Journalen NB7 Søren Kierkegaards Skrifter 21 NB7 Joakim Garff, Kim Ravn og Steen Tullberg Peter Tudvad Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup Christian Fink Tolstrup XML/txr Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2003 http://sks.dk/nb7/txr.xml 20120309 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.6 Tekstredegørelse 1. Manuskriptbeskrivelse 63 2. Datering og kronologi 64 3. Indhold 66 1. Manuskriptbeskrivelse Journalen NB7 er en indbundet bog i kvartformat. Bogen er af SK mærket »NB7. « Den består af 85 blade eller 170 sider. Journalen findes i Kierkegaard Arkivet (KA) på Det Kongelige Bibliotek. 1 Manuskriptet består af et halvbind i lysebrunt skind med grønt marmoreret overtrækspapir og sprængt snit. Midt på bindets forside er påklæbet en hvid oval etiket med påskriften »NB7. «, og nederst til højre på etiketten findes dateringen »d. 21 Aug. 48.« (jf. illustration 2 2. Journalen NB7, etiket på bindets forside). På indersiden af forpermen er der i øverste venstre hjørne påklæbet en etiket med ordlyden »Tilkjøbs hos / Bogbinder N. C. Møller, / Graabrødre-Torv Nr. 97.« Lige under etiketten er protokollens omfang »1 Bog« og dens pris »5 ℳ 4 ß« angivet med blyant. Omfanget beregnes i »bøger«, idet 1 bog betegner et bestemt antal blanke papirark. Når der er tale om skrivepapir, svarer 1 bog til 24 ark a 8 sider, dvs. 192 sider i kvartformat. Det bemærkes dog, at en protokols sidetal gerne er lidt mindre, end man ud fra omfangsangivelsen skulle forvente. Prisen på »5 ℳ 4 ß« svarer til 84 ß; ℳ er tegnet for mark, ß tegnet for skilling. 85 blade i 4o . Udgangspunktet er formatbetegnelsen helark (ca. 440 x 560 mm), som ved fortsat halvering giver formaterne folio(ark), kvart(blad) og oktav(blad). Irregulære, fx afrevne enheder betegnes som lapper. Journalen er fra bl. [3] med blyant pagineret 1-166 på hver anden side (højresiderne); bl. [85] er pagineret på begge sider (s. 165-66). Bl. [1]-[2] er upagineret. Papir: glat skrivepapir. Mål: 178 x 219 mm. Der måles så vidt muligt bredde (øverste kant) x højde (venstre kant). Hvis det ved en lap eller et løst blad ikke kan afgøres, hvad der er bredde og højde, angives målet for den korte led først, uanset tekstens placering. Kan et mål ikke fastslås, fx pga. afrivning, markeres det med spørgsmålstegn, fx 202 x ? mm. Hæftesnor af naturfarvet sejlgarn. Bladene er foldet på langs; inderspalten rummer tekst, yderspalten få tilføjelser. En optegnelse (NB7:2) er skrevet på forpermens inderside. Øverst s. [18] er en tilføjelse skrevet hen over hele siden. På s. 27 er en tilføjelse i yderspalten overstreget med blyant. Håndskriften er hovedsagelig stor og stedvis svært læselig. Få korrektioner. (L-fort. + B-fort. 376; KA, A pk. 11; Pap. IX A 252-375) 2. Datering og kronologi Journalen NB7 er ifølge etiketten på bindets forside taget i brug den 21. aug. 1848 og må være afsluttet senest den 26. nov. 1848, da den følgende journal NB8 tages i brug. Af journalens 114 optegnelser er, ud over etiketten (NB7:1), kun NB7:14 dateret, nemlig 1. sept. Den omhandler en fredagsprædiken, som SK ifølge Adresseavisen, nr. 209, den 31. aug. 1848, holdt denne dag i Vor Frue Kirke kl. 9. De to følgende optegnelser er ligeledes nedskrevet 1. sept., da samme prædiken i NB7:16 omtales som holdt »i dag«. I NB7:10 beretter SK om sit møde med etatsråd Olsen i Fredensborg og angiver i marginen, NB7:10.a, dagene 24.-26. aug. som datering af det i optegnelsen nævnte tidsrum, torsdag til lørdag. NB7:46 omhandler »det ny Ministerium« og er formentlig skrevet i slutningen af okt. Se kommentaren til NB7, 98,34. Desuden anfører han i NB7:52 et motto af Chateaubriand »efter Iob«, et motto, han formentlig har fra Fædrelandet, nr. 272, den 25. okt. 1848. Se kommentaren til NB7, 100,29. 3. Indhold Journalen NB7 indeholder som nævnt 114 optegnelser, hvis indhold strækker sig fra teologiske refleksioner over samtidskritik og psykologiske observationer til SKs selvkarakteristik, selvbiografiske ind- og udblik samt nedslag af hans arbejde med igangværende værker. I en række optegnelser beskæftiger SK sig med at indkredse det genuint kristelige, som oftest med et negativt udgangspunkt som i NB7:26: »En væsentlig Χsten har jeg ikke seet. Det Høieste jeg har seet er nogle faae Exemplarer af hvad jeg kalder den msklig-elskelige Χstd.« Det sandt kristelige indeholder ifølge SK en fordring om ubetinget opofrelse, thi »Χstd. er det Absolute, eller lærer at der er noget Absolut til, og fordrer af den Christne, at hans Liv skal udtrykke at der er noget Absolut til« (NB7:27). I NB7:28 bestemmes det eneste sande udtryk for, at der er noget absolut til som det »at blive dets Martyr (...). Saaledes er det allerede i Forhold til absolut Elskov«. I et par længere optegnelser (NB7:58-59) udvides dette felt til at omhandle betydningen af »den religieuse Socialitet«, der vejes op imod »Enkelthedens Guds-Forhold«. Overvejelserne over martyriet genoptages i NB7:68 under overskriften »See dette er Christendom«. I NB7:101 vender SK tilbage til motivet »den msklig-elskelige Χstd« (fra NB7:26) med nogle betragtninger over »de Stille i Folket«, der tolkes som en verdslig version af det afskaffede kloster i protestantismen. En beslægtet gruppe optegnelser omhandler det paradoksale, oprørende og grusomme i kristendommen. Fx hedder det i NB7:43: »Det Χstlige og det Absolute er ubetinget Eet: absolut hensynsløst. Χstus siger: lad de Døde begrave deres Døde.« I NB7:55 slås det fast, at »Χstd vil ordentligviis forfærde istedetfor trøste«, hvilket i NB7:72 suppleres med: »Ja vist er der, msklig talt, noget Grusomt ved Χstd.« I forlængelse af denne tankegang betragtes kristenlivet i NB7:99 som én lang eksamen, mens det i NB7:100 konstateres, at de fleste mennesker først i dødsøjeblikket får et indtryk af kristendommen, fordi døden tager det fra menneskene, som spærrer for den rette opfattelse af kristendommen. Til de teologiske optegnelser hører også SKs refleksioner over skriftsteder hos Lukas og Johannes (NB7:62, 78, 96 og 107), hans skitser til prædikener ved altergang om fredagen (NB7:14, 16 og 17) og overvejelser over forholdet mellem direkte og indirekte meddelelse (NB7:5, 8 og 13) samt bemærkninger til andre teologer som fx Luther (NB7:18.b, 35 og 69) og Savonarola (NB7:38), pietisten Johann Arndt (NB7:79 og 100.a) og stoikeren Marcus Aurelius Antoninus (NB7:108 og 112). Som i de foregående journaler er SKs samtidskritik og -polemik et gennemgående træk i journalen NB7. Et fremherskende element i hans kritik af tilstandene i kristenheden er hans udfald mod præstestanden. I NB7:51 taler han mere generelt om tidens »Qvasi-Christne«, der ikke for alvor indlader sig med Kristus, mens han i NB7:77 sigter direkte på de »sentimentale Præster«, der i NB7:88 udpeges som »disse 100,000 Levebrøds-Præster, der ikke gjøre Andet end prædike Msk. fast i Vrøvl«. En fremtrædende plads i journalen indtager også de optegnelser, man under ét kunne kalde SKs selvkarakteristik. NB7:3 indeholder ligefrem en slags bestemmelse af SKs egen epokale funktion: Oven paa al denne hegelske-göthiske msklige Selvbehagelighed med at tilfredsstille sin Samtid ɔ: at afskaffe Gud og gjøre Generationen til Gud–oven derpaa følger jeg, og har derfor for Alt at vaage over, at jeg ikke sluddrer det Sande ind i denne vanskabende Form, men gudfrygtigt udtrykker, at Gud er Manden. SKs talløse refleksioner over martyriet sættes i flere optegnelser i forbindelse med hans egen person, ofte sammenholdt med eller modstillet forestillingen om geniet, således i NB7:45: »Jeg er egl. et Genie, der muligt kunde blive Martyr for Sandheden«. Fortrædelighederne ved at være et geni i en købstad er desuden et tilbagevendende tema. København benævnes »et afspærret lille Hul, uden Maalestok, en raadnende Sump« (NB7:33), hvori SK bliver betragtet »som en Slags Engelænder, en halvgal Original, som vi sku Alle de Fornemste og Gadedrengene bilde sig ind at have deres Commerce med« (NB7:31). I det større perspektiv er det, der ødelægger Danmark bl.a. købstadsmentalitet og misundelse (NB7:46 og 109), som giver sig udslag i den karakterløse »Mængde«, for hvem »intet Angreb er saa frygtet som Latterens« (NB7:21). Journalen rummer derudover optegnelser af mere selvbiografisk karakter. I NB7:10 beretter SK om sit gensyn med sin tidligere forlovede Regine Olsens far, etatsråd Terkild Olsen, og i den lange NB7:20 tager han forholdet til Regine op til nøjere overvejelse. Han skriver indledningsvis: Jeg garanterer egl. hendes Ægteskab, Gud veed det er frygtelig anstrengende. Og hvad der dog er udholdt; det seer jeg allerbedst af dette indirecte Kjende, at nu først efter 7 Aars Forløb tør jeg betroe mig til Papiret hende betræffende.SK henviser dog i marginalnoten, NB7:20.a, til »Journalen NB5 p. 65 n:.« (NB5:63, SKS 20, 399), der også omhandler Regine Olsen. Et par steder berører SK sine formueforhold, dels i NB7:109, dels i den lange, sidste optegnelse NB7:114, der resumerer forløbet omkring SKs hussalg og den oprindelige plan om at rejse to år udenlands, Se kommentaren til NB7, 138,9. en plan, der bl.a. blev opgivet, fordi et udlandsophold stik imod hensigten blot ville forøge hans produktivitet. NB7:114 omhandler desuden forholdet til Rasmus Nielsen, som også omtales i nogle optegnelser i begyndelsen af journalen (NB7:6-7 og 9-10). Til denne type optegnelser hører NB7:46, i hvilken M.A. Goldschmidt sammenlignes med en »Cholera-Flue«, og NB7:67, der er endnu et eksempel på SKs stadigt mere kritiske stilling til biskop Mynster. Endelig kan NB7:74 og journalens længste optegnelse NB7:75 fremhæves for den særegne blanding af teologisk beængstelse og psykologisk dybdeboren. I NB7:74 hedder det bl.a.: Det er en ganske egen Anfægtelse, naar et Msk. i strengeste Forstand synder mod sin Villie, forfulgt af Syndens Angest; naar der fE ere syndige Tanker, som han hell. end gjerne vil flye, gjør Alt for at undgaae, men som dog komme paa ham–det er en egen Anfægtelse saa at troe, at dette er Noget han skal finde sig i, at Χstus er givet ham til at trøste sig ved ham i dette Kors, forfulgt som han er af en Pæl i Kjødet. Forfatterskabet–»denne enorme Productivitet, hvis Inderlighed synes mig maatte røre Stene« (NB7:31) – kommenteres løbende. Særlig tæt kan tilblivelsen af Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed blev udgivet af P.C. Kierkegaard i 1859. følges i NB7:13, 36, 41 og 45. Den korte NB7:37 indgår desuden næsten ordret i den anden af »Tvende 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. I NB7:4 skitseres »7 Taler ved Altergangen om Fredagen«, der genfindes i Indøvelse i Christendom (1850), nr. III, »Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig«. Prædikenudkastet i NB7:14 indgår i udvidet form i den første tale i »Ypperstepræsten«–»Tolderen«–»Synderinden«, Tre Taler ved Altergangen om Fredagen (1849), mens NB7:17 er en slags disposition til anden tale i samme værk. I NB7:11 berøres »Hiin lille Artikel Udgivelse«, en optegnelse, der slutter sig til SKs mange overvejelser i forbindelse med udgivelsen af artiklen »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv«. Jf. tekstredegørelsen til journalen NB6 i SKS K21, 10 og 12f. Endelig omtaler SK i NB7:79 en aldrig udgiven »Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger«. Se kommentaren til NB10, 259,2.