Tonny Aagaard Olesen Journalen NB8 Søren Kierkegaards Skrifter 21 NB8 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen Peter Tudvad Kierkegaard Normalformat vers. 1 (hebraisk logisk ordnet efter UTF std.) Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2003 http://sks.dk/nb8/kom.xml 20130218 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Bemærkning af Luther ... den var frelsende Der sigtes til En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller. Efter Benjamin Lindners tydske Samling, overs. af J. Thisted, bd. 1-2, Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille); bd. 1, s. 380, hvor det hedder: »Men her lader Gud ret sin Barmhjertelighed lyse, idet Han ej vil lade slige arme, forgiftede, til Døden dømte Mennesker fordærves. Ligesom Han hist og her befaler at ophøje en Kobberslange, som lignede de andre Slanger, paa det nær, at den ingen Gift havde, men skulde hjælpe mod Giften, saaledes lader Han sin Søn ophøje paa Korsets Stamme, paa det Enhver, som seer paa Ham, ej skal fortabes, men frelses fra Døden og have det evige Liv. Vel ligner Han, paa sit Kors, de giftige Slanger; dog har Han ingen Gift, det lader kun saa. Thi skjøndt Christus har paataget sig vort Kjød og Blod, saa er dog Hans Kjød og Blod uden Gift og Synd, ja, det hjælper os mod Giften og frelser os fra alle Synder.« Passagen stammer fra Luthers prædiken over evangeliet på trinitatis søndag, nemlig beretningen om Jesus og farisæeren Nikodemus i Joh 3, 1-15, hvori Jesus siger: »Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, / for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham«, v. 14-15. Der hentydes her til 4 Mos 21,6-9, hvor det fortælles, at Gud pga. israelitternes oprør mod ham og Moses sendte slanger, som bed mange af dem, så de døde. Da Moses på folkets foranledning bad til Gud, befalede han Moses at ophænge en kobberslange på en stang; enhver, som var blevet bidt af en giftslange, kunne så overleve blot ved at se hen på kobberslangen. I NT (jf. Joh 3,14) og i den kirkelige tradition er denne kobberslange allegorisk blevet opfattet som et billede på den korsfæstede Kristus. – Luther: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk, prof. i Wittenberg, kirkereformator. den faldne Slægt dvs. menneskeslægten efter syndefaldet. uden Synd hentydning til Hebr 4,15, hvor det siges om Kristus: »Thi vi have ikke en Ypperste-Præst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i lige Maade, dog uden Synd« (NT-1819). Gode og Skade fast udtryk; 'gode', dvs. gavn, nytte. Talerør råber, megafon. Saaledes forbyder man jo ogsaa Skydegevæhr Et sådant forbud har ikke kunnet verificeres. Bøger kan vel taales, dog helst store Bøger if. trykkefrihedsforordningen af 27. sept. 1799, § 26, skærpet ved plakat af 13. maj 1814, var bøger på min. 24 ark undtaget forhåndscencur. vistnok ganske vist. China er standset paa et Udviklings-Trin Denne almindelige opfattelse i tiden blev specielt gjort gældende af Hegel () i Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, udg. af E. Gans og K. Hegel, Berlin 1840 [1837], hvor fremstilling af verdensåndens udvikling begynder med Kina. Af journaloptegnelsen NB9:73, s. 244, fremgår, at SK havde beskæftiget sig med det 'moderne' Kina i det anonyme værk China, historisch, romantisch, malerisch, Karlsruhe [u.å.], ktl. 2036; det er en oversættelse (i uddrag) af China, in a series of views drawn by Thomas Allom, London & Paris 1843, med tekst af den protestantiske missionær G.H. Wright. »Om en liden Stund« sigter til Joh 16,16, hvor Jesus siger til sine disciple: »Om en liden Stund skulle I ikke see mig; og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen« (NT-1819). Jf. også Hebr 10,37: »Thi der er endnu kun en liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve« (NT-1819). »omsider« se To opbyggelige Taler (1843), i SKS 5, 36f., samt journaloptegnelse EE:180, i SKS 18, 61, hvor udtrykkets hyppige brug i kollekterne fremhæves. Kast Forestillingen bort, saa er ... ingen Smerte. (Antonin) Denne tanke udtrykkes flere steder i den rom. kejser Marcus Aurelius Antoninus' (121-180) Selvbetragtninger (gr. Τὰ εἰς ἑαυτόν), som SK læste i Marc. Aurel. Antonin's Unterhaltungen mit sich selbst, overs. af J.M. Schultz, Schleswig 1799, ktl. 1219. Se fx 12. bog, opt. 18: »Betrachte immer, was jenes sei, das diese Vorstellung in dir hervorbringt, und untersuche es, indem du die Form, den Stoff, den Zweck und die Zeit, innerhalb welcher es aufhören muß, daran unterscheidest«, s. 183. Opt. 22: »Alles ist Vorstellung, und diese hängt ganz von dir ab. Räume nur, wenn du willst, die Vorstellung aus dem Wege – und du wirst, gleich dem Schiffer, der einer Klippe ausgewichen, bei sanfter Meeresstille auf ruhigen Wellen in den stillen Hafen einsegeln«, s. 183. Opt. 25: »Schaffe nur deine Vorstellung fort, und du bist gerettet! Wer hindert dich aber, diese fortzuschaffen?« s. 185. den rige Mand og Lazarus Jesu lignelse om den rige mand og den fattige Lazarus, Luk 16,19-31, er evangeliet 1. søndag efter trinitatis. vistnok helt sikkert. holde (...) til Gode bære over med. Pressen (som jo arbeider for den simple Classes Vel!) Der kan især være tænkt på aviser som Kjøbenhavnsposten (1827-56), Almuevennen (1842-1853), Morgenposten (1844-okt. 1848) og til dels Fædrelandet (1834-82). insulterer håner, spotter, ringeagter. endelige Formaal verdslige. consulere konsultere, spørge til råds. Attention fr., opmærksomhed, agtpågivenhed. Socrates Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon og Aristoteles den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig Aristofanes i komedien Skyerne, Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og Platon i dialogerne. Sokrates blev af en folkedomstol i Athen dømt til døden for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve ungdommen; han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. Laurentius Valla skal ... Cap. 5, § 2 overs. citat fra J. Arndt Sämtliche geistreiche Bücher Vom wahren Christentum, Welche handeln Von heilsamer Buße / herzlicher Reue und Leid über die Sünde / wahrem Glauben / auch heiligem Leben und Wandel der rechten wahren Christen, 2. udg., Tübingen 1737 [1733], ktl. 276 (forkortet Vom wahren Christentum), 2. bog, kap. 5, § 2, s. 302-304; s. 303. Bøgerne 'om den sande kristendom' af den ty. teolog og opbyggelsesforfatter Johann Arndt (1555-1621) er udkommet i utallige udgaver; den berømte Vier Bücher vom wahren Christenthum udkom o. 1605-10, men blev i slutningen af det 17. årh. forøget med to til i alt seks bøger. – Laurentius Valla: lat. for Lorenzo Valla (1407-57), ital. renæssancefilosof. – salige de Barmhjertige, de Fredsommelige o:s:v: (Matth: 5,7): jf. evangeliet på allehelgensdag, Matt 5,1-12 (NT-1819): »Salige ere de Barmhiertige, thi dem skal vederfares Barmhiertighed«, v. 7, og »Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn«, v. 9. si placet lat. hvis man har lyst. et nyt Embede (...) 200rd større end det forrige (...) en Afgift af 50rd Der hentydes til et præsteembede, som SK i journaloptegnelsen NB5:48, SKS 20, 392, sætter til en årsindtægt på 2-3000 rd. If. afsnittet om gejstligheden i Danmark i Geistlig Calender for Aaret 1848, Kbh. uden år, ktl. 378, sp. 5-41, havde fx 1. residerende kapellan ved Vor Frue Kirke et kald, der var sat til 534 rigsdaler, mens Sjællands stiftsprovst havde et kald, der var sat til 1.334 rigsdaler (det højeste blandt de oplyste). Kalenderen oplyser ikke værdien af Mynsters () el. andre biskoppers kald. – rd: rigsdaler. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsdaler (egl. »Rigsbankdaler«, i samtiden typisk forkortet »Rbd.«), mark og skilling, sådan at der gik 6 mark på en rigsdaler og 16 skilling på en mark; på 1 rigsdaler gik således 96 skilling. Man regnede 400 rigsdaler for nok til at forsørge en familie; en pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi, ligesom en håndværkssvend havde fri kost og logi hos mesteren, men almindeligvis tjente 200 rigsdaler om året. – Afgift: dvs. skat. Børnene gaae jo til Præsten dvs. til konfirmationsforberedelse. Vel- ell. Høiærværdighed Til de enkelte rangklasser var knyttet særlige tiltaleformer. 'Velærværdighed' brugtes således ved tiltale el. omtale af en præst eller anden gejstlig person, der var af lavere el. uden rang, mens gejstlige i 2.-6. rangklasse blev tiltalt som 'Højærværdighed'. Jf. »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden« i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog bd. 1-2, Kbh. 1844, ktl. 933; bd. 1, s. 49-56. Rangfølgen var fastlagt ved forordninger af 1746 og 1808 med senere tillæg og omfattede ni klasser inddelt i numre. Den blev (og bliver stadig) publiceret i den regelmæssigt udgivne Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender, hvori alle rangspersoner var anført, samt i vejviseren (). eh bien fr. nuvel! det Endelige det verdslige. som det Barnlige ... (blive Barn igjen) jf. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), SKS 7, 536-547. nefas lat. uret, synd; ugudelighed. Luther i Evangeliet ... det syge Barn« Der sigtes til Luthers En christelig Postille () bd. 1, s. 402, hvor der hedder: »En Moder, som har mange Børn, elsker dem Alle, og vilde ikke gjerne miste Noget af dem. Men hænder det, at Et af dem vorder sygt, saa gjør Sygdommen en Forskjel mellem det og alle de andre Børn, thi saa vorder det Sygeste det Kjæreste, og Moderen tager sig nu ikke saa kjærligt af de Andre, plejer dem ikke heller saa omhyggeligt som det syge Barn. Hvo som nu herefter vilde bedømme Moderens Kjærlighed, den maatte sige: hun holder kun af det syge Barn; de Karske elsker hun ikke.« Luthers prædiken er over evangeliet til 3. søndag efter trinitatis, Luk 15,1-10, og den anførte passage kommenterer v. 8-9: »Eller hvilken Qvinde, som haver ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys, og feier Huset, og søger med Fliid, indtil hun finder den? / Og naar hun haver fundet den, sammenkalder hun Veninder og Naboersker, og siger: glæder Eder med mig, thi jeg haver fundet min Penning, som jeg tabte« (NT-1819). Guds Forhold til Synderen ... lige saa høit jf. Luk 15, 7, hvor Jesus siger: »saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstive Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov« (NT-1819). Sygdommen til Døden Dette skrift, der blev skrevet i perioden jan. til maj 1848, udkom 30. juli 1849 under titlen Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse med pseudonymen Anti-Climacus som forfatter og SK som udgiver. Kommer hid el. »Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile« (jf. Matt 11,28). Skriftet blev skrevet tidligere på året i 1848, og indgik siden som første del med undertitlen »Til opvækkelse og inderliggjørelse« i Indøvelse i Christendom, der udkom 25. sept. 1850 med pseudonymen Anti-Climacus som forfatter og SK som udgiver. Salig Den som ikke forarges el. »Salig Den, som ikke forarges paa mig« (jf. Matt 11,6). Skriftet blev skrevet tidligere på året i 1848, og indgik siden som anden del med undertitlen »En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebsbestemmelse« i Indøvelse i Christendom. den bevæbnede Neutralitet »Den bevæbnede Neutralitet« var opr. tænkt som et tidsskrift, hvis program skulle være: »at give Samtiden et bestemt og ikke-redupliceret Indtryk af hvad jeg siger mig selv at være, hvad jeg vil o: s: v:« (se NB6:61, s. 44). Senere, da SK ville benytte det som tillæg til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, udg. af P.C. Kierkegaard () i 1859, blev titlen ændret til »Den bevæbnede Neutralitet eller min Position som christelig Forfatter i Christenheden« (jf. Pap. X 5 B 106-109, s. 287-302). Det er skrevet i løbet af 1848. Sygdommen efter Døden dvs. Sygdommen til Døden (). »Forsøg« til Χstds Indførelse i Χstheden« Titlen blev ikke benyttet i Indøvelse i Christendom. Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig Skriftet, der bl.a. er udarbejdet på grundlag af en prædiken efter skriftemål inden altergang om fredagen, som SK holdt 1. sept. 1848 i Frue Kirke, er afsluttet i løbet af nov. 1848; det indgik siden som tredje del med undertitlen »Christelige Udviklinger« i Indøvelse i Christendom (). Titlen sigter til Jesu ord, Joh 12,32: »Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage alle til mig« (NT-1819) Arndt 2 B. Cap. 8 ... er Dich richten SK skriver »Dich« for »dich« og »Gott« for »GOtt«, men citerer i øvrigt ordret fra J. Arndt Vom wahren Christentum (), 2. bog, kap. 8, § 2, s. 320-325; s. 323. deres Forsøg paa at gjøre Prøve paa at døe, ell. forud at opleve Døds-Situationen Det er usikkert, hvem der sigtes til. I Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845) henviser SK til Karl V's forsøg på at opleve sin egen død gennem en iscenesat begravelse, jf. SKS 5, 447. i sidste Grund i sidste instans, til syvende og sidst. hvad Du vil ... mod dem jf. Matt 7,12, hvor Jesus siger »Derfor, Alt, hvad I ville, at menneskene skulle giøre mod Eder, det giører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Propheterne« (NT-1819). støier over laver postyr over. Alexander, Napoleon dvs. Alexander den Store (356-323 f.Kr.), hærfører og konge af Makedonien 335-323 f.Kr., og Napoleon Bonaparte (1769-1821), fr. hærfører, kom til magten i Frankrig 1799, fra 1804-14 og i 1815 som kejser Napoleon I. Nurmberger-Billeder dvs. Nürnberger-billeder. Alm. betegnelse for de ofte farvestrålende og populære kobbertryk og litografier, som o. 1840 solgtes i stort tal; udtrykket anvendtes ofte nedsættende om billeder af billig eller ringe kvalitet. Saa kom der efter ... han blev naglet hentyder til, at der især i den senere middelalder var en udstrakt handel med relikvier (efterladte ting fra især helgener, fx legemsdele og klædningsstykker), herunder også med små stykker af Kristi kors. Arndt 2 B. Cap. 9 ... alle gebessert SK skriver »Jeder« for »jeder« og (korrekt) »selbst« for »selbs«, men citerer i øvrigt ordret fra J. Arndt Vom wahren Christentum (), 2. bog, kap. 9, § 2, s. 329-331; s. 330. man antog jo ogsaa ... fE Socrates I katolsk middelalderteologi fandtes forestillingen om en 'mellemtilstand' kaldet limbo, som var en del af dødsriget på grænsen til helvede. Her opholdt sig de sjæle, der uforskyldt var lukket ude af himmeriget, især de fromme i GT og de udøbte børn, men undertiden også de fromme hedninger, herunder Sokrates (). Jf. fx Dantes store digt om sjælens vandring gennem det hinsidige, La Divina Commedia, 1. bog ('Inferno'), 4. sang, linje 133f. (i SKs ty. overs. fra 1840, ktl. 1929, findes stedet sp. 56), hvor Sokrates optræder i mellemtilstanden. Scribe [Augustin] Eugène Scribe (1791-1861), fr. dramatiker, beherskede det parisiske teaterliv gennem 40 år med sine henved 350 vaudeviller, komedier og operatekster, hvor tidens sæder og skikke ofte fremstilles som lystige illusioner. Mellem 1824 og 1874 var Scribe den mest spillede dramatiker på Det kgl. Teater, hvor han især ved J.L. Heibergs () mellemkomst fik opført o. 100 stykker. Drikkevise-Perioden dvs. de sidste årtier af det 18. årh., da det oplyste borgerskab samledes i klubber og selskaber, hvor dets yndlingspoesi var drikkeviser af forfattere som J.H. Wessel, K.L. Rahbek, P.A. Heiberg og Jens Baggesen. den Trang til at lee, som har sin reent æsthetiske Grund jf. SKs teori om det komiske som en 'smerteløs modsigelse', fremstillet i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), SKS 7, 466-472 (noten). Jævnlige jævnaldrende. Man har klaget saa meget over Klosterets Udsvævelser Dette forekom ofte i den protestantiske litteratur. Kræmmer person, der forhandler kram, dvs. varer, som sælges en detail fra en butik (krambod). Professionist håndværker, næringsdrivende. farceres tvetydigt udtryk, der kan betyde dels 'gøres til en farce (egl. teaterstykke, som bruges som fyld)', dels 'farseres', dvs. udfyldes el. dækkes med fars. det gl. Testamentes Udtryk at kalde Sligt: Hoer se fx 2 Mos 34,15; Jer 3,6-10; Ez 6,9; og Hos 1,2. Der er ikke tale om ægteskabsbrud i almindelighed, men om at dyrke afguder, hvilket er hor mod Gud. Christus gik ikke ud i Ørken Kristus levede ikke som eremit i ørkenen. Justitsraad titel tillagt personer i forskellige embeder, som var placeret i 5. rangklasse (titulær justitsråd) el. 4. rangklasse ('virkelig', dvs. virkende justitsråd) i den borgerlige rangforordning (). Ridder af Dannebrog (). faaer Slaget sigter formentlig til den gammeltestamentlige forestilling om, at Gud straffer spotterne og rammer de ugudelige med slag, jf. fx Sl 89,31-33 og Ordsp 19,29. gaae hen i Klubben Siden ca. 1770 havde København haft et borgerligt klubliv, der ganske vist kulminerede o. 1800, men dog fortsatte ind i det 19. årh. Klubberne, der efterhånden fortrængtes af politiske foreninger, var dels oplysende, dels litterære og dramatiske, i visse tilfælde også velgørende, men først og fremmest selskabelige sammenslutninger. Her kunne man tale med ligemænd, ryge, drikke punch el. kaffe, læse aviser og spille kort. Det var ikke usædvanligt, at gejstlige embedsmænd var medlemmer af klubber, selskaber og foreninger. tryge ældre form for: trygge. Taleren han rangerer allerede med Justitsraader En justitsråd var placeret i 4. el. 5 rangklasse (), mens en sognepræst lå i 6., en provst i 5., en hofprædikant i 4., en biskop i 3. og Sjællands biskop i 1. rangklasse. Jf. fx Veiviser eller Anviisning til Kiøbenhavns, Christianshavns, Forstædernes og Frederiksbergs Beboere, Kbh. 1849, s. 819-831. Middelalderen (...) med sine gudelige Comedier Der sigtes til middelalderens mysterier, dvs. de religiøse og moralske forestillinger, hvori man på kirkens festdage fremstillede Jesu lidelseshistorie. De fandt opr. sted i kirken og blev opført af gejstlige, men efterhånden udviklede passionsspillene sig til store folkefester, hvor rollerne delvist blev spillet af professionelle skuespillere. den europæiske Katastrophe dvs. den række af revolutioner og politiske omvæltninger, som prægede Europa i begyndelsen af 1848, og som i Danmark kulminerede med enevældens fald den 21. marts (). Jf. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (skrevet i 1848), hvor SK specifikt omtaler denne begivenhed som »Katastrophen«, s. 48 (SV2 13, 594), og et forord til En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger, hvor han i okt. 1848 omtaler »indeværende Aars europæiske Katastrophe« (Pap. IX B 10, s. 308). Se også månedsskriftet Nord og Syd, hvor M.A. Goldschmidt () henviser til »den 21de Marts (den kjøbenhavnske Catastrophe)«, bd. 4, 1848, s. 5. Nu, angriber man (...) Levebrødet – og saa kommer Geistligheden paa Benene Det er usikkert, hvad der sigtes til. De liberale kræfter arbejdede dels for at udligne de store forskelle i præstelønninger, dels for at indføre en almindelig formue- og indkomstsskat. I 1848 indførtes også en speciel krigsskat, der betød, at præsterne kom til at betale en næringsskat, hvilket de ellers var fritaget for. Quod erat demonstrandum lat. 'hvilket skulle bevises'. Alm. slutningsformel i et matematisk el. logisk bevis. al den Sentimentalitet ... ud over Verden se fx J.P. Mynsters () »Hvad vil du ved Jesu Kors? Paa Palme-Søndag« i Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231, s. 63-74. en Qvinde dvs. Regine Olsen (1822-1904), som SK var forlovet med fra den 10. sept. 1840 til den 11. okt. 1841. SK har formentlig ikke talt med Regine efter bruddet i 1841, selvom de hyppigt mødte hinanden på gaden. jeg havde dog Styrke ... en Skurk, en Bedrager nemlig i anledning af at have brudt forlovelsen med Regine Olsen den 11. okt. 1841. I notesbog 15:9 fra 1849 skriver SK om bruddet, »at hun selv sagde, at hvis jeg kunde overbevise hende om, at jeg var en Skurk, vilde hun let finde sig i det Hele«, SKS 19, 440,15. Han husker desuden i notesbog 15:4, at han efter bruddet græd, hvorfor hans broder, Peter Christian (), havde sagt: »at han vilde gaae ned til Familien og vise Dem, at jeg ikke var en Skurk. Jeg sagde: gjør Du det, jager jeg Dig en Kugle gjennem Hovedet«, SKS 19, 436,23. Jf. også SKs brev til Emil Boesen af 31. okt. 1841, hvor han fortæller, at professor F.C. Sibbern havde meddelt Peter Christian, at han anså SK for et egoistisk og forfængeligt menneske: »Formodl. har Sibb. talt med Familien. Jeg vilde blot ønske, at han ogsaa havde talt med hende, thi saa havde jeg jo opnaaet min Hensigt«, B&A bd. 1, s. 71. Saa blev der lagt et Mord ... blev hendes Død Da SK endegyldigt brød forlovelsen med Regine, skal hun angiveligt have skreget, at det blev hendes død, jf. journaloptegnelsen NB:210, SKS 20, 122. Den dag, bruddet skete, mødte SK hendes fader, Therkel Olsen i teateret, hvorom der i Notesbog 15 berettes: »Fra hende gik jeg umiddelbart i Theatret, fordi jeg vilde træffe Emil Boesen (...). Acten var forbi. Idet jeg gaaer ud af 2det Parquet, kommer Etatsraaden fra første Parquet og siger: maa jeg tale med Dem. Vi fulgtes ad hjem til ham. Han er fortvivlet. Han sagde: det bliver hendes Død, hun er ganske fortvivlet. Jeg sagde: jeg skal nok bringe hende i Ro; men Sagen er afgjort. Han sagde: jeg er en stolt Mand; det er haardt; men jeg beder Dem slaae ikke op med hende. I Sandhed han var stor; han rystede mig. Men jeg blev ved Mit«, SKS 19, 435f. 1½ Aar derefter var hun forlovet igjen Regine blev forlovet med Johan Frederik Schlegel den 28. aug. 1843; de blev gift den 3. nov. 1847 i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Χstus siger: selv har ... forraade mig jf. Joh 6,70, hvor Jesus siger til disciplene: »haver jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Diævel?« (NT-1819). min Fader Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838); løste i 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, opnåede otte år senere tilladelse til at importere kolonialvarer og videresælge dem en gros, trak sig i en alder af 40 år tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter forøgede, formentlig som rentier og investor. Efter sin første kones død giftede han sig den 26. april 1797 med Ane Lund, med hvem han fik syv børn, hvoraf SK var den yngste. i en senere Tid ... af det Religieuse SKs storebror, Peter Christian Kierkegaard (1805-88), disputerede 1836 for den teologiske licentiatgrad, manuducerede til teologisk embedseksamen frem til 1842, da han blev kaldet til sognepræst for Pedersborg og Kindertofte ved Sorø. Der sigtes formentlig til P.C.K.'s religiøse krise i 1830'erne, dvs. i perioden før SK den 1. sept. 1837 flytter hjemmefra, og hvor de to boede under samme tag. det Ord, jeg saa ofte ... at fortælle Eventyr Der findes ingen tidligere udtalelser, hvor SK benytter fortællingen om sig selv; det nærmeste, man kommer, er Not7:27, SKS 19, 213, og NB4:4, SKS 20, 288. I øvrigt sigtes der til Scheherezade i den arabiske eventyrsamling Tusind og én nat. I værkets rammefortælling berettes det om kong Schahriar, at han hver nat lod sin vesir, dvs. øverste embedsmand, føre en jomfru til sig for at forlyste sig med hende, og at han om morgenen befalede vesiren at dræbe hende. Da vesirens egen datter, Scheherezade, stod for tur, tryllebandt hun kongen i tusind og én nat med sine eventyr. Da hun morgenen efter den sidste nat trådte frem for ham med de børn, hun i al hemmelighed havde avlet med ham, giftede han sig med hende. Jf. Tausend und eine Nacht. Arabische Erzählungen, overs. af G. Weil, bd. 1, udg. af A. Lewald, Stuttgart 1838, bd. 2-4, Pforzheim 1839-41, ktl. 1414- 1417; bd. 1, s. 12, og bd. 4, s. 952, hvor vesirens datter hedder Schehersad og kongen Scheherban. Miraklet om de 5 Brød jf. beretningen om Jesu bespisning af de fem tusind i ørkenen, Matt 14,13-21. Disciplene havde kun medbragt fem brød og to fisk, men Jesus bryder brødene og velsigner dem, så alle bliver mætte, og levningerne samles i tolv fyldte kurve. tragter først efter ... Eder tillagt jf. Matt 6,33 i Luthers oversættelse: »Trachtet am ersten nach dem Reich Gottes, und nach seiner Gerechtigkeit; so wird euch solches alles zufallen«, jf. Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3. har fortroet sig har betroet sig. Apostlene, hvorfor sloge ... lade sig slaae ihjel sigter til, at flere af apostlene if. traditionen led martyrdøden, således skulle fx Peter være blevet korsfæstet og Paulus halshugget i Rom. at ville gaae videre hentydning til hegelianerne. som naar En vinder et Slag mod Tyrkerne Tyrkiet (Det Osmanniske Rige) havde siden middelalderen været det kristne europas ærkefjende, og det er i historiens løb blevet til talrige krige. Ofte, som fx hos N.F.S. Grundtvig, skildres kristendommens eller kirkens historie som en sejrende kamp mod tyrkerne. fornagle fastgøre (ved nagler). Frygt og Bæven fast udtryk, der stammer fra Fil 2,12: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven« (NT-1819). ligeoverfor i forhold til. ikke taget det forfængeligt ikke misbrugt det (ved at forholde sig tankeløst). afsluttende Efterskrift, der fremstiller dette saa idealt som muligt Dette sker løbende i 2. dels kap. 4 i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), jf. fx SKS 7, 505-510. (cfr. denne Journal p. 21.) se NB8:15. elementarisk som beror på naturkræfterne. Reduplikation egl. 'gen-fordobling'; gentagelse, fordoblelse; af SK ofte benyttet om refleksionsforhold, hvor noget abstrakt gentages (virkeliggøres) i konkret praksis el. eksistens. Venstre (...) Høire (...) Centrum Politiske organisationer i moderne forstand fandtes ikke på dette tidspunkt, men i Den grundlovgivende Rigsforsamling, der var sammentrådt den 23. okt. 1848 (og som afsluttede sit arbejde den 25. maj 1849 med vedtagelsen af Danmarks Riges Grundlov, underskrevet af kongen den 5. juni), skiltes vandene ml. demokrater (Venstre), liberale (Centrum) og konservative (Højre). Davids Psalmer; den hele Kæmpen ... Angreb borte o: s: v: sigter til Salmernes Bog, også kaldet Davids Salmer, i GT; hvad angår sundhed, jf. fx Sl 103,1-5, og hvad angår fjender og angreb, jf. fx Sl 27,1-6 og hele 35. er det muligt, at jeg kunde undgaae det jf. Matt 26,39.42, hvor Jesus i Getsemane beder: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi«, og hvor han for anden gang beder: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.« det Betragtende . en Søndag at vælge til Psalme en Morgenpsalme dvs. fra den autoriserede Evangelisk-christelig Psalmebog, til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1845, ktl. 197, s. 357-378 (»Morgen-Psalmer«). Huus-Andagten dvs. andagten i hjemmet under husfaderens ledelse. Der hentydes formentlig til salmebogens undertitel (se kommentaren ovenfor). saadanne Følelser som en Julie og en Romeos Der sigtes til den tragiske kærlighedshistorie i W. Shakespeares Romeo og Julie (1597), jf. William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 2, 1811, s. 227-418. Stykket blev i perioden 1828-1848 opført 19 gange på Det kgl. Teater; senest 9. dec. 1848. paa Skuepladsen i teateret, på scenen. Biskop Mynster sagde til mig: ... forsvinder det nok« begivenheden har ikke ladet sig verificere. – Mynster: Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, præst, forfatter, politiker, fra 1811 residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København, fra 1826 hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved Christiansborg Slotskirke og fra 1834 biskop over Sjællands stift. Man siger, at det Gode giver Kræfter Talemåden er ikke fundet optegnet. Ukrudt forgaaer ikke gammelt ordsprog, bl.a. optegnet som nr. 2797 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 106. Jf. også nr. 10851 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 489. i Theateret lee vi Alle af Kammeraterne A.E. Scribes () vaudeville La Camaraderie, ou la Courte Echelle (1836), der af Carl Borgaard blev oversat til da. under titlen Kammeraterne. Comedie i fem Acter af Scribe, Kbh. 1839 (Det kongelige Theaters Repertoire, nr. 115), havde premiere på Det kgl. Teater 14. nov. 1839 og blev frem til 2. jan. 1844 opført 15 gange. Stykket blev genoptaget i sæsonen 1848/49, hvor det spilledes den 17., 19., 22., 27. nov. og 7. og 19. dec. 1848. Stykket viser, hvordan man ved et kammeratskab, som består i, at man allevegne fremhæver og roser hinanden, kan komme frem i verden, mens den, der står udenfor, ikke har nogen chance. »Lad Hjertet i Sorgen ei synde« Linjen stammer fra salme nr. 610 i Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845, sml. ktl. 197, hvor første strofe lyder: »Med Sorgen og Klagen hold Maade, / Guds Ord lad dig trøste og raade, / Lad Hiertet i Sorgen ei synde, / Ved Døden vi Livet begynde«, s. 50. Kammeraderie . Dine tynde Been og Dine Buxer Ugeskriftet Corsaren () havde i perioden jan.-maj 1846 grinagtiggjort SKs fysiske fremtoning gennem forskellige indslag, ikke mindst Peter Klæstrups tegninger, hvori SKs korte bukseben af ulige længde og hans tynde ben blev betonet (se illustration 4, 11, 12, 13 og 14, i SKS K20, 41-44). Det medførte, at SK på gaden ofte – if. ham selv – måtte døje pøbelens og gadedrengenes chikaner. Scribe (...) Stykket, der bekæmper Kammeraderie . Det sagde man ... Tale om ham Der sigtes til J.P. Mynsters () prædiken »Om Johannes den Døber. Første Prædiken. Paa tredie Søndag i Advent« i Prædikener af J.P. Mynster bd. 1-2, Kbh. 1810-15 [ktl. 228 = bd. 1, 3. opl. 1826; bd. 2, 2. opl. 1832]; bd. 1, 3. opl., s. 1-27. Heri hedder det: »Hvor Mange ere der, som sukke under Verdens Trældom, hvem den bringer ingen Lyst, eller dog saa liden i Forhold til dens Besvær; men de vide ikke, hvorledes de skulle udrive sig derfra, de frygte Menneskenes Domme, hvis de ei ville være, som En af de Andre; de vide ikke, hvilke Fordele, hvilke Glæder de skulde søge, hvis ei de samme, som alle Mennesker prise. Dem lære Døberens Levnet, at der er en Befrielse, naar de kun have det Mod at ville være frie. Han syntes jo og sine Samtidige særsindet og besynderlig, de sagde om ham: han har Dievelen; men desuagtet var hans Liv hverken foragteligt eller foragtet«, s. 24. Luther fortæller ... for 1 Penning Der sigtes til En christelig Postille () bd. 1, s. 460, hvor Luther skriver: »Josephus siger: I denne Forstyrrelses- og Belejrings-Tid faldt ti Gange hundrede Tusinde, deels for Sværdet, deels for Pesten, og syv og halvfemtesindstyve Tusinde bleve tagne tilfange. Og disse Fanger vare saa foragtede, at Man solgte Tredive af dem for en Pending. Saaledes maatte Christus hævnes, Ham, de havde kjøbt for tredive Pendinge!« Evangeliet den 10. søndag efter trinitatis er Luk 19,41-48. – Josephus: Josefus Flavius (37/38 - o. 100), jødisk historiker, rabbinisk lærd, blev som følge af krigsfangenskab i forbindelse med den jødisk-rom. krig historiker for den rom. kejser Vespasian og skrev sit hovedværk Bellum Iudaicum med støtte fra kejseren. – Penning: betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for en mønt af mindre værdi. Evangeliets Udsagn, at vi ere mere værd end Spurver hentyder til Matt 10,29, hvor Jesus siger: »Sælges ikke to Spurve for een Penning? og ikke een af dem falder paa Jorden uden Eders Faders Villie« (NT-1819). 2 a 3 dvs. 2 til 3. jo frommere, jo bedre gaaer det En ... lever længere alluderer formentlig til 5 Mos 5,16, jf. også Ef 6,2-3. Et staaende Billede ... er det forbi jf. fx Job 24,20 (GT-1740); Sl 1,3-4; Sl 92,8; og Ez 17,24. Χsti Liv: et Msk. der i tre Aar På SKs tid var det en udbredt kirkelig opfattelse, at Jesu offentlige virke strakte sig over tre år. Jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Candidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71; bd. 1, s. 654-667, hvor der gøres rede for, at Jesu offentlige virksomhed if. de tre første evangelier kun strakte sig over ét års tid, men if. Johannesevangeliet over o. tre år. vil udraabe ham til Konge jf. Joh 6,15 og Luk 19,38. blive korsfæstet som en Forbryder jf. Luk 23,32-34. Sagtmodighed gjør som jeg har viist de Andres Skyld mindre jf. Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), SV2 VIII, 380-387. Arndt 2 B. Cap. 20 ... men være adspredt SKs gengivelse af J. Arndt Vom wahren Christentum (), 2. bog, kap. 20, § 5, s. 389f.; s. 389: »Wen̄ du nun recht betten wilst, so must du mit ganzem, u. nicht mit halbem Herzen betten; und da gehöret grose Ubung und groser Fleiß zu, sonst wirst du die Frucht des Gebetts nicht erlangen. Im Gegentheil, wenn du andere äuserliche Dinge thust, so must du sie also thun, daß du nicht mit ganzem Herzen dran hangest«. Evangeliet om Pharisæeren og Tolderen Der sigtes til Luk 18,9-14, hvor Jesus fortæller lignelsen om farisæeren og tolderen, der gik op til templet for at bede: »Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: Jeg takker dig, Gud, at jeg er ikke som de andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle, eller og, som denne Tolder. Jeg faster to Gange om Ugen; jeg giver Tiende af alt det, jeg eier. Og Tolderen stod langt borte, og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig paa sit Bryst, og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! Jeg siger Eder: Denne gik retfærdiggiort hiem i sit Huus, fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies« (NT-1819). Dette skriftsted er evangeliet til 11. søndag efter trinitatis. Luthers Prædiken dvs. Luthers prædiken »Ellevte Søndag efter Trinitatis« i En christelig Postille () bd. 1, s. 467-482. Luther siger rigtigt ... men er forargelig jf. En christelig Postille bd. 1, s. 468, hvor Luther skelner ml. menneskenes og Guds retfærdighed med henblik på bedømmelsen af farisæeren og tolderen: »Her høre vi endvidere to forunderlige Domme, som løbe lige tvertimod al menneskelig Viisdom og Fornuft, ja, som ere skrækkelige for al Verden: de store Helgene fordømmes som uretfærdige; de arme Syndere derimod erklæres hellige og retfærdige at være.« Og lidt senere: »Nu er det unægteligen en forunderlig Sag, at Christus sammenstiller to saa ulige Personer, og endnu forunderligere er det, ja, forargeligt tillige, at Han fælder saa sære Domme, idet Han ganske fordømmer Pharisæeren og retfærdiggjør Tolderen.« Luther beundrer Tolderen ... mig – Synder – naadig jf. En christelig Postille bd. 1, især s. 474, hvor Luther skriver: »Hvorledes rimer det sig nu, at slig en Synder, sligt et fordømt Menneske, skal torde fremtræde for Gud og bede: / Gud vær mig Synder naadig! / Thi Synd og Naade, de to ere jo mod hinanden, som Vand og Ild. Hvor Synd er, har Naade jo ej Sted, men Vrede og Straf. Hvor kommer denne Mand da til den Kunst, at forene og sammenføje Begge? Hvor tør han for sin Synd begjere Naade? Her hører Mere til, end at vide Loven og de ti Bud, som Pharisæerne ogsaa vidste; der er en Kunst, som Denne ikke forstod sig paa, en Kunst, som intet Menneske af sig selv kan kjende. / Og her staae vi ved det kjære Evangeliums Prædiken om Guds Naade og Barmhjertelighed i Christo, som forkyndes og tilbydes de fordømte Syndere, uden mindste Fortjeneste paa deres Side. Denne Prædiken maa denne Tolder ogsaa have hørt. Sin Synd føler han ved Loven; men med Evangeliet rører den Helligaand hans Hjerte, og giver ham Mod til, at fremtræde for Gud med sin Bøn; thi hvad han har hørt af Guds Ord, det troer han, at Gud vil forlade de arme Syndere deres Overtrædelser og være dem naadig, det er, vende sin Vrede og den evige Død fra dem, for sin Søns den forjættede Messias's Skyld. Og denne Tro er det, som i hans Bøn har sammenknyttet saa modsigende Ord.« han mener, at Tolderen maa have hørt Evangeliet jf. kommentaren ovenfor. slige Bønner findes jo ofte hos David jf. fx Sl 25; 41,5; 51,3; 84,12; 119,29 og 142,2. – David: Der er en lang jødisk og kristen tradition for at opfatte den israelitiske kong David (o. 1000-960 f.Kr.) som forfatter af de 150 salmer i Salmernes Bog i GT, skønt hans navn kun optræder i overskriften til 73 af dem. Betegnelsen 'Davids Salmer' for Salmernes Bog blev indført af Luther i hans bibeloversættelse; herfra blev den overtaget af reformationstidens da. bibler, blev videreført af de hus- og rejsebibler, der udkom fra 1699 til 1802, og vandt således indpas i den kirkelige og folkelige tradition Rigtigt oplyser han ... ladet sig lokke jf. En christelig Postille bd. 1, s. 481f., hvor Luther skriver, at de kristne må »kæmpe mod Djævelen og deres eget Kjød; thi naar de begynde at omvende sig, og nu gjerne ville vorde andre Mennesker, da føle de først, hvorlunde Djævelen sætter Alt i Bevægelse, at de ikke skulle skride frem i Omvendelsens Værk, men blive i den gamle Ham. Og skeer der endda, at de stride det ærligen igjennem, og, Djævelen til Trods, omvende sig til Gud, paakaldende den Højestes Navn, saa anfægter han dem, paa den anden Side, med Frygt og Forsagthed. I den første Fristelse gjør han Synderne alt for ringe, og tvinger dem saa langt af Menneskets Syn og Tanke, at Man foragter dem, og enten ikke begjerer Naade, eller opsætter Omvendelsen. I den anden derimod gjør han dem alt for store; af en Gnist oppuster han en mægtig Ild, større end Himmel og Jord, saa Man atter har ondt ved at gribe Syndernes Forladelse og tvinge de Ord; Gud være mig naadig! over sit Hjerte. Det er og bliver da en sjelden Kunst; men denne Tolder skal være vor Mester og Doctor deri, thi af ham kunne vi lære, ret at bede og Maalet at naae.« et Sted talt om ... sande Anger Stedet har ikke kunnet identificeres. Prædiken af Mynster ... slutte sig til Venner Der sigtes til J.P. Mynsters () prædiken »Jesu Forhold mod sine Venner. Faste-Prædiken« i Prædikener af J.P. Mynster () bd. 1, 3. opl., s. 105-131. Blosius Consolatio Pusillanimium p. 381 jf. skriftet Consolatio pusillanimium (lat. De modløses trøst) i Blosius' samlede værker på latin, Ludovici Blosii opera omnia, Louvain 1568, ktl. 429, s. 349-392; s. 381. – Blosius: Ludwig Blosius el. François-Luis de Blois (1506-66), flamsk benediktiner-teolog, fra 1530 abbed for Liessies klosteret i Hainaut, berømt for sin alsidige lærdom, store omsorg for de fattige og usædvanlige fromhed. »Satis rogat ... et confidit.« lat. »Den, der erkender, at (synden) er en sygdom, beder i rigeligt mål; den, som jamrer og har troen, beder indstændigt.« Biskop Mynster . I den Prædiken ... ikke Din Opgave.« Stedet, som SK parafraserer, findes i J.P. Mynsters () prædiken »Om Johannes den Døber. Anden Prædiken. Paa fierde Søndag i Advent« i Prædikener af J.P. Mynster () bd. 1, 3. opl., s. 28-58; s. 53: »Vi see, at de Fleste, ofte med, ofte imod deres Villie finde sig satte paa det Sted, hvor de skulle tilbringe den største Deel af deres Liv, finde sig den Virkekreds anviist, hvori de skulle arbeide. Dersom endog Valg er dig tilladt, da er det stedse inden visse Grændser, og hvad der ligger udenfor disse, dertil, være du overbeviist, har Gud ikke kaldet dig.« De fem første prædikener i Mynsters samling er: »Om Johannes den Døber. Første Prædiken« (), »Om Johannes den Døber. Anden Prædiken«, »Alderdommen og Barndommen«, »Om Bønnens Kraft« og »Jesu Forhold mod sine Venner« (). Moses fE kunde jo ikke ... send en Anden I beretningen om Moses' kaldelse siger Gud fra en brændende tornebusk til Moses, at han skal gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten, hvortil Moses kommer med en række indvendinger: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord«, 2 Mos 4,10, og snart efter »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!« 2 Mos 4,13. I Samtidighedens Situation har ... han hævner sig Judas Iskariot, en af Jesu tolv disciple, henvendte sig til de jødiske ledere for at forråde Jesus ved at angive det sted, denne befandt sig, og som betaling fik han 30 »Secler«, dvs. sølvpenge. Judas omtales altid i NT som den, der forrådte Jesus, men hvorvidt motivet var penge, er uklart. I Matt 26,14-16 og Mark 14,10-11 antydes, at det var penge, der drev Judas, hvilket også ligger under Joh 12,4-6, hvor Judas kaldes en tyv. I Luk 22,3 og Joh 13,2.27 tolkes motivet mytisk, idet Judas bliver besat af Satan. »Corsaren« satirisk og politisk ugeskrift, grundlagt og redigeret af M.A. Goldschmidt (), som var redaktør og medskribent indtil okt. 1846, hvor han i kølvandet på fejden med SK solgte bladet til xylograf A.C.F. Flinch, der videreførte det til 1855 (anført som udgiver fra 9. okt. 1848); når man ser bort fra stråmænd, var bladets redaktør fra okt. 1846 J. Jørgensen, en forhenværende toldassistent. sie irren ty. de tager fejl. Marts-Ministeriet Fr. VII lod sig 21. marts 1848 bevæge til oprettelsen af et nyt og handlekraftigt ministerium; det gl. ministerium blev afskediget, og dagen efter tog kongen et nyt ministerium (kaldet Martsministeriet) under A.W. Moltke i ed. Begivenhederne skete i kølvandet på de politiske omvæltninger i Europa, især i Paris, i feb. og marts 1848. Martsministeriet indgav sin afskedsbegæring 11. nov. samme år, hvilken blev bevilliget fire dage senere, og 16. nov. 1848 dannede A.W. Moltke et nyt ministerium (kaldet Novemberministeriet). bespændt omspændt, omsluttet. a la Aristophanes Den gr. komediedigter Aristofanes (o. 445-385 f.Kr.) skrev 44 komedier, hvoraf 11 er overleverede. De indeholder gerne en moralsk satire, der tager direkte sigte på samtiden. det lykkedes mig nemlig i de to artikler, der nævnes i de følgende (). Goldschmidt Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), da.-jødisk journalist og publicist, forfatter til bl.a. En Jøde. Novelle af Adolph Meyer, udg. af M. Goldschmidt, Kbh. 1845, ktl. 1547; grundlagde Corsaren i oktober 1840 og var bladets egentlige redaktør til okt. 1846, hvor han solgte det og tiltrådte en étårig udenlandsrejse; udgav og skrev fra december 1847 månedsskriftet Nord og Syd. de to Artikler dvs. de to artikler af 'Frater Taciturnus', som begge blev trykt i Fædrelandet. I den første, »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« (27. dec. 1845, nr. 2078), angribes kritikeren P.L. Møller, som også identificeres med tidsskriftet Corsaren. I den anden, »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (10. jan. 1846, nr. 9), frabeder Taciturnus sig enhver rosende omtale i Corsaren. hvad jeg tidligere har paatænkt ... særskilt lille Bog jf. NB6:17, NB6:35, s. 18, hhv. s. 30f.. Ud over de to ovenfor anførte havde SK fået trykt endnu syv artikler i Fædrelandet, nemlig: »Aabenbart Skriftemaal« (12. juni 1842, nr. 904), underskrevet 'S. Kierkegaard'; »Hvo er Forfatteren til Enten – Eller« (27. febr. 1843, nr. 1162), underskrevet 'A.F......'; »Taksigelse til Hr. Professor Heiberg« (5. marts 1843, nr. 1168), underskrevet 'Victor Eremita'; »En lille Forklaring« (16. maj 1843, nr. 1236), underskrevet 'S. Kierkegaard'; »En Erklæring og Lidt til« (9. maj. 1845, nr. 1883), underskrevet 'S. Kierkegaard'; »En flygtig Bemærkning betræffende en Enkelthed i Don Juan« (19.-20. maj 1845, nr. 1890-1891), underskrevet 'A'; og endelig »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« (24.-27. juni 1848, nr. 188-191), underskrevet 'Inter et inter'. Dertil kommer de tidlige artikler i Kjøbenhavns flyvende Post, nemlig »Ogsaa et Forsvar for Qvindens høie Anlæg« (17. dec. 1834, nr. 34), underskrevet 'A.', »Kjøbenhavnspostens Morgenbetragtninger i Nr. 43« (18. feb. 1836, nr. 76), underskrevet 'B.', dobbeltartiklen »Om Fædrelandets Polemik« (12. og 15. marts 1836, nr. 82-83), underskrevet 'B.'; samt »Til Hr. Orla Lehmann« (10. april 1836, nr. 87), underskrevet 'S. Kierkegaard'. SKs bladartikler blev først samlet af Rasmus Nielsen i S. Kierkegaard's Bladartikler, med Bilag samlede efter Forfatterens Død, Kbh. 1857. I Luthers Prædiken ... saa skeer det ogsaa Der sigtes til Luthers prædiken »Tolvte Søndag efter Trinitatis« over evangeliet Mark 7,31-37, dvs. beretningen om Jesu helbredelse af den døve og stumme, jf. En christelig Postille () bd. 1, s. 482-489. Han finder i evangeliet fire temaer, nemlig 'ordet', 'troen', 'kærlighedens gerninger' og endelig 'den fremmede tro', dvs. troen på andres vegne. Om det sidste hedder det bl.a.: »Her mærke Man vel, at Man aldrig kan vorde salig ved en Andens Tro; derimod kan det vel skee, at Man, ved en fremmed Tro, kan komme til en egen Tro. Desligest kan jeg, ved Andres Gjerninger, ledes til, at øve gode Gjerninger selv. Derfor lyve de, som sige, at vi kunne vorde salige ved Andres Tro og Gjerning, hvad enten vi troe, eller ikke. Nei, ikke saa! Øser du dig ikke selv, af Guds Naade og Barmhjertelighed, en egen Tro, saa vorder du ikke salig, saa hjelper Andres Tro og Gjerning, saa hjelper dig ikke Christus Selv, som dog er en Frelser for hele Verden! Hans Naade, Hans Frelse hjelper dig slet intet, med mindre du troer derpaa og oplyses derved. (...) Derfor skal hverken jeg stole paa dine Gjerninger, heller du paa Mine, men ved min Tro vil jeg bede, Gud ville ogsaa give dig en. Alle ere vi Præster og Konger; vi kunne, som Christus Selv, fremtræde for vore Brødre, og nedbede dem fra Gud en egen Tro. Seer jeg altsaa, at du ingen har, eller kun en svag Tro, saa gaar jeg hen, og beder Gud, han ville ogsaa hjelpe dig til en Tro. Jeg beder ikke, han ville give dig min Tro eller mine Gjerninger, men en egen Tro og egne Gjerninger«, s. 483f. Senere hedder det: »Naar vi bede for vor Næste, og kunne lægge til: 'Jeg troer forvist, at det skeer' – saa skeer det ogsaa. Men naar vi bede, maae vi tilføie: Skee Din Villie. Skal jeg nu henstille det til Hans Villie, saa kan jeg hverken foreskrive ham Person, Tid heller Maade, men maa overlade Alt til Ham. Saa gjorde Christus Selv. Min Fader, bad Han, er det muligt, da tag denne Kalk fra mig. Dog, lægger han til: skee ikke min, men din Villie! / Skal jeg derfor bede for en heel Stad eller Menighed, saa maa jeg sige: 'Ak, Fader, jeg beder for alle Disse!' Men dog bør jeg gjøre Hans Navn eller Villie den Ære, at sige: 'Kjære Fader, jeg beder for dem, jeg veed, Du vil saa have det; men din Villie skal altid skee. Thi jeg kunde let bede Noget for en Anden, som Du ikke holdt værdigt dertil; desligest kunde jeg let forkaste Nogen, som Du agtede værdig. Gjør det derfor efter Din guddommelige Villie; Du er vel istand til, at gjøre det bedre, end jeg havde tænkt mig det.' – Der see I, at vi ei altid kunne lægge til: 'Det skeer tilforladeligen!' Men ere vi saa forvissede i vort Hjerte, at vi kunne tilføje disse Ord, da skeer det ogsaa«, s. 485. – Ephata: transskription af ordet (επηπηατηα, ephphatha, der forekommer i den gr. tekst af Mark 7,34, og som er en gr. gengivelse af et blandingsord fra aramaisk og hebraisk, der betyder: 'luk dig op'. Luther giftede sig Martin Luther () indtrådte i 1505 i augustinerordenens kloster i Erfurt, men lagde i 1521 munkekutten for i december 1524 definitivt at forlade klosteret. Året efter giftede han sig med nonnen Katharina von Bora, der sammen med otte andre nonner var flygtet fra klostret i Nimbschen til Wittenberg, hvor de med Luthers billigelse tog ophold. »Χstus bød ... forkyndte de det.« formentlig SKs egen oversættelse. I NT-1819 oversættes Mark 7,36 som følger: »Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, destomere kundgjorde de det.« Fadervor If. Dannemarks og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), som stadig var gældende på SKs tid, skulle præsten formane menigheden til bøn og afslutte med Fadervor (Matt 6,9-13), inden han fra prædikestolen oplæste den forordnede tekst, der skulle prædikes over (s. 19), ligesom han efter prædikenen skulle bede en forordnet kirkebøn, der også skulle afsluttes med Fadervor (s. 30). Christus siger ... aabenbare mig jf. Joh 14,21, hvor Jesus siger: »Hvo som haver mine Befalinger, og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham, og aabenbare mig for ham« (NT-1819). det at elske og kjende (יָדַע) Det hebr. verbum (jādaʼ) betyder at 'kende' som udtryk for at 'elske', 'ligge med', 'have samleje med'; i den betydning forekommer det i fx 1 Mos 4,1 og 1 Sam 1,19 i udtrykket 'kjende sin Hustrue' (GT-1740). eenstydige dvs. betyder det samme. at være ell. ikke at være allusion til Hamlets monolog i William Shakespeares Hamlet, Prinds af Danmark, 3. akt, 1. scene (eng. o. 1600), jf. William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 1, s. 97. Hvert skuespil er pagineret forfra. denne Strid: om man prædiker høitravende ell. eenfoldigt Kirke-Ritualet () foreskrev, at »Præsterne skulle blive ved Texten i deres Prædikener, den samme efter GUds Ord og den sande Kirkes Lærdom forklare saaledes retteligen, at de Eenfoldige vel kand forstaa dennem«, s. 21. Striden om den rette prædikestil kom bl.a. til udtryk i J.P. Mynsters »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44 (jf. ktl. U 56); bd. 4, 1844, nr. 41-42, s. 97-114; s. 111-113. kunstigere Ord kunstfærdigere. Luc: 10, 23. Salige de Øine, som see det, I see citat fra Luk 10,23, hvor der berettes om Jesu fryderåb: »Og han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed, og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see« (NT-1819). vist nok gansk afgjort. Han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed jf. kommentaren ovenfor (). de Steder af Bjergprædiken ... i Særdeleshed I optakten til Jesu bjergprædiken (Matt 5-7) hedder det: »Men der han saae Folket, steeg han op paa et Bjerg; og der han havde sat sig, gik hans Discipler til ham. / Og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde«, Matt 5,1-2 (NT-1819). (12. 13. 14. 15.) dvs. Luk 12-15; sml. Jesu bjergprædiken, Matt 5-7. I Prædiken over Evangeliet ... opfyldt Loven Der sigtes til Luthers prædiken »Trettende Søndag efter Trinitatis« i En christelig Postille () bd. 1, s. 497, hvor det hedder: »Hvad gjør nu den Skriftkloge, da Herren har fejet ham saaledes af? Han bliver ved, siger Evangelisten, vil gjøre sig selv retfærdig, og siger til Herren: / Hvo er da min Næste? / Han spørger ikke: 'Hvo er min Gud?' Han siger meget mere: 'Gud er jeg Intet skyldig, med Ham staaer jeg paa den bedste Fod. Jeg mener heller ikke, at være noget Menneske Noget skyldig. Dog gad jeg nok vidst, hvo der er min Næste'.« Evangeliet til 13. søndag efter trinitatis er Luk 10,23-37 med Jesu lignelse om den barmhjertelige samaritan; i v. 29, som Luther tager udgangspunkt i, hedder det: »Men han vilde giøre sig selv retfærdig, og sagde til Jesum: hvo er da min Næste?« (NT-1819). I Grunden vilde en Reformation ... Luthers Afskaffelse af Paven Med Martin Luthers () reformation frakendtes paven autoritet; i stedet betonede Luther skriftens egen autoritet (det såkaldte 'scripta-sola'-princip), hvilket i de følgende århundreder førte til en omfattende bibelfortolkning. Se fx 1. del, 1. kap. i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), SKS 7, 30-54, hvor også N.F.S. Grundtvigs 'reformation', der i stedet for Bibelen vil lægge kirken til grund for kristendommen, behandles. Bibelselskaberne ... at udbrede Bibelen I det 18. årh. dannedes foreninger for udbredelsen af bibelen; de var oftest tillige missionsselskaber. I 1804 stiftedes British and Foreign Bible Society, hvis formål var at udbrede bibelen i den autoriserede eng. oversættelse samt at hjælpe fremmede lande til anskaffelsen af bibelen i modersmålet. I 1813 gæstede en af det britiske bibelselskabs sekretærer, præsten E. Henderson, Danmark, hvilket gav stødet til oprettelsen af Det Danske Bibelselskab i 1814. Det, der allerede fra begyndelsen havde sikret sig en betydelig kapital, arbejdede ihærdigt for bibelens udbredelse og spillede en betydelig rolle i forbindelse med bibelrevisionen i 1819 (NT-1819). Frygt og Bæven . som jeg nu har lært det at kjende af Erfaring Der sigtes formentlig til Corsarens og pøblens 'forfølgelse' af SK (). Ja, god Nat . prise denne den bedste Verden hentyder til den ty. filosof G.W. Leibniz' sætning i Essais de Théodicée (1710), 1. del, § 8, om, at Gud ikke ville have skabt nogen verden, hvis den ikke var den bedst tænkelige. Denne påstand blev stærkt parodieret i F.-M.A. de Voltaires roman Candide (1759), hvorfra det ironiske, bevingede ord stammer: 'Alt er godt i den bedste af mulige verdener'. Verden ligger i det Onde 1 Joh 5,19 (NT-1819). Mynsters . i en Betragtnings Øieblik formentlig en allusion til J.P. Mynster (), der hyppigt i sine prædikener benyttede 'betragtning' som udtryk for personlig andagt. en saa høi Embedsstilling Mynster var Sjællands biskop (). derhos desuden. indviet i det Verdslige Mynster havde sæde i talrige styrende organer, var kongens personlige rådgiver, medlem af stænderforsamlingen og senere medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, der trådte sammen den 23. okt. 1848. Han havde været primus motor i udarbejdelsen af NT-1819, af en ny ritualbog og af et tillæg til Den evangelisk-kristelige Psalmebog osv. vistnok helt sikkert. Han dadler med Rette ... opgive Noget Det angivelige sted hos Mynster har ikke kunnet identificeres. I Oldtiden opførtes ordligviis hvert Stykke kun een Gang Der sigtes til den gr. tragedie, der indtil år 386 f.Kr. kun måtte opføres én gang, nemlig i forbindelse med Dionysierne, med undtagelse af Aischylos' tragedier, der opførtes siden dennes død o. 456 f.Kr. – ordligviis: forkortelse for ordentligvis. nu giver man en Fest-Forestilling paa Abonnement Festforestillingen i forbindelse med Det kgl. Teaters 100-års dag 18. dec. 1848 indeholdt et forspil, nemlig H.C. Andersens premiere-stykke Kunstens Dannevirke med musik af H. Rung, Holbergs komedie Barselsstuen samt en premiere på Bournonvilles ballet Gamle Minder eller En Laterna magica, som i skiftende tableauer viste erindringsbilleder af teaterets historie. Forestillingen blev – med det mellemste stykke varierende fra gang til gang – fremdeles opført 20. og 23. dec. 1848, samt 2., 4., 7., 10. og 14. jan. 1849. Theater-Maleren Det kgl. Teater havde i 1848 ansat to teatermalere, Christian Ferdinand Christensen (1805-83) og Troels Lund (1802-67), der begge var anerkendte kunstnere, hvis opgave bestod i at male dekorationer og kulisser. et saa nøiagtigt Kaart ... de berømteste Instituter Det er usikkert, hvilke institutter der sigtes til. I 1842 blev arbejdet med at tilvejebringe sø- og landkort henlagt under generalstabens topografiske afdeling under ledelse af O.N. Olsen. Her videreførtes også det store opmålingsarbejde, som i 1757 var påbegyndt i regi af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. S. Sterms kendte statistisk-topografiske arbejder fra 1830'erne og J.H. Mansas kartografiske virksomhed, som den indledtes i 1837, blev til som selvstændige initiativer. Et berømt institut i Tyskland var Geografisches Institut i Weimar. – Kaart: kort. De gl. Kirkelærere ... kjendte ikke Verden sigter formentlig til de kirkelærere i de første fire fem hundrede år af kirkens historie, som især var optaget af dogmatiske spørgsmål og lagde vægten på fromhedsliv og askese. hende dvs. Regine Olsen (). hun ønskede ... at glimre i Verden som »Theaterprincesse«, dvs. feteret skuespillerinde, jf. JJ:115 i SKS 18, 178. Se også Notesbog 15, SKS 19, 438. Numerus lat. tal, antal, den store mængde el. hob; massen. Socrates . grædt og flæbet for Domstolen, smigret Folket Da Sokrates i Platons Sokrates' Forsvarstale bliver dømt til døden, henvender han sig til dommerne: »I tror maaske, at naar jeg nu er blevet dømt skyldig, er Grunden den, at jeg ikke har kunnet anvende de Argumenter, hvorved jeg kunde have omstemt jer, hvis jeg havde ment, at jeg burde bruge alle Kneb for at blive frikendt. Det er rigtigt: det har jeg ikke kunnet, men ikke af manglende Evne, men fordi jeg ikke er tilstrækkelig samvittighedsløs og skamløs dertil, og fordi jeg ikke har næret noget Ønske om at tale til jer saadan, som I helst vil have det, med Jammer og Graad og med Ord og Optræden, som jeg finder uværdig, den Slags som I er vant til at høre af andre«, Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 1, s. 290 (38d). aldlmdl. fejl for almdl., dvs. almindelige. at han blev ... til Pøbel-Forfølgelse . en Kjøbstad dvs. en provinsby, i modsætning til en hoved- og residensstad. Her hentydes nedsættende til København. hele Klatten fast udtryk, det hele, alt. Pøbel-Opstanden mod mig . Bestik beregning, overslag. vistnok helt sikkert. bedste Couleur Udtrykket sigter til kortspil, hvor den bedste farve er den, som i det givne spil er trumf. marqveret markeret, drastisk. expatriere af. lat., forvise fra fædrelandet; udvandre (altså rejse til udlandet). til Overflod overflødig, tilovers. Knaldeffect tilstræbt virkning ved kraftige midler. Halvetimer noget ubetydeligt, intetsigende. med Ecclat egl. 'eclat'; på en virkningsfuld måde, med glans. den Aarstid hvor der er Allarm i Literaturen jf. SKs Forord (1844), SKS 4, 477: »Naar man vil udgive en Bog, bør man først betænke, paa hvilken Aarstid den skal udkomme. Aarstiden er af uhyre Vigtighed. I denne Henseende ere alle de viseste og bedste Mænd enige om, at Nytaar er Øieblikket; thi det gjelder om Bøgers Udkommen ved Nytaarstid, hvad Holophernes siger om Slaget paa Patrontasken: uden dette giver jeg ikke en Pibe Tobak for det Hele.« – Allarm: stort postyr, spektakel. lapse sig vigte sig, prale. En lille Theater-Artikel om Frue Heiberg Der sigtes til artiklen »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv«, der under pseudonymet 'Inter et Inter' udkom som føjleton i Fædrelandet, nr. 188-191, 24.-27. juli 1848. – Frue Heiberg: Johanne Luise Heiberg (1812-90), århundredets mest fremtrædende da. skuespillerinde, ansat på Det kgl. Teater 1829-64, gift med J.L. Heiberg () og midtpunkt i tidens toneangivende familiekreds. Som ung spillede hun rollen som Julie i Shakespeares tragedie Romeo og Julie, der første gang opførtes i 1828-29. Da stykket i 1845 blev genoptaget, var det med den 16-årige Emma Meyer i den kvindelige hovedrolle, men 23. jan. 1847 overtog den 34 årige fru Heiberg atter sin gamle rolle, hvilket er anledningen til SKs artikel. Troldkjærling små figurer, æltet sammen af krudt, som drenge morede sig med at tænde og langsomt lade blusse. Saisonens Begyndelse Teatersæsonen løb fra begyndelsen af sept. til udgangen af maj. trods Nogen så godt som nogen anden. Da Johannes den Døbers Fader ... til Straf stum jf. Luk 1,18-20, hvor englen Gabriel meddeler den gamle Zakarias, at han vil få en søn: »Zakarias sagde til englen: 'Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.' Da svarede englen ham: 'Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.'« Forøvrigt blev jeg ... hændt noget Overordl. (Hans) Frederik Helveg (1816-1901), da. præst, 1842-44 kapellan i Øster-Starup og Nebel, 1846 forstander på Rødding Folkehøjskole, 26. juli 1848-1849 feltpræst. Han prædikede til højmesse i Helliggeistes Kirke (se kort 2, B2/C2) den 24. dec. 1848, dvs. 4. søndag i advent, hvor evangeliet var Joh 1,19-28 (Johannes Døbers vidnesbyrd). Jf. prædikantlisten i Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger (i daglig tale kaldet Adresseavisen) den 23. dec. 1848. Prædikenen blev i bearbejdet form udgivet i Døberen Johannes. To Prædikener, Kbh. 1849, s. 22-42, hvori Zakarias' stumhed omtales s. 29; dog ikke det af SK anførte. saaledes Aar efter Aar ... Stakkels tynde Been . – Brygerknegt: underordnet tjenestekarl (ofte en dreng) ved et bryggeri. længst kjed af den forlængst træt af den. Kjøbstaden Kiøbh. . Jeg kan det (...) ikke anderledes Vendingen spiller formentlig på Luthers () svar, da han på Rigsdagen i Worms 1521 blev bedt om med klare ord at erklære, om han ville tilbagekalde sin af kirken fordømte lære: »weil (...) mein Gewissen in Gottes Wort gefangen ist, so kann und will ich nichts widerrufen, weil weder sicher, noch gerathen ist, etwas wider das Gewissen zu thun. Hier stehe ich; ich kann nicht anders, Gott helfe mir! Amen!« C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Stuttgart 1838, ktl. 790, s. 123. jeg kan det ikke anderledes jf. kommentaren ovenfor. Joh. Climacus har Ret ... barnlige Χstd. . Julefesten (...) som den nu holdes Efter 1820 blev den juleskik almindelig i Danmark at have en pyntet grantræ i stuen, hvorpå der blev hængt gaver; det hørte med til julefesten at synge og danse omkring træet. Jf. Peter Fabers »Højt fra Træets grønne Top«, der udkom 9. dec. 1848 under titlen Juletræet. Sang for Børn. Julefesten først opkom ... en hedensk Fest I journaloptegnelsen NB:50, SKS 20,49, henviser SK i denne forbindelse til afsnittet »Das Weihnachtsfest« i F.G. Lisco Das christliche Kirchenjahr. Ein homiletisches Hülfsbuch beim Gebrauche der epistolischen und evangelischen Pericopen bd. 1-2, 3. udg., Berlin 1843 [1834], ktl. 629-630, hvor det i § 17 hedder: »Bis zum Jahre 325 finden sich über das Vorhandensein dieses Festes nur sehr dunkle und unsichere Spuren, aber nach der Mitte des vierten Jahrhunderts, unter dem römischen Bischof Liberius, erscheint es, und zwar zuerst in der römischen Kirche, also im Abendlande, als ein ganz allgemein bekanntes, anerkanntes und hochgefeiertes Fest«, bd. 1, s. 9. I § 20 diskuterer Lisco mulige kilder til den kristne julefest og finder det mest sandsynligt, at den rom. fest 'Saturnalierne', som var en fest for Saturn, agerdyrkningens gud (hvor man fejrede freden og den lykkelige tid ved i en periode at ophæve skellet mellem stænderne, herre og tjener), er oprindelsen til julefesten. Saturnalierne blev afsluttet med en »Kinderfest«, hvor børnene modtog billeder som gaver: »Weihnachten sahe man als das rechte Kinderfest an, denn durch Jesum Christum, den Sohn Gottes, sollen wir Alle in das beseligende Verhältniß der Kinderschaft zu Gott eintreten, und Gottes liebe Kinder werden«, bd. 1, s. 12. Barnedaaben I perioden 1840-45 førtes i Danmark en omfattende diskussion om barnedåben, bl.a. foranlediget af baptisterne, der nægtede at døbe deres børn. SK har flere gange berørt debatten i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, jf. fx SKS 7,49 (samt kommentaren hertil). Confirmationen ... det 25de Aar If. forordning af 25. maj 1759 måtte ingen børn antages til konfirmation, før de var fyldt »14 eller 15 Aar« (§ 1), mens de til gengæld skulle være konfirmeret, før de var fyldt 19 år (§ 2). Bemærkning af de Gamle: at det at bede er at aande udbredt kristen forestilling, fx i billedet af bønnen som 'sjælens åndedrag', hvilket kan føres tilbage Augustin. Syvmile Støvler Sådanne magiske støvler, hvormed man kan gå 7 mil pr. skridt, optræder i talrige folkeeventyr. Se Enten – Eller, SKS 2, 37f. Almählige efter ty., 'almählich', lidt efter lidt. en Jernbane til Hirscholm Nordens første jernbanestrækning, der løb mellem København og Roskilde, var åbnet i sommeren 1847; den blev først udbygget i 1850'erne. Allerede i midten af 1840'erne var der planer om at føre en jernbane gennem Nordsjælland, men det skete først i 1860'erne. – Hirscholm: egl. Hirschholm, i dag Hørsholm, beliggende o. 26 km N for København. Rentekameret Rentekammeret, der havde til opgave at administrere statens indtægter og udgifter, blev ophævet 24. nov. 1848. Det lå Bag Børsen 80, i dag Slotsholmsgade 6, dvs. på Slotsholmen (se kort 2, B3). NB8:92 (Pap. IX A 467) gjøre Andre til Gjest paa delagtiggøre andre i. Goethes Ord: ... faaet Djævle Der sigtes til scenen »Hexenküche« i første del af Goethes Faust, hvor Mefistofeles siger: »Den Bösen sind sie los, die Bösen sind geblieben«, jf. Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-55, Stuttgart og Tübingen 1828-33, ktl. 1641-1668; bd. 12, 1828, s. 128. – Goethe: Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), ty. forfatter. Judas . Abraham a St. Clara er ... ikke at forklare ham Der sigtes til Abraham a Sancta Clara, pseudonym for Ulrich Megerle (1644-1709), østr. gejstlig og forfatter, og hans fortløbende værk »Judas, das Erzschelm für ehrliche Leut', oder eigentlicher Entwurf und Lebensbeschreibung des Iscariotischen Böswicht« i Abraham à St. Clara's Sämmtliche Werke bd. 1-22, Passau 1835-54, ktl. 294-311; bd. 1-7, 1835. – optænkeligt: tænkeligt. Daub bliver altfor dybsindig metaphysisk Der sigtes til Carl Daub (1765-1836), ty. filosof og teolog, fra 1795 prof. i teologi i Heidelberg, og hans værk Judas Ischariot(h) oder das Böse im Verhältniß zum Guten bd. 1-3, Heidelberg 1816-18. Krähwinckel tysk landsbynavn, der som fingeret lokalitet benyttes i Jean Pauls satire Das heimliche Klagelied der jetzigen Männer (1801), men specielt gennem August Koetzebues lystspil Die deutschen Kleinstädter (1803) bliver fast udtryk for købstadsagtig indskrænkethed, småtskåren provinsialisme o.l. et Barn er det Frelsende hvilket ofte betones i salmerne, fx i den anførte (). Jesus blev født af en Jomfrue jf. Matt 1,18.22-23 og Luk 1,27.34 samt andet led af den apostolske trosbekendelse, hvor det om Jesus Kristus bekendes, at han »er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria«. Børnestuen børneværelset. Mskener dvs. mennesker. dandse om Juletræet . spille Gnav særlig da. form for spil, også kaldet Vekselspil eller Kis-Kis. Fra en pose trækker de spillende efter tur brikker med forskellige figurer (gøg, dragon, kat, hest, hus, potte, ugle og nar) og tal (12 til 0), som efter bestemte regler kan udspille hinanden. Jf. Politiske Spille-Regler for de tilladelige og meest brugelige Spil i Vertshuusene, Kbh. 1774, s. 25-28. evangl. PsB. 573 2d Vers: ... Moders Skjød. I salme nr. 573 i Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog () lyder anden strofe (»Vers«): »Ei Synd, ei Død i Verden meer / Mig knuge skal og tvinge; / Jeg Naadens Dør oplukket seer, / Min Siel har Englevinge. / En Konge blev i Dag mig fød; / Det lille Barn paa Moders Skiød / Al Verdens Nød betvinger; / Hans Rige Himmel er og Jord; / Den Konge evig Tro jeg svor, / Og han min Siel gav Vinger«, s. 15f. min Forlovelse . min Fader . En ung Pige siger et Ord til mig Det er usikkert, hvad der sigtes til. Regine Olsen skulle have sagt, at hvis SK forlod hende, ville hun dø (). I en anden optegnelse i NB12 (1849) hedder det: »Jeg sender hende hendes Ring i et Brev, som ordret findes aftrykt i det psychologiske Experiment. (...) Istedetfor at lade Sagen nu være afgjort, gaaer hun op paa mit Værelse i min Fraværelse og skriver mig en aldeles fortvivlet Billet, hvor hun besværger mig for Jesu Christi Skyld og ved Mindet om min afdøde Fader ikke at forlade hende« (Pap. X 1 A 667). gifter sig igjen . Hans Rige ikke var af denne Verden jf. Jesu ord, Joh 18,36: »mit Rige er ikke af denne Verden« (NT-1819). en jordisk Messias Jøderne tolkede de gammeltestamentlige profetier om den kommende Messias (hebr., den salvede) som en jordisk konge, der skulle befri dem fra den rom. besættelsesmagt, jf. fx Joh 6,15 og 18,33ff. Reduplicationen . Judas . forcere tvinge. hans Ord: jeg forraadte uskyldig Blod jf. Matt 27,4, hvor Judas siger: »Jeg haver syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod« (NT-1819). Χstus siger: jeg har selv valgt dem . Justitsraad . Ridder af Dannebrog. conform med ensartet med. R af D ridder af Dannebrog. Borgemester Marcussen (...) Lysestøber Nielsen (...) Grosserer Jespersens fiktive navne. Geschichte ty. historie. Pharisæeren og Tolderen jf. Jesu lignelse om farisæeren og tolderen, der gik op til templet for at bede, Luk 18,9-14. Farisæeren stillede sig op og fremførte sine fortræffeligheder i en bøn, som han indledte med ordene: »Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker«, v. 11. Tolderen derimod stod afsides med sænket blik, slog sig for brystet og sagde: »Gud, vær mig synder nådig!« v. 13. pusillanim egl. forsagt, ængstelig, her: pedantisk, småtskåren. Frygt og Bæven . I disse Tider have Præsterne travlt med at tale om Lighed Der hentydes formentlig til, at præsterne var stærkt præget af tidens politiske omvæltninger. Den fr. revolutions parole om 'frihed, lighed og broderskab' fra 1789 var atter blevet ført i felten under 'februarrevolutionen' i Paris i 1848, nu både af borgere og arbejdere, hvilket hurtigt medførte, at kravet om lighed også blev fremført i andre europæiske lande, herunder Danmark. Se fx H.L. Martensens () prædiken »Kjærlighed er Fuldkommenheds Baand (Den 22. Octbr. 1848. Dagen før Rigsforsamlingens Aabning« i Prædikener. Anden Samling, Kbh. 1849, ktl. 227, s. 273-288, hvor det bl.a. hedder: »Vi høre Lighedens Navn at gjentages af tusinde og atter tusinde Munde, og skjøndt det saa ofte kun lyder som en Forhaanelse af Det, som i Sandhed er Fremragende over Mængden, er Stort og Ærværdigt, dog skulle vi ikke miskjende den dybe Sandhed, der skjuler sig i dette Ord. Thi naar vi lytte til den dunkle Sandhedsrøst, der taler til os igjennem disse Tiders ofte saa forvirrede Raab om Lighed, er det da ikke, som om det Spørgsmaal med ny Kraft gik os igjennem Sjælen: hvo er din Næste?«, s. 279f. (ræsonnementet fortsætter over de følgende sider). regner paa regner med. Skriften siger ... han har talet jf. Matt 12,36, hvor Jesus siger: »Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle giøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet« (NT-1819). Som Aristides blev forviist fordi han var den Retfærdige I afsnittet om den gr. statsmand Aristides (o. 525- o. 467 f.Kr.) i Plutark's Levnetsbeskrivelser, oversatte af det græske og forsynede med Anmærkninger ved Stephan Tetens bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 3, s. 339f. fortælles, hvordan Aristides var beundret for sine fuldkommenheder og derfor fik tilnavnet: den retfærdige: »Imidlertid gjorde just det samme Tilnavn, der för havde gjort Aristeides saa elsket, ham siden efter misundt, især da Themistokles udspredte blant Folket, at Aristeides, ved selv at paadömme og afgjöre alle Stridigheder, tilintetgjorde de offentlige Domstole, og hemmelig sögte at tilvende sig selv Eneherredömmet, uden just at ville betjene sig af de hermed forbundne Hæderstegn. Folket, allerede stolt nok af sin vundne Seier, holdt sig selv værdig til den höjeste Magt, og var opbragt mod Alle og Enhver, hvis Navn og Anseelse ophöjede dem over Mængden. Fra alle Sider strömmede de derfor til Byen og landsforviste Aristeides, under Paaskud af at de frygtede for, at han skulde tiltage sig Eneherredömmet, men i Grunden ikkun fordi de vare misundelige over hans almindelige Anseelse.« Aristeides landsforvistes 482 f.Kr. mishandlet af Pøbelen . jeg begyndte som Forf. med Enten – Eller Enten – Eller, jf. SKS 2-3, udkom 20. feb. 1843 under pseudonymet 'Victor Eremita'; SK havde inden da udgivet to bøger under eget navn, nemlig anmeldelsen Af en endnu Levendes Papirer (1838) og magisterafhandlingen Om Begrebet Ironi (1841), jf. SKS 1. Heiberg hørte op Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), forfatter, oversætter, redaktør og kritiker, fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., fra 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. Heiberg var tidens førende æstetiske smagsdommer, men ud over det kritiske forfatterskab, havde han også en filosofisk og skønlitterær produktion; den sidste kulminerende med hovedværket Nye Digte (1841, ktl.1562). I 1833-41 udkom hans Skuespil i syv bind (ktl. 1553-1559), i 1843 Prosaiske Skrifter i tre bind (ktl. 1560), i 1848-49 Poetiske Skrifter i otte bind. Efter 1841 publicerede han kun enkelte bidrag til sine tidsskrifter Intelligensblade (1842-44, jf. ktl. U56) og Urania (1844-46, jf. ktl. U57-58), et par mindre dramatiske stykker, Ulla skal paa Bal (1845, ktl. U59) og Valgerda (1847, ktl. U60) samt Prolog til det Kongelige Theaters förste Forestilling efter Hs. Majestæt Kong Christian den Ottendes Död, den 3die Marts 1848 (Kbh. 1848) og Cantate ved Universitetets Sörgefest i Anledning af Kong Christian den Ottendes Död (Kbh. 1848). Hverdagshistorien hørte op Der sigtes til de meget yndede romaner og noveller, som udkom anonymt i årene 1827-45, efter 1828 under mærket »Forfatteren af en Hverdags-Historie«, alle udg. af J.L. Heiberg. Forfatteren var Heibergs mor Thomasine Gyllembourg (1773-1856), der omtalte forfatteren til sine værker som en mand og først offentligt afslørede sin skribentvirksomhed i et posthumt udgivet brev. SK har rosende omtalt 'Hverdagshistorierne' i Af en endnu levendes Papirer (1838, SKS 1, 20-23) og i forbindelse med den sidste, To Tidsaldre (1845, ktl. 1563), skrev han en omfattende anmeldelse, nemlig En literair Anmeldelse (1846). Blicher skrev ikke videre Steen Steensen Blicher (1782-1848), da. forf., især kendt for sine digte og noveller. Hans forfatterskab nåede et højdepunkt i 1830'erne, bl.a. med digtsuiten Trækfuglene (1838, ktl. 1525), og Samlede Noveller, hvis fem bind og supplementsbind udkom 1833-40 (jf. ktl. 1521-1523). Han fortsatte dog sin produktion op gennem 1840'erne, hvilket bl.a. afspejles i syvbindsudgaven af Gamle og nye Noveller (1846-47) og P.L. Møllers udgave af Digte i to bind, som i 1847 cementerede Blichers navn. Oehlenschläger kun Ubetydeligheder Adam Oehlenschläger (1779-1850), da. forf., fra 1810 prof. i æstetik ved Københavns Universitet. Efter debutværket Digte 1803 fulgte en omfattende, især digterisk og dramatisk, produktion, der hurtigt gjorde ham til landets mest ansete digter. I en virkningsfuld artikelrække, der blev trykt i Kjøbenshavns flyvende Post, 25. jan.-25. feb. 1828, havde allerede J.L. Heiberg demonstreret begrænsningerne i Oehlenschlägers talent, bl.a. at han ikke egnede sig som dramatiker. I 1841-44 udgav Oehlenschläger Tragødier i ni bind (ktl. 1601-1605); efter tragedien Dina (1842), der vakte stor opsigt, fulgte en halv snes stykker, der alle blev uden succes, bl.a. Amleth (1847) og Kiartan og Gudrun (1848). Renomeer ansete, fortjenstfulde forfattere; notabiliteter. i Løbet af 5 Aar dvs. siden 1843, hvor Enten – Eller udkom. Biskop Mynster 2d Juledag ... vil blive Dig tro« Der citeres fra J.P. Mynsters () prædiken over 1 Kor 1,21-31, »Den Trang i Menneskets Hierte, som Christus alene tilfredsstiller. Paa anden Juledag«, trykt i sammes Prædikener holdte i Aaret 1848, Kbh. 1849, ktl. 232, s. 150-163. Prædikenen afsluttes med ordene: »Maaskee forestaaer Frafaldets svære Tiid, men om de end alle forlade dig, jeg, Herre! vil blive hos dig, og jeg veed, du vil blive hos mig. Men alle Disse, som saa villigen høre dit Ord, de ville jo dog ikke forsage dig i Fristelsens Stund; ja jeg har det Haab, at dette hele Folk ikke vil slippe det Evangelium, hvilket det hidtil bevarede som sin Roes iblandt Folkene, men at det fra Slægt til Slægt vil høres som en Glæde for alt Folket i Landet: Eder er en Frelser fød! Amen«, s. 163. Prædikenen blev holdt til højmesse i Slotskirken (se kort 2, B2) den 2. juledag 1848. god Nat Ole, Pengene ligger i Vinduet Talemåden, der ofte forekommer med tilføjelsen: 'smørret står i skorstenen', udtrykker, at man må opgive noget, at det er forbi, findes optegnet af J.F. Fenger »Danske Ordsprog og Mundheld« i For Litteratur og Kritik, bd. 6, Odense 1848, s. 274-308; s. 296. Jf. også E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 66. mærkvürdige efter ty. merkwürdig; mærkelige, bemærkelsesværdige. Pfui! fy, føj. Opr. lydmalende ord, der skulle gengive lyden af kraftig spytten som tegn på foragt. Daarligt tåbeligt, uforstandigt. vistnok ganske vist. det var dog ... see for Penge Der sigtes til J.L. Heibergs () anmeldelse af Enten – Eller i »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44; bd. 2, nr. 24 (1. marts) 1843, ktl. U 56, s. 285-292; s. 288-292, hvor der indledes: »Fremdeles er i disse Dage, ligesom et Lyn ved klar Himmel, et Monstrum af en Bog slaaet pludseligt ned i vor Læseverden; jeg mener den af to store og tykke Bind eller af 54 store og tættrykte Ark bestaaende 'Enten – Eller' af 'Victor Eremita'. Det er derfor nærmest med Hensyn paa Volumen, at Bogen maa kaldes et Monstrum, thi den imponerer allerede ved sin Masse, inden man endnu veed, hvad Aand der boer i den, og jeg tvivler ikke paa, at dersom Forfatteren vilde lade den see for Penge, vilde han faae ligesaa Meget ind som ved at lade den læses for Penge«, s. 288. Sidst i omtalen antyder Heiberg, at han vil læse bogen nøjere igennem for at danne sig en bestemt anskuelse af dens betydning og forelægge denne for læserne, s. 292. Dette gjorde han imidlertid ikke, og af SKs senere forfatterskab anmeldte han kun Gjentagelsen, nemlig i »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844, udg. af J.L. Heiberg, Kbh. [1843], ktl. U 57, s. 97-102. Martensen Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; fra 1840 ekstraordinær prof. i teologi ved Københavns Universitet og fra 1845 tillige hofprædikant. Han havde ikke omtalt SK eller dennes værker. Kjøbstaden . Prædiken af Luther ... af Synd – og Dyd Der sigtes til Luthers prædiken over Matt 9,1-8 i »Nittende Søndag efter Trinitatis«, jf. En christelig Postille () bd. 1, s. 549-559. Heri skelnes mellem to adskilte regimenter, to slags retfærdighed og fromhed, nemlig den menneskelige (verdslige) og den guddommelige. Den specifikt kristelige retfærdighed kaldes »Guds Naade eller Syndernes Forladelse«, og den kan man kun træde i forhold til et direkte gudsforhold. Hegel (...) Forf. af de 17 Bind Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, fra 1818 til sin død prof. i Berlin. Fra begyndelsen af 1830'erne udgav man hans skrifter i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45; bd. 18, der indeholder Philosophische Propädeutik, blev udgivet af Karl Rosenkranz i 1840. derhos desuden, samtidig. Bagbæster (skældsord) bæster, asner. Peder dvs. P.C. Kierkegaard (). Til hvem skulde jeg henvende mig? hentydning til Joh 6,68, hvor Jesu spørger disciplene, om de vil forlade ham, og Peter svarer: »Herre, til hvem skulle vi gaae hen?« (NT-1819). mit første Værk dvs. Enten – Eller (). er aldeles til Overflod er aldeles overflødig. piinagtig pinefuld(t). om mine Been, og om at det er dem, man skriver om . tage sig finde sig tilrette. bedrøve min Aand allusion til Ef 4,30: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819). Reduplication . Tilhold holdepunkt, rettesnor. er Gud Kjerlighed hentyder til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.« al den Sludder om Mediationen hentydning til den spekulative filosofi, hvor 'mediation' – de da. hegelianeres gengivelse af Hegels begreb »Vermittlung« – betegner en formidling (el. forsoning) af modsatte begreber i en højere enhed, således at begreberne består som ophævede momenter. tjent mig til Gode dvs. tjent til min fordel (gavn). da jeg gik ud som Forf dvs. i forbindelse med Enten – Eller (). en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. hende dvs. Regine Olsen (). transportere den paa overdrage den til. Biskop Mynster . falde paa Sligt komme på noget sådant. intet mindre aldeles ikke, på ingen måde. taget Partes lat. dele, (indtaget sin) rolle, (påtaget sig sin) opgave. Prof. Heiberg J.L. Heiberg (). skeer selv en Ulykke vederfares (får selv) en ulykke. Msk. Natur menneskets. Evangeliet om den ubarmhjertige ... hundrede Penninge sigter til Jesu lignelse om den gældbundne tjener, Matt 18,23-35, der er evangeliet til 22. søndag e. trinitatis: »Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tienere. 24. Men der [da] han begyndte at holde Regnskab, blev Een ført frem for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig. 25. Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og Børn, og alt det, han havde, og Gielden at betales. 26. Da faldt Tieneren ned for hans Fødder, og sagde: Herre, vær langmodig med mig, og jeg vil betale det altsammen. 27. Da ynkedes samme Tieners Herre inderligen over ham, og gav ham løs, og forlod ham Gielden. 28. Men den samme Tiener gik ud, og fandt en af sine Medtienere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde qvæle ham, og sagde: betal mig det, du er skyldig. 29. Da faldt hans Medtiener ned for hans Fødder, og bad ham, og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen. 30. Men han vilde ikke, men gik hen, og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig. 31. Men der hans Medtienere saae det, som skeet var, bleve de saare bedrøvede, og kom, og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var. 32. Da kaldte hans Herre ham for sig, og sagde til ham: du onde Tiener! al din Gield forlod jeg dig, fordi du bad mig. 33. Burde dig ikke og [også] at forbarme dig over din Medtiener, ligesom jeg og haver forbarmet mig over dig? 34. Og hans Herre blev vred, og overantvordede [overgav] ham til Bødlerne, indtil han betalte alt det, han var ham skyldig. 35. Saa skal og min himmelske Fader giøre mod Eder, om I ikke forlade af Eders Hierter Hver sin Broder hans Brøst« (NT-1819). – Penninge: .