøger ere | · ægte, ere de ogsaa af Apostlene, og ere disse |
Oi8, s. 347 | i Slægt med de Herlige, de | · Ægte, hvis Værd derfor ogsaa ikke kjendes |
BI, s. 139 | kere vil antage Apologien for | · ægte, saa nødes man i Sandhed til at gjøre |
EE1, s. 118 | fordi Alt er stort, Alt har | · ægte, usminket Pathos, Lystens Lidenskab ikke |
NB2:83 | ved at faae en lille Jomfrue til | · Ægte. / Man tænke sig følgende Novelle. |
CT, s. 148 | Evigheden tager man ikke til | · Ægte. / Men hvorfor spørger Du om noget enkelt |
EE1, s. 118 | t er hende, han har lovet at | · ægte. Men det, der her beskæftiger vor Opmærksomhed, |
KG, s. 124 | til Mennesker kjendes som den | · ægte. Saasnart et Kjerligheds-Forhold ikke fører |
NB11:174 | er, hvilken Pige de skulle | · ægte: jeg maatte tænke over Ægteskabet. |
OTA, s. 324 | bslaaer, ei heller tager til | · Ægte;« Den som, hvis fornødent gjøres, vel |
CT, s. 227 | m Du greb feil i Livet, om Du | · ægtede den Pige, men hendes Søster havde ganske |
AE, s. 241 | Pigen ( selv om man bag efter | · ægtede hende, er det dog en Forbrydelse), derved |
EE1, s. 114 | e den, han ønsker, gjerne | · ægtede hendes Hund og Kat, ja det som værre |
Papir 247 | lerede længe før hun | · ægtede Nero stor Indflydelse hos samme. Derpaa |
Papir 247 | da Nero først i Aar 62 | · ægtede Poppæa, Festus først ved denne Tid |
EE2, s. 85 | var ikke en fattig Pige, jeg | · ægtede, mod hvem jeg, som Verden med al mulig Foragt |
EE2, s. 85 | ante, som jeg af andre Grunde | · ægtede, og som jeg nu ved min Viisdom bragte noget |
KG, s. 232 | disse Tider er den bleven det | · ægte-dybe den dybe Tænknings ægte Dybsind. |
CT, s. 136 | ed Nogen. Og den Strid mellem | · Ægtefolk – nu der er dog mange lykkelige Ægteskaber, |
EE2, s. 82 | / Man hører ogsaa ofte nok | · Ægtefolk at trøste sig selv og ængste de Ugifte |
EE2, s. 116 | positive Udtryk. De beskrevne | · Ægtefolk de leve jo i god Forstaaelse, ja det vilde |
Brev 118 | b for ikke at være rette | · Ægtefolk for Gud og Mennesker, og deres Børn |
EE2, s. 121 | ret, og Du havde faaet et Par | · Ægtefolk i Poesiens Verden gjort ulykkelige. / |
TTL, s. 430 | ør jeg sige, at alle disse | · Ægtefolk ikke engang begyndte med, hvad man saaledes |
SLV, s. 120 | thi det er jo som var et Par | · Ægtefolk ikke ligesaa poetiske, som et Par Forelskede. |
EE2, s. 29 | ærlighed. At der nu blandt | · Ægtefolk lyves meget i denne Henseende, det vil |
EE2, s. 130 | nhed ligeoverfor en Mængde | · Ægtefolk og » deres dumme dyriske Tilfredshed«, |
SLV, s. 120 | gentligen fremstiller et Par | · Ægtefolk talende. Fremstilles de en enkelt Gang, |
AE, s. 151 | og Forholdet. See, fornuftige | · Ægtefolk tilstaae, at de behøve Aar og Maaneders |
EE2, s. 116 | rtrængt dem.) Man siger om | · Ægtefolk, at de skulle leve i god Forstaaelse med |
EE2, s. 139 | I den Forstand kan nu et Par | · Ægtefolk, der have levet i 10 Aar sammen, og seet |
EE2, s. 116 | gs Udtryk om Forholdet mellem | · Ægtefolk, hvorom jeg her vil erindre. ( Overhovedet |
TTL, s. 428 | mon ogsaa blot De ere skilte | · Ægtefolk, mellem hvilke Skilsmissen blev sat, mellem |
SLV, s. 81 | forvissede. Ikke saaledes med | · Ægtefolk, og ikke saaledes med hiint Ægtepar i |
SLV, s. 81 | emærkede Intet. At det var | · Ægtefolk, var klart nok, det saae man strax, ak! |
EE2, s. 109 | I saaledes vandrede som rette | · Ægtefolk. Dog, hvor skulde jeg kunne ende, naar jeg |
EE2, s. 76 | ns Forflerelse utrættelige | · Ægtefolk. Et saadant Ægteskab pleier undertiden |
TTL, s. 424 | re meget, ja Alt for de rette | · Ægtefolk. Men i Alvor vil det forstaaes; det vil |
SLV, s. 155 | middelbarhed mødes de som | · Ægtefolk. Men Manden naaer den gjennem en ethisk |
SLV, s. 155 | inanden for at være rette | · Ægtefolk. Og oprigtigt talt, Den, som ikke har Glæde |
EE2, s. 103 | s Decret, der gjør dem til | · Ægtefolk.« Du synes altsaa at holde paa et stille |
TTL, s. 422 | blive erklærede for rette | · Ægtefolk: o, m. T., derom ere vi jo enige, at den |
EE2, s. 94 | opmuntrende for de respektive | · Ægtefolk; det forstaaer sig, Kirken kan vadske sine |
EE2, s. 118 | Aabenbarelse saaledes, som om | · Ægtefolkene anvendte en halv Snees Dage til at fortælle |
EE1, s. 286 | gteskabet. Vel siger man, at | · Ægtefolkene blive til een; men dette er en saare dunkel |
EE1, s. 285 | de sig aldrig i Ægteskab. | · Ægtefolkene de love hinanden Kjærlighed for evig. |
EE1, s. 347 | idt jeg veed er det Skik, at | · Ægtefolkene den første Søndag efter Brylluppet |
NB30:126 | ret. / Ved Vielsen hellige | · Ægtefolkene deres Beslutning. Fortræffeligt. Ved |
SLV, s. 120 | Ynglingen og den unge Pige, | · Ægtefolkene ere heller ikke daarlige. Jeg antager, |
SLV, s. 157 | gteskabets virkelige, fordi | · Ægtefolkene ere Nabovinkler paa den samme Basis. Hvad |
SLV, s. 64 | e og Gratulation give hver af | · Ægtefolkene et NB. og Ægteskabet to NBner for gjentagen |
AE, s. 371 | ligger netop Vanskeligheden. | · Ægtefolkene forholde sig nemlig relativt til hinanden, |
EE2, s. 118 | iste Tiden; » men naar | · Ægtefolkene først saaledes ret tilgavns begynde |
NB2:78 | es: han er selvkjerlig – da | · Ægtefolkene gaae ud fra at Ægteskabet er Kjerlighed. |
TTL, s. 420 | igten for evig skal blive hos | · Ægtefolkene i Kjærlighedens Forening gjennem Tiden, |
TTL, s. 441 | m det andet Par maa siges, at | · Ægtefolkene i Livets Aften væsentligen ikke vare |
TTL, s. 428 | rket. See, den er ikke traadt | · Ægtefolkene imellem, men en ligegyldig Fornemhed adskiller |
TTL, s. 441 | t første maa der siges, at | · Ægtefolkene lærte meget af Livets strænge Skole, |
TTL, s. 435 | nu vil man lære | · Ægtefolkene Nydelse, vil tage Børnene og dermed |
NB2:78 | e selvkjerlige. Just derfor blive | · Ægtefolkene saa tilfredse, saa vegetativt-trivelige |
NB2:78 | er derfor Selvkjerlighed, hvilket | · Ægtefolkene udtrykke saaledes: han er selvkjerlig – |
TTL, s. 438 | Aarvaagenhed, der skal finde | · Ægtefolkene varagtige i Livets Aften, siden Brylluppet |
AE, s. 58 | det Ubetydelige, har kun for | · Ægtefolkene ved Kjærligheden Betydning, men anderledes |
TTL, s. 435 | et saadant Ægteskab, hvor | · Ægtefolkene vel tilhørte hinanden, men ikke i Alvor! |
TTL, s. 424 | , men det vil sætte Bo med | · Ægtefolkene, det vil prøves i Aarene, det vil indestaae |
EE1, s. 404 | gteskabelige Huskys, hvormed | · Ægtefolkene, i Mangel af Serviet, tørre hinanden |
TTL, s. 428 | de. Der er ingen Strid mellem | · Ægtefolkene, intet fjendtligt Mellemværende, men |
SLV, s. 97 | ελεια om | · Ægtefolkene, Jupiter og Juno lader jeg udenfor, den |
TTL, s. 421 | dsætter jo den Myndige hos | · Ægtefolkene, og den er jo altsaa modnet. Eller bliver |
TTL, s. 421 | t, da skal den Myndige forene | · Ægtefolkene, og gjøre Alvor af det Alvorlige. Thi |
NB30:126 | en i Christenheden vies jo | · Ægtefolkene, og Vielsen den helliger dette Forhold. |
AE, s. 371 | te kan være meget smukt af | · Ægtefolkene. I en lignende Situation synes Den at være, |
BOA, s. 291 | ormaaer. – Saa forenes | · Ægtefolkene. Orgelets Toner bruse verdsligt til Afskeed, |
LA, s. 56 | hi som Madame Wallers lovlige | · Ægteherre engang var Modstanden, saa kan Evigheden |
AE, s. 374 | ad er forvisset om, at hendes | · Ægteherre er hende absolut tro, hvad er det saa hun |
2T44, s. 217 | strue bør at leve med sin | · Ægte-Husbond, nu var hun » en ret Enke, der er |
2T44, s. 217 | . Hun havde levet som en ret | · Ægte-Hustrue bør at leve med sin Ægte-Husbond, |
AE, s. 185 | paa dette svage Haab: mangen | · Ægtemadame derimod, som mere end eengang har ligget |
SKS-E 1.8 sks.dk © 2013 Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet