Søren Kierkegaard »Æsthetica. Ældre« Søren Kierkegaards Skrifter 27 P95 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg Lena Wienecke Andersen, Elise Iuul, Stine Holst Petersen, Rasmus Sevelsted, Jon Tafdrup og Steen Tullberg Manuskripter KA, A pk. 1[I] og 1[II] samt pk. 41 læg 1; C pk. 2 læg 3 og 4 samt pk. 3 læg 7; d pk. 9 læg 1 H.P. Barfods afskrift P.A. Heibergs afskrift Udgaver Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1833-1843 Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave 1968-78, bd. I Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2010 http://sks.dk/p95/txt.xml 20120716 Karsten Kynde 1.7 Æsthetica. Ældre. Grunden, hvorfor jeg egenlig ikke kan sige, at jeg bestemt nyder Naturen, er fordi det ikke ret vil gaae op for min Reflexion, hvad jeg nyder. Et Kunststykke derimod kan jeg fatte; jeg kan – om jeg saa maa sige – finde hiint archimediske Punct, og naar jeg først har fundet det, da klarer Alt sig let for mig. Jeg kan nu forfølge denne ene store Tanke og see, hvorledes alle Enkeltheder tjene til at oplyse den. Jeg seer ligesom Forfatterens hele Individualitet som det Hav, hvori alt Enkelt reflecterer sig. Forfatterens Aand er mig beslægtet, den er vel maaskee mig langt overlegen men dog indskrænket som jeg. Guddommens Værker ere mig for store; jeg maa tabe mig i Enkeltheder. Deraf kommer det ogsaa, at Folks Yttringer ved Betragtningen af Naturen: Det er herligt, stort, osv. – ere saa flaue, thi de ere altfor anthropomorphistiske; de blive staaende ved det Ydre; det Indre, Dybe kunne de ei udtale. I den Henseende synes det mig ogsaa høist mærkeligt, at de store Genier af Digtere (som en Ossian, Homer) ere fremstillede som blinde. Det er mig naturligviis ligegyldigt, om de virkelig vare blinde eller ei; jeg holder mig kun til, at Folk har tænkt sig dem som blinde, thi dermed synes ligesom at betegnes, at det, de saae, naar de besang Naturens Skjønhed, det saae de ei med det udvortes Øie, det viste sig for en indre Intuition. Hvor mærkeligt er det ikke, at en af de bedste, ja den bedste Forfatter over Bierne var blind fra sin tidlige Ungdom af; det synes ligesom her, hvor man dog skulde troe, at den ydre Iagttagelse var saa vigtig, at betegne, at han havde fundet hiint Punct og nu derfra ved en reen sjelelig Virksomhed sluttede sig tilbage til alle Enkeltheder og reconstruerede dem i Analogie med Naturen. d. 11. Sept. 34. Eller som det dybest er udtalt i Pauli Omvendelses Historie (Act. IX, 8): da hans Øine aabnedes – saae han Ingen. d. 26. Juni 37. Prædestinations-Læren synes mig ligesom Myreslugeren at trække mig ned i en Tragt; det første Fald betinger alle de følgende ved en rædsom Consequents. Lig Myreslugeren opretter den sin Tragt (et vistnok træffende Billede paa en slig logisk Tankerække) i det løse Sand (de religieus-fromme Følelser), og den, der engang er falden ned, ham omslynger liig Laokoon alle Slutnings-Consequentser som Slanger. 11. Sept. 34. Det forundrer mig, at aldrig (saavidt jeg veed) Nogen har behandlet Ideen til en »Mestertyv«, en Idee, som vistnok i høi Grad vilde egne sig for dramatisk Behandling. Vi maae nemlig bemærke, hvorledes næsten alle Nationer have havt Ideen til en saadan, at for dem alle har der svævet et Ideal af Tyv, og vi vil see, at, hvor forskjellig end en Fra Diavolo kan være fra en Peer Mikkelsen eller Morten Frederiksen, de dog have visse Træk tilfælles. Saaledes coursere mange Historier om Tyve, som tillægges af Nogle Peer Mikkelsen, af Andre Morten Frederiksen, af Andre en Anden osv., uden at det bestemt kan afgjøres, hvilken af dem, det er, de egenlig tilhøre, hvilket netop viser, at man har tænkt sig et vist Ideal af en Tyv med enkelte store Træk, og nu har man tillagt denne eller hiin concrete Tyv dem. Ved denne Idee maa vi nu fornemlig erindre, at man slet ikke har tænkt sig det Slette, det Tyvagtige osv. som det ene og alene til Grund liggende. Nei tvertimod, man har tillige tænkt sig Mestertyven forsynet med Godmodighed, Elskværdighed, Godgjørenhed og derhos med overordentlig Conduite, Forslagenhed, Snildhed, som egenlig ikke stjal for at stjæle ɔ: for at tilvende sig en Andens Eiendom, men han stjal af en eller anden Grund. Ofte maae vi tænke os ham som den, der er misfornøiet med det Bestaaende, og som nu udtrykker sin Misfornøielse dermed ved at krænke Andres Rettigheder og som deri søger en Leilighed til at illudere og komme i Kast med Øvrigheden. I denne Henseende er det mærkeligt, at man (hvilket her fortælles om Peer Mikkelsen) tænker sig ham stjælende fra de Rige for at hjælpe de Fattige, som jo viser Ædelmodighed, og at han ei stjæler for egen Nyttes Skyld. Vi kunne dernæst ogsaa godt tænke os ham med varm Kjærlighed til det andet Kjøn, f. Ex. Foster (Feuerbach, 2den Deel), Noget, som paa den ene Side betegner et Lyspunct i hans Characteer, paa den anden Side netop giver ham og hans Liv det Romantiske, som udkræves til at adskille ham fra simple Tyve, – hvad enten saa Tyveriet skeer for om mulig derved at skaffe ham en bedre Fremtid i hans Elsktes Arme (som Foster); eller han bliver sig sin Virksomhed som Tyv bevidst som en Opponeren mod det Bestaaende; eller som en Hævner paa Øvrigheden af en ham af denne maaskee tilføiet Uretfærdighed. Nu træder hans Pige til ligesom en Skytsengel ved hans Side og skaffer ham Lise i hans Besværligheder, medens Øvrigheden forfølger ham for at gribe ham, og Mængden derimod seer mistænkelig paa ham som den, der dog er Tyv, uagtet en Stemme i dens Indre stundom maaskee dog taler til hans Forsvar, medens han ingen Trøst og Opmuntring kan finde hos andre Tyve, da de staae alt for langt under ham, og det Slette netop er fremherskende hos dem. Den eneste Omgang, han kan have med dem, kan kun være for at benytte dem til sine Hensigters Opnaaelse; iøvrigt maa han foragte dem. d. 12. Sept. 34. En saadan Mestertyv vil ogsaa dristigt (f. Ex. Kagerup) og frimodigt tilstaae sin Forbrydelse og lide Straffen for den som en Mand, der bliver sig bevidst at have levet for en Idee; og netop herved anerkjender han Realiteten af en Stat og fornægter den ikke – som man muligen kunde sige – i sit Liv; han opponerer kun mod Misbrug. Vel kunne vi ogsaa tænke os ham som den, der vilde drille en Ret, men deri maae vi da see en Slags Spotten over det Hele og en Udtalelse i Gjerning af en Forfængelighed, som ganske hører med til hans Idee. Frimodigheden vil han aldrig glemme, og han vil komme med egen Tilstaaelse, naar han først har viist, hvorledes han kunde illudere en Ret. d. 17. Sept. 34. Naturligviis maa han ogsaa tænkes udrustet med en høi Grad af Humor1, som meget vel kan forenes med hans Misfornøielse, der netop vil gjøre ham satirisk og – om han end ei altid maa tænkes misfornøiet, – dog let kan forenes med hans Udspring af den simplere Folkeklasse, af Nationens Rod. En Ugelspil vil han i enkelte Tilfælde ligne. d. 29. Jan. 1835. 1Som Exempel derpaa vil jeg anføre, naar en Peer Mikkelsen meddeler vedkommende Øvrighedsperson, at nu vil han forlade Byen. Eller naar en saadan Karl svarer en Politiebetjent – som, ved anden Gang at støde sammen med ham, bemærkede: vi kjende hverandre, –: ja vi have spadseret sammen (hiin Politiebetjent havde nemlig maatte løbe efter ham første Gang helt ud til Vibenshuus). Eller naar en Cartouche selv indfinder sig for at hente den udsatte Præmie. d. 29de Jan. 1835. Han er ikke en Mand, der søger at forføre Andre, tvertimod fraraader han dem at føre et saadant Liv; han har smagt dets Bitterhed, og kun fordi han lever for en Idee, udholder han det; de usle Tyve foragter han, og dog fører Skjebnen ham stedse sammen med dem. Den, der nærmest slutter sig til ham, hans sande Ven i Liv og Død, er ingen Tyv, elsker ham og vil opoffre Alt for ham, vil gjerne føre ham bort fra den Afvei, han er kommen paa, men tør ikke tale til ham derom; thi hun kjender hans Heftighed. Ofte føler han (Mestertyven) sig ogsaa høist ulykkelig ved sin Stilling, ved at staa brændemærket i Manges Øine, han føler sig misforstaaet (tragisk). Jeg vilde helst tænke mig en saadan Mestertyv som En, der tidlig havde mistet sin Fader og nu kun havde en gammel Moder igjen, som han elsker inderlig og hun ham, som dog gruer over sin Søns Afveie, medens netop hans Elskede reent overseer hans slette Sider, føler sig salig i Besiddelsen af hans Kjærlighed, medens hun maaskee knap tør tale om sin Kjærlighed for ei at røbe ham. Dette Forhold til Moder og Kjæreste ønskede jeg især at fremhæve for at betegne hans Gemytlighed. d. 29de Jan. 1835. Som en Scene vilde jeg tænke mig ham i en skovrig Egn i Maaneskin. Han henvender sig til Maanen: »Tak Maane, Du tause Vidne til de Elskendes Stevnemøde, til Røverens Luren, til den Gjerriges Angst, til Politiets Søvnighed, – dog især ynder Du Tyveriet, Du, som selv er en Tyv og stjæler Dit Lys fra Solen!« – Maaskee kunde ogsaa min Commentar over Politiets Vaaben passende lægges ham i Munden. Jfr. den hoslagte Seddel.1 Jeg kunde ogsaa tænke mig ham træffende sammen i en Kro med en Landstryger (en forulykket Copist eller maaskee tituleret Secretair, som da ogsaa søgte at udmærke sig ved sin Titel, sin Dannelse osv. – forresten en lav comisk Person), som nu søgte at ophidse Bønderne ved sine Taler om Bestyrelsens Mangler osv. og som netop derved vilde contrastere mod Mestertyvens alvorlige Misfornøielse med mangen Indretning. d. 9. Feb. 35. 1 Det er formodenlig derfor, at Politiet bruger et Vaaben, som forestiller en Haand med et Øie midt i, for dermed at betegne, at det har et Øie paa hver Finger; men at dette Øie ikke strækker sig ogsaa til Tommelfingeren betegner, at det ogsaa har en Finger for – naar det gjøres nødvendigt – at lægge den paa Øiet. d. 16. Dec. 34. Som Exempel paa, hvorledes Noget fra een Side kan tjene til i høi Grad at styrke Illusionen, fra en anden til at forstyrre den, vil jeg anføre af »Qvækeren og Dandserinden« Lordens Ord: »Det er en forstilt Rørelse«. Disse kunne enten bringe os til at tænke, at det Øvrige, vi see, er Virkelighed, eller erindre os om, at det Hele er en Comoedie. d. 5. Octbr. 34. Saaledes ogsaa i »Aprilsnarrene« Trine: »det er en gammel Mand, der hedder Rosenkilde, som copierer Dig«. d. 6. Novbr. 34. Blev Jacob v. Thyboe, naar vi tænke os ham døe ved at falde over sine Sporer i 5te Act; eller Lenore (behandlet som Skuespil), naar man lod Wilhelm virkelig komme og hende døe af Glæde – Tragoedier? d. 5. Octbr. 34. Forskjellen imellem en Skribent, som optager sit Stof allevegne fra men ikke bearbeider det til et organisk Hele, og den, der gjør det, forekommer mig at være den samme som imellem forloren og virkelig Skilpadde. Den virkelige Skilpaddes Kjød smager paa nogle Steder som Kalvekjød, paa andre som Hønsekjød osv., men det Hele er gaaet sammen i een Organisme. I den forlorne Skilpadde kommer man alle disse forskjellige Arter Kjød, men det, der forbinder de enkelte Dele, er en Sauce, som dog ofte er kraftigere end det Pjat, som i mange Skrifter træder istedet derfor. d. 22. Nov. 1834. Det synes, at i Vægterverset Kl. 10 den halve Deel: »vær klog og sniild« maa i Modsætning til det Følgende: »vogter Lys og Ild« være sagt til Tyvene; thi Snildhed og Klogskab synes mere at burde anbefales de vaagende end de sovende. d. 27 Nov: 34. Det mest Ophøiede-Tragiske ligger uden Tvivl i at være misforstaaet. Derfor er Christi Levnet den høieste Tragoedie, misforstaaet som han er af Folket, Pharisæere, Disciple, kort af Alle, uagtet det var de høieste Ideer, han vilde meddele. Derfor er Jobs Liv tragisk; omgivet af misforstaaende Venner, af en spottende Kone, lider han. Derfor bliver Konens Situation i Familien Riquebourg saa rørende, fordi netop hendes Kjærlighed til hendes Mands Brodersøn tvinger hende til at skjule sig og deraf den tilsyneladende Kulde. Derfor er Scenen i Goethes Egmont (5. Act, 1ste Scene) saa ægte tragisk; Clara bliver aldeles misforstaaet af Borgerne. Derfor er det vistnok ogsaa, at enkelte af Holbergs comiske Personer blive tragiske. Jeg vil som Exempel anføre den Stundesløse. Han seer den uhyre Masse af Forretninger hvile paa sig; alle andre smile ad ham og see Intet. Derfra ogsaa det Tragiske i den Hypochondriskes Liv, ogsaa i dens, som en Længsel efter noget Høiere har grebet og som nu støder paa Folk, som misforstaae ham. d. 22. Novbr. 34. Hvor nær det Tragiske ligger det Comiske (en Bemærkning, man især skylder Holbergs Fortjeneste af Comoedien, f. Ex. hans Jeppe paa Bjerget, Erasmus Montanus, den Stundesløse osv.) synes ogsaa at ligge til Grund for, at et Menneske kan lee, saa han kommer til at græde. d. 19. Januar 1835. Paa den anden Side ligger det Comiske det Tragiske saa nær, at man f. Ex. i Goethes Egmont 5. Act 1ste Scene er tilbøielig til at smile over Hollænderne. Naar man sammenstiller Mestertyvenmed den italienske Røver, vil man netop see en væsenlig Forskjel deri, at hos den Sidste det sociale Element er det fremherskende. Vi kunne ikke godt tænke os ham uden i Spidsen for en Røverbande, i hvis Midte han, naar Farer og Besværligheder ved Røveriet ere overstandne, overgiver sig til Lystighed, medens netop hos Mestertyven det langt Dybere gjør sig gjældende, et vist melancholsk Træk, en Indesluttethed i sig selv, en mørk Anskuelse af Livsforholdene, en indre Utilfredsstillethed. d. 15. Marts 35. Ugelspegel synes at repræsentere det Satyragtige i Nordboen. d. 16. Marts 35. Ligesom der gives Mennesker, der som de franske Modeboutiker skilte med Alt, hvad de har, saaledes gives der ogsaa Mennesker, hos hvem man bestandig aner Noget dybt, men hvis hele Dybde dog kun er som en Sjat Vand eller Speilglas – Alt viser sig selv deri. d. 3. April 35. Modgang sammenknytter ikke blot Msk.; men frembringer ogsaa hiin skjønne inderlige Samleven, ligesom Vinterkulden danner Figurer paa Ruden som Solens Varme udslætter. d. 14 Sept. 35. Det forekommer mig, at Kunstnerne gaae frem derved at de gaae tilbage, hvilket jeg i og for sig ikke har noget imod, naar det, som hos de bedre, er en reproduceret Tilbagevenden. Men urigtigt synes det, at de blive staaende ved de engang givne historiske Emner og saa at sige mene, at ene disse egne sig for poetisk Behandling, fordi nemlig disse Emner, som i og for sig slet ikke ere mere poetiske end andre, nu engang ere belivede og besjælede af en stor poetisk Natur. I saa Henseende gaae Kunstnerne frem, derved at de marschere paa Stedet. – Hvorfor ere den nyere Tids Helte osv. ikke ligesaa poetiske? Er det, fordi der er givet saa meget med Hensyn til Indklædningen af Stoffet, desto mere fuldendt kan den formelle Side blive. d. 29. Sept. 35. Den critiske Periode forholder sig til den nuværende som et Guldvadskerie til den Bank, der mynter Guldkornene og sætter dem i Circulation. d. 7 Oct: 35. Hvad Kritiken over de forskjellige Bearbeidelser af Faust angaaer, da kan man derved begrunde en Inddeling af dem og lette Oversigten over dem ved at lægge Mærke til, hvorledes en saadan Idee maatte speile sig i de forskjellige Tidsaldere, eller hvorledes enhver Tidsalders ved dens Individualitet tilslebne Brille maatte betragte denne Idee. For Ex.: den moraliserende maatte benytte Faust som et Involucrum for at lade see det Skjæve i Livet; den critiske maatte indskrænke sig til at see det Overdrevne deri, forklare den som en Munkeopdigtelse osv. Den nyere Tid maatte see det Dybere. d. 7. Oct. 35. Den litteraire Lærdom ligner ofte en uigjennemtrængelig Urskov, hvor man vel paa enkelte Puncter finder et Sted, hvor man kan bede, og en Familie, som udgiver sig for at vide Veien i det nærmest liggende District, men som dog mere har Efterretningen derom traditionelt end ved selv at have vandret Veien. I denne litteraire Urskov opholder sig ogsaa en Mængde vilde Dyr (Recensenter), som man med allehaande larmende Instrumenter maa holde borte, saaledes f. Ex. ved at træde i Pagt med andre Recensenter. Det allerbedste vilde maaskee være, naar man kunde gjøre ved Recensenterne ligesom ved Rotter: afrette een til at bide andre. d. 9. Oct. 35. Er da Alt Drømerie og Skuffelse – er da Naturphilosophernes Begeistring og En Novalis Sjelsfylde Opiums Dunster, – griber jeg da der, hvor jeg troede at møde det Ideelle i sin skjønneste og reneste _FarveForm det Materielle – d. 11 Oct. 35. Det er ikke blot fordi det_V er en Mskslægt, at Verden ligesom behøvede et Stadium for Synd et andet for Syndebevidsthed (om jeg saa maa sige); den enkeltes Liv viser det Samme. Først Synd, og ofte naar den er ophørt de facto kommer Bevidsthed om_der: Synd d. 11 Oct. 35. 74. 2d Sahl. Det skulde have glædet mig meget, om Goethe aldrig havde fortsat »Faust«, saa vilde jeg have kaldet den et Underværk; men her har den menneskelige Svaghed beseiret ham. Der hører en vis Styrke til at see Helten i et Stykke ligge under for sin Kamp, som her fortvivle over sin Tvivl; men det var netop det, der gjorde Faust til det store, han er; netop ved Omvendelsen bliver han trukket ned i det mere Hverdagslige. Hans Død er den fuldkomne Harmoni i Stykket, og vi kunne vel sidde og græde ved hans Grav men aldrig falde paa at løfte det Tæppe, som ved Døden gjorde ham usynlig for vore Øine. d. 1. Novb. 35. Der gives Forfattere, der ligesom de Tiggere, der ved at blotte Legemets Feil og Vanskabthed søge at vække Medlidenhed, stræbe efter ved at afsløre deres Hjertes sønderrevne Tilstand at vække Opsigt. d. 1. Novb. 35. Der gives Kritikere, som, idet de aldeles mangle Øie for det Individuelle, søge at betragte Alt fra et almindeligt Standpunct, og som derfor, for at det kan blive saa almindeligt som muligt, stige saa høit som muligt, indtil de saa i Grunden slet ingen Ting see uden en vid Horizont, netop fordi deres Standpunct ligger for høit. d. 2. Novb. 35. Man blænder sig ofte selv ved at antage mangt et Indfald og Bemærkning, som enten nu ret livlig springer frem fra en Tid, da man har læst det, eller ligger i hele Tidsalderens Bevidsthed, for sit eget, – ja netop i dette Øieblik, da jeg gjør denne Bemærkning, er denne maaskee igjen et Resultat af Tidsalderens Erfarenhed. d. 13. Novbr. 35. Det er vistnok ofte noget Sørgeligt og Deprimerende, naar man i Livet vil udrette Noget ved sin Tale, og man dog tilsidst seer, at man Intet har udrettet; men at Vedkommende haardnakket vedbliver sin Anskuelse; men det er dog ogsaa paa den anden Side noget stort_egl, at hiin anden og saaledes bestandig hver enkelt er en Verden for sig, har sit Allerhelligste, hvor ingen fremmed Haand kan trænge ind. Jan. 36. Modgang knytter Msk. sammen og bringer Skjønhed og Harmonie i Livsforholdene, ligesom Vinterkuldens Phantasie fremtryller Blomstre paa Ruden, som forsvinde ved Varmen. Jan. 36. Det er_d underligt nok med Overtro. Man skulde vente, at den, der eengang havde seet, at hans sygelige Drømmerier ikke gik i Opfyldelse, nu tvertimod for Fremtiden skulde opgive dem; men tvertimod de faae mere Styrke, ligesom Spillelysten stiger hos den, der eengang har tabt i Lotteriet. Jan. 36. Det har ofte paatrængt sig mig, naar jeg læste et eller andet godt Digt, et eller andet genialt Arbeide, at det dog var godt, at jeg ikke selv var Forfatter dertil; thi nu har jeg dog Lov til ret at give min Glæde Luft, uden Frygt at blive beskyldt for, at det er Forfængelighed. Jan. 36. Sentimentalitet_{Sentimentalitet.} forholder sig til den sunde ægte Følelse som Spurven til Svalen, der lader den sidste bygge sin Rede og gjøre Alt færdigt for derpaa at lægge sine Unger deri. (Jeg veed forresten ikke om det netop er Tilfælde med Spurve og Svaler; men saa meget veed jeg, at der gives tvende Fugle Arter, som det forholder sig saaledes med.). Jan. 36. Den samme Vanskelighed, der viser sig paa Erkjendelsens Gebeet med H.t. at faae den empiriske Masse med, viser sig ogsaa fE paa Følelsens Gebeet; thi sæt fE at Een ved et Dødsfald blev sig bevidst at der fE døde 100,000 Msk hver Dag i Europa saa vilde hans Sorg forekomme_netop ham latterlig. Deraf sees Nødvendigheden at holde paa Nationaleiendom̄eligheden i Erkjendelsen d. 15 Jan. 36. Det er meget interessant at see Resultatet af meget store Individualiteters bestaaede Livs-Examen. _ExamenPracticum. Saaledes fE en Goethe »vanitas vanitatum vanitas.«

Ich hab'_habt mein Sach auf Nichts gestelt Juche

etc. en Kingo »Saa far da Verden far vel«; en Herder fE i _enet lille Digt efter det engelske, hvori han fortæller, at der kun er bleven ham to Blomster tilbage

Liebe und Freundschaft

Schleiermacher: min Sjæls aandelige Puls skal slaae med de samme friske Slag indtil mit sidste Aandedrag etc. Feb. 36. Jeg har gjort opmærksom paa Sammenstillingen af Sancho Panza og D. Quixote; D. Juan og Leporello; Faust og Wagner, saaledes er ogsaa Figaro Modsætning til en staaende Character, saaledes gaaer ogsaa gjerne i Eventyret en Amme som Raadgiver ved Siden af en Prindsesse. Feb. 1836. Folk forstaae mig saa lidt, at de ikke engang forstaae mine Klager over, at de ikke forstaae mig. Feb. 36. Det er sært, at vor Tidsalder, der er saa begeistret for det Nyttige, ikke kommer saavidt, at den fE afskaffer al Begravelse og Pietæt mod de Døde; og anbefaler fE at brænde Ligene man kunde jo deraf faae Patent-Gjødning. – Feb. 36 Livs Ironien maa nødvendigviis meest høre hjemme i Barndommen i Phantasiens Periode derfor er den saa paafaldende i Middelalderen_Middealderen, derfor er den i den romantiske Skole. Manddomen, som den der mere er gaaet op i Verden, har ikke saa meget deraf. – Feb. 36. # Hele Msklivet kunde godt lade sig opfatte som en stor Tale, hvor da de forskjellige Msk. komme til at repræsentere de forskjellige Taledele (dette lader sig maaskee ogsaa overføre paa Staterne i Forhold til hverandre). Hvor mange Msk. ere ikke blot Adjectiver, Interjectioner, Conjunctioner, _{Conjunctioner}Adverbier hvor faa ere Subst., Gjerningsord etc., hvor mange ere copula. # Det gaaer med Msk. i Forhold til hverandre, som med de uregelmæssige Verber i adskillige Sprog, alle Verberne ere næsten uregelmæssige. Martz. 1836. Skulde det romantiske egl. ikke ligge i den Mangel paa relativ Maalestok, som netop her gjør sig gjeldende; thi vilde man blot see paa det Mangfoldige, saa vilde jo Noget, som dog vistnok er romantisk ikke kunde subsumeres under dette Begreb, jeg mener den vide udstrakte Ørken 1 , som fE_med den nordafricanske, der dog efter Ehrenbergs (cfr. Noten) Beskrivelse er meget romantisk, saaledes og den jydske Hede (Blicher); Begyndelsen til Novellen »Telse« 1 cfr. det interessante Stykke i Dansk. Ugeskrift. 4 B. p. 153 o: f: p. 154. Note: »Det er allerede af flere Reisende bleven bemærket, at Mangelen paa en Maalestok for Legemernes relative Størrelse i de store, øde africanske Ørkener giver Anledning til besynderlige Forvexlinger. Jeg er selv oftere bleven skuffet saaledes, at jeg i den Formening at see en Grib ell. anden stor Fugl sidde paa en høi i Nærheden, har begyndt at nærme mig med anlagt Bøsse, indtil jeg tilsidst opdagede, at det ikke var en Fugl i Nærheden; men en Cameel paa en langtbortliggende Høi. Ligeledes har jeg ofte betænkt mig paa og forsømt at skyde efter Fugle, fordi jeg holdt dem for fjerne store Dyr...... Ligedan gaaer det med Hørelsen. En_In saadan Dødsstilhed, som om Natten hersker i disse Ørkener, er for en Europæers Øre noget ligesaa Usædvanligt, som den flade eensformige Slette er det for Øiet. I utrolig Frastand kan man høre Fodtrin, Tale ja endog en sagte Hvidsken.« – Idet man da hell. ikke kan afgjøre om det er langtfra ell. nærved Lyden kommer. #. Man kunde maaskee ogsaa gjøre opmærksom paa Forskjelligheden_d i Lege, de gl. brugte Legemsøvelser, kastede med Discus, – den_det romantiske Tid jagede og fiskede (begge_fiskede. Dele netop romantiske. Den hele Drømmen om, hvad man muligen kunde fange etc). Martz 1836. Hvoraf kom det, at de fleste, idetmindste de betydeligste af den rom: Skole, gik over til Chatolicismen, var det ikke, fordi netop Reformationen, som den, der gik tilbage til noget oprindeligt, netop derved antydede, at den havde_{enten allerede ha} Ideens Tilblivelse i Formen, et Præsens som den nu netop søgte igjen at gjøre til et Præsens, medens Chatol: væsentlig higede frem (og_frem. dog vel ikke af den Grund at Gudstjenesten_Gudss hos_{hos hos} Chatol. var mere sandselig etc) – Martz 1836. Det antique er et Divisions Stykke af det ideelle i det reelle som gaar op, det romantiske giver altid Brøk. Martz. 1836. En ægte romantisk Situation er saaledes Ingeborgs, hvor hun siddende ved Strandbreden forfølger med Øiet den bortseilende Frithiof, ihvorvel ogsaa her det romantiske vilde forsvinde, dersom man tænkte sig hende mere dvæle ved Tanken om sit Tab, end beskjæftiget med Frithiofs Færd og Stilling. Martz. 36. Det Antike er et Præsens, det romantiske et Aorist. Martz. 36. Det er Forskiellen mell. den, der af Begeistring for en Idee gaaer Døden imøde, og Efteraberen der søger et Martyrium, at medens den første neppe_netop i Døden meest lever i sin Idee, glæder den anden sig mere ved den underlige bittre Følelse der ligger i at ligge under, den første glæder sig ved sin Seier, den sidste ved sin Lidelse. Martz 36. Der viser sig ret Modsætningen mell. den romantiske Tidsalder og vor Forstands Periode, medens den fornemlig dvælede ved Tanken om et stort Træ, der ragede op til Himlen (for saaledes at forbinde Himlen med Jorden. Ask Ygdrasill – Giganter?) søger vor Tid at faae Alt til at udbrede sig for Øiet, det Ene ved Siden af det Andet; medens hiin Tid søgte at faae saa at sige hele Slægten til at gaae op i eet Individ, stræber vor_E Tid efter at faae Alle Nationer til at staae ved Siden af hverandre, det saakaldte kosmopolitiske System. Man indvende ikke, at det foregaaende ogsaa var en Slags cosmopolitisk Betragtning; thi Forskjellen er, at den rom:_foregaaende Tid mere dvælede ved Forestilling om det Store Ophøiede etc. i dette enkelte Individ, hvorimod vor Tid mere dvæler ved Tanken om det Mangfoldige, Heterogene, der forenes til Eenhed. Derfor medens hiin Tid igjen fastholdt Nationaliteten, og saa saa at sige igjen _hverthver Nation opgaaende i sin Repræsentant, dvæler vor Tid mere ved Tanken om de mangfoldige Individer, der ere forenede i een Stat, de mangfoldige Interesser, der her krydse sig, – og altsaa igjen ved det Mangfoldige. Martz. 1836. Det romantiske ligger egl. deri, at een Idees to Halvheder holdes ud fra hverandre ved noget Mellemliggende Fremmedartet. Da Adam var skabt, krævede Adams Ideen sit Supplement i _{Eva, dyrene}Eva (Dyrene kom til ham og han gav dem Navne _Choretdet Mangfoldige er her – Choret om jeg maa sige er her – Ironien er her –) Eva kommer og det romantiske er forbi, der er Ro. – Msk skabes det synder, dette factum kræver sit Supplement, nemlig Chr:. Hos de Nationer nu der bleve sig denne Halvhed_Halvheel i Existentsen bevidst udviklede det rom: sig, de øvrige dannede Chor. Ironie etc. Chr: kommer der er Ro. – Chr: Gjenkomst_Gjenkomst. kunde nu behandles saaledes igjen. Det her anførte lader sig let eftervise, saavel i Middelald. overhovedet, som i de _{præstationer}Præstationer der henføres til det rom: Martz. 1836 er Ecko romantisk. Ja, men naar det svarer er det romantiske forbi. den romantiske Tid har bestandig noget in mente. Det er mærkeligt at see, hvorledes der i alle Livsforholde og Retninger (politisk – religieus etc etc. ogsaa i det Smaa) har dannet sig en Anskuelse, man kalder juste melieux, men som jeg hell. vilde kalde Livets Intetkjøn; thi det er netop den allerkjedsommeligste Art Msk. at have med at gjøre; de ere sande Hermaphroditer. Martz. 1836. Ved det romantiske kommer det igjen an paa om det mere er den _{længselsfulde}længselsfuldt skuende hen i en Evighed (det mere sentimentale) ell. den ved kraftig Handlen betingede _{Brogethed –}Brogethed. Martz. 36. Det forundrer mig ingenlunde, da det jo var rimeligt, at hiin mægtige Tidsalder maatte afficeres væsentligen af enhver udv: Omstændighed, at netop saadant Noget som store Stene, maatte tiltale den. Deraf er det formodl. kommet, at de tænkte dem Troldene boe under dem, og det galt blot om, at komme imellem, naar Trolden vilde ned, for at aftvinge ham een ell. anden Gave. Men ret mærkelig er saa den Nemesis, der gjerne fulgte med, naar man indlod sig med dem; thi hvorofte høre vi ikke Tale om, naar Vedkommende havde faaet det gode Sværd, den Bue, den Piil etc. han bad om, at der da gjerne fulgte et lille »

aber

« dermed, idet han ofte derved blev et Redskab i Skjebnens Haand til at ødelægge hans egen Familie etc., hvor mange sørgelige Consequentser fører ikke den lille Omstændighed til, at dette Sværd engang draget ei kan stikkes i Skeden, uden at det haver været dyppet i varmt Mskblod. Martz. 1836. Ret interessant er den underlige Comoedie, der f. Ex. i de nordiske Kjæmpehistorier spilles med Verden, idet den, man mindst skulde vente Noget af, pludselig træder op med en Kraft og Vælde, der ikke er dem synderlig glædelig, der have benyttet hans tilsyneladende Tossethed til at drive Spot med. (Det hele Hamletske; som Exempler vil jeg ogsaa anføre Ketil Hængs Saga 3 D. 2 H. S. 3 o. f.; Buesvingers Saga 3 D. 2 H. S. 211.) Det er imidlertid dog ikke saa mærkeligt, da det er Naturen, der ligesom en Tidlang har ladet den Ild gløde under Asken, der senere blusser desto kraftigere op, som netop her er Tilfældet, idet en pludselig Forsvinden danner Overgangen til den senere glimrende Periode. – Men endnu mærkeligere er det Exempel paa den underlige Art Ironiseren over Verden, – idet den i al sin Kløgt staaer overfor et Individ, der spiller den Afsindige og dog overgaaer dem alle, – som jeg finder i »

Schwab, Buch der schönsten Geschichten und Sagen

« i Robert der Teufel S. 357, hvor det paalægges ham af den Eremit, han consulerer, at han skal gebærde sig som en Nar og en Stum, ikke nyde nogen Spise uden med Hundene og ligge hos dem osv. Imidlertid udretter han store Ting for den Konge, han er hos, dog uden at Nogen ahner det undtagen Kongens Datter – men han spiller atter sin Narrerolle. – Herfra kunne vi danne Overgangen til en Undersøgelse om Narrenes Betydning i Middelalderen: hvorledes Narrene i det Store var, om jeg saa maa sige, Choret i de Verdens Tragoedier, der opførtes i Middelalderen; hvorledes netop Narrens Forhold til hans Herre var en Frugt af den Kløft, der var befæstet mellem Adelen og de ringere Classer; hvorledes netop derfra lod sig danne Overgangen til en Wagners, Leporellos og Sancho Pansas Forhold til deres respective Herrer, for saaledes fra en anden Side at komme ind paa den samme Idee, vi ved en anden Leilighed have omtalt. Marts 1836. Det synes næsten, som der behøvedes to Individer for at danne et heelt Menneske; derfra da ogsaa den Begeistring for Fyrsten eller Herren, som Narren ofte udviste. Naar jeg siger, at der skulde ligesom to til for at danne et Individ, saa mener jeg naturligviis ikke det Forhold, Ridderen stod i til hans Riddersvende; thi de spillede slet ingen selvstændig Rolle, men til Narren, der netop repræsenterede Intelligentsen. Jeg troer, at det kunde blive en ret interessant Idee at udarbeide en comisk Roman: »En litterair Don Quixote«. Der har i den lærde Verden udviklet sig en reen Misforstaaelse af Bøgers Betydning. Istedetfor at ansee dem for et nødvendigt Supplement til Livet, anseer man det for en Hovedsag at læse saa mange som muligt. Det Comiske vilde nu ligge i den fortvivlede Stræben efter »at følge med«, og ved Siden deraf i den fuldkomne Mangel paa dog at udrette Noget i Verden, idet de bestandig levere lærde Arbeider og tabe sig i Noter; en fiin Ironie skulde der gaae ved Siden af i den simple pretensionsløse Virken ved Skrifter, – f. Ex. en Claudius' – der endog vidste at gjøre hele hiin tantahliske Stræben til en frugtbringende Læsning. Ved Siden deraf kunde ogsaa gaae en Ironie, som laae deri, at han bestandig var den, der gik bag efter og samlede op, ligesom den Pige, der følger Høstkarlens Skridt; at hver Gang han vilde sige Noget, som han meente var noget Nyt men som til syvende og sidst var noget Gammelt, han havde læst (thi ogsaa den Side var ret interessant), en Anden saa allerede havde sagt det; – derfra kunde saa udspinde sig et ret comisk Slagsmaal om Ideer (som igjen kastede et nyt Lys over ham). Det kunde ogsaa blive en ret god Side at lade en saadan Mand faae det Indfald at ville skrive for Menigmand. (Dansk Folkeblad.) Marts 1836. Det kunde blive en ret interessant Sammenstilling mellem vore danske Kjæmpeviser og den Art af Drikkeviser, der for et halvhundrede Aar siden var i Brug her; netop fordi begge Dele have en saa væsentlig Farve af Folkelivet; det kunde være ret betydningsfuldt for at see den i Nationen grundede musicalske Tone. (Beranger). Martz. 1836. Det vilde være interessant gjenem en ordl. historisk Undersøgelse at see de forskjellige Versemaal som en nødvendig Affødning af hele Tidsalderen, hvori de hørte hjemme. Vor Tid har Romanen og Novellen. Martz 1836. Det er det Tragiske, der ligger i Umuligheden af at have_{kunne gjøre sig for} Een, man kan gjøre sig forstaaelig for, der saa skjønt er udtalt i Genesis, hvor Adam giver alle Dyrene Navne; men finder Intet for sig. Martz. 1836 De tre store Ideer (D. Juan; Faust og den evige Jøde) representere saa at sige Livet_det udenfor Religionen i dets trefoldige Retning, og først idet disse Ideer i Livet gaaer over i det enkelte Msk. og blive middl., først da komme det Moralske og Religieuse, saaledes staaer min Anskuelse af disse tre Ideer i Forhold til mit dogmatiske Standpunct. Martz 36. A. En saadan pludselig Forsvinden, som følgende paa et ellers udmærket og iøinefaldende Liv (hvad enten det nu forresten var godt ell: ondt), for ligesom at forhindre at den ellers over Alt Andet hævede, nu skal fordunkles ved et Endeligt som enhver Andens, og idet den sætter Phantasien i Bevægelse, sørge for at det bliver saa grandieust som muligt – en saadan Forsvinden er ikke ualmindelig, hvad enten jeg vil tænke paa en Elias, ell. en Romulus, ell. paa det høieste i saa Henseende Chr: Himmelfart. Men det jeg egl. her vilde gjøre opmærksom paa, er, hvor consequent den Maade at forsvinde paa er ind i hele den Anskuelse, som gjør sig gjeldende i foreliggende Art Litteratur. Medens nemlig ved en Himmelfart, det aabenbart bliver den fremherskende Tanke Forestillingen om den Herlighed, hvortil Vedkommende er indgaaet, og saaledes dog det Hele paa en Maade er forbi, idetmindste Gemyttet finder Ro og Hvile i Tanken om denne Herlighed og ikke beskjæftiger sig med Forestillingen om hvad nu han i sin Herlighed vil foretage sig (idet netop denne hans Herlighed bliver tænkt væsentlig som en Liden, _Ssom en Hvilen i en skyggefuld Egn, i ambrosisk Duft etc etc.); kommer her netop Tanken igjen til at lade ham bestride en Mængde Eventyr, forgjeves (cfr Rafn p. 627. med:) raaber man ham an, at han skal holde stille, han farer afsted som en evig Jøde, dog med den Forskjel, at hans hele _Omgivelse,Omgivelse (Hunde Heste, Falke) erindrer om den vældige Jæger, der hvert Øieblik møder et nyt Dyr, det ene mærkeligere end det andet. Som en Fortsættelse af slige Historier er det ogsaa, at man i saa mange Egne hører Tale om den vilde Jagt, og den med slige Historier fortrolige Landmand (det er vist en meget feilagtig Anskuelse, at slige Sagn skulde virke skadelig paa Landmanden, tvertimod, han er slet ikke bange for dem; men han er hjemlig i dem) hører ved _NattediederNattetider Hundeglam, Hestetrav etc. Altsammen Levninger fra den Tid, da hele Verden var en stor Skov beboet af Drager og Løver etc. Det er den consequente Udvikling af hele deres Livs Anskuelse, og medens den classiske Oltid, ret som et Sindbillede paa hele deres Stræben lod Sisyphus staae og rulle Stenen op indtil den faldt ned og saa fremdeles, (Danaiderne øse i Kar, som det flød ud af igjen), saa lod den romantiske Tid Ridderen bestaae sig i Eventyret. Man har sagt, at det var Christendommen, der egl. udviklede det romantiske; men var det ogsaa den, der gjorde det (hvilket der forresten kan være Tvivl om; thi vel lokker Christd: Tanken ud over det Jordiske til noget Hiinsides og er forsaavidt _romantiskeromantisk; men dette Hiinsides er en Dom ell: en søvnagtig _TilstandDvale-Tilstand inden en Dom), saa var det dog kun igjenem Berøring med det Nordiske, der netop ved sit Giftermaal med Christd: frembragte Riddervæsenet og netop ved den Nordboen saa eiendommelige Forestilling om Livet_{om en Livetom en K} som en Kamp, saavel her som hisset, og Døden som Faldet heri Livet paralellt med Faldet i det andet Liv, som en Overgang for at staae op igjen – _fremavledetfremavlede det egl. Romantiske. Martz. 1836. Humor i Modsætning til Ironie, og de kunne derfor gjerne være_med forenede i et Individ, begge Dele betinges derved, at man_I ikke er indgaaet med Verden; men ved det første modificeres denne Ikke-Indgaaen med V. derved, at man bryder sig Pokker om den, ved den anden derimod derved at man søger, at paavirke V.; men netop spottes af denne. Det er de to modsatte Ender af et Vippebredt (Bølgebevægelse); thi Humoristen føler Øieblikke, hvor Verden gjækker ham, ligesom den Anden, der i sin Kamp med Livet ofte maa ligge under, ofte igjen hæver sig over den og smiler ad den. (Naar fE. Faust ikke forstaaer Verden og dog igjen smiler over Verden, som ikke forstaaer ham.). April 1836. Der eftervises det Romantiske, der_h ligger i Stikordet i hele Baggesens Thora fra Havsgaard, Atterkommeren_{atterkommeren}, jeg kommer igjen – Er Johanne d'Arc_{Johann d'ArcJohanne Arc} romantisk og hvorvidt. Ligger det Romantiske i det Brogede_brogede, Mangfoldige. Nei.; thi det Antique har jo Nympher, Nereider etc etc, men det Romantiske i det Brogede ligger deri, at en utilfredsstillet Trang har fremmanet _dendet, uden dog at finde sin Tilfredsstillelse deri. April. 1836. Samtale med J. Jürgensen d. 18 April 1836. Han var fuld, hvilket man fornemlig bemærkede ved at iagttage Kanterne af Lebberne. Han meente, at Poesie dog egl. var noget underordnet, en Udvæxt og anpriste det Philosophiske; anpriste Hukommelse, misundte mig min Ungdom, talte om Løvfaldet, om Vindens Susen, Blæst. »Det halve Liv er for at leve det andet halve for at fortryde og jeg gaaer rask ind paa det Sidste.« »I Ungdommen kan man gjøre meget galt og gjøre det godt igjen.« – »Jeg har ført et meget bevæget Liv, staaet i Forhold til Alt, hvad der nu gjør sig gjeldende, er Duus med alle Talenter, spørg mig nu om dem.« – 19. Papir145, bl. [1r] Vittighedens Allestedsnærværelse. April 1836. Derfor er det nødvendigt for Msk. at antage en Guds Bistand for at forandre sig, ikke fordi det jo nok kan uden at det gaaer op i dets Bevidsthed forandre sig; men saa er den anden Afvei ligesaa nær, at hovmode sig deraf. Tieck fortæller en Historie (i hans Roman:

der junge Tischlermeister

. Berlin 1836. 1ste Bind i Begyndels.) om en Mand, der vendte sig af med Drik; men som saa snart troede, at han var en Prophet. – 6. Juni 1836. En omvandrende Musicant paa en Slags Rørfløite ell. Sligt (jeg kunde ikke see, hvad det var,_var) da han var i en anden Gaard) blæste Menuetten af D. Juan, og Apothekeren stødte_støtte sin Medicin og Pigen skurede i Gaarden 1 etc og de mærkede Intet og Fløitespill. maaskee hell. ikke og jeg følte mig saa vel._{saavel.saavel, s} 10. Juni 1836. 1 og Staldkarlen striglede sin Hest og slog Striglen af mod Stenen, og fiernt fra en anden Kant af Byen lød en Reiemands Stemme. Det er aabenbart, at det romantiske i Tiden efterhaanden mere og mere tager af, i samme Grad nemlig som Nødvendigheden gjøres gjeldende (Hegel), saaledes at det Christ. hell. ikke bliver det rom: (fE. Schl. en nødvendig Udvikling.). Hvorvidt ligner det antique, der saaledes indtræder det egl. saa kaldte Antique. (Skjønhedens præsens.). 12 Juni 1836. Naar jeg taler om Modsætningen mell. det Antique og Romantiske_Romantikke, saa tænker jeg naturligviis ikke paa nogen enkelt æst: species, men paa en Grundmodsætning, som maa give hver enkelt Leed i Æsthetik. en anden Farve. ₁₆12. Juni 36. Chr. er egl. Bevidstheden om det Midd: Forhold, Msk. altid maa træde i til det Gudd:, derfor fE at bede i Chr: Navn ɔ: at bede saaledes som Bevidstheden af at vi ere hver et Leed i en Udvikling i en Slægt fører det med sig, kun nemlig som saadan kan Msk. stille sig i Forhold til Gud, hvad enten han handler ell: _beder.beder, derfor have næsten alle Nationer havt en ell: anden, i hvis Navn de bade, men det var da indskrænket til dem, fordi ikke hele Verdensbevidstheden gik op i dem, men deres Nationbevidsthed, Localbevidsthed – derfor at bede ved Helgene, Cathol._d Beden ved_i Guds Moder er noget Lignende. d. 12 Juni 1836. (Josty). Det er underligt, at Folk ere saa vrede paa Jesuiterne, i en vis Betydning er Enhver, i samme Grad som han er begeistret for en Idee, og alene vil Realisere den – Jesuit d. 17 Juni 1836. Hvoraf kommer det, at vi ønske helst at læse det Comiske i Selskab, det Tragiske alene. – d. 19. Juni 1836. Der gives Mennesker, der bestandig ere Tiere i Modsætning til de almindelige Enere. d. 20 Juni 36. Nu forstaaer jeg det, som jeg saa tidt har forundret mig over, at netop Thorvaldsen er opstaaet i vor Tid; han er ret egl. Samtidig med Hegel. Det Romantiske er forsvunden og Nødvendighedens (antique) Præsens indtraadt (Billedhuggerie_indtraadt. hører til det antique), og saaledes have vi da oplevet et nyt antique Stadium. Det Romantiske er forsonet med Verden. Saaledes er det ogsaa gaaet med Munkevæsenet, som jo nu forlængst er færdigt i Hist:, men hvis sidste Stadium netop var antique, en Form, under hvilken det ogsaa maa komme igjen, dersom det nogensinde gjør det. Først levede Munkene aldeles udenfor Verden, saa i Kamp_V med Verden i en særegen Dragt, saa at Enhver kunde kjende dem; endelig levede de i Verden, forsonede med den. (Jesuiter etc). d. 2 Juli 1836. Derfor heller ikke længere Opbyggelsesskrifter, der lære at foragte det Nærværende og haste ind i Evigheden; men Hverdagsforfatterenshistorier. – d. 2 Juli 1836. Grundtvig anseer det apostoliske Symbolum for det Feldtraab1, som Christus_Gud hvidskede Msk i Øret, og som han paa Dommedag vil høre igjen af den Sidste. d. 6 Juli 1836. 1Parole (ogsaa med Hensyn til det, som Grundtvig saa tidt fortæller, at i den ældste Kirke torde de ikke fremsige det. Den ene hvidskede_hvidkede den anden det i Øret og saa fremdeles.) Endogsaa den meest antique Uro (fE. Laokoon, der knuses af Slanger) er dog Ro, – den meest romantiske Ro – Uro fE

Waldeinsamkeit

Wie liegst Du weit!

O dich gereut

Einst mit der Zeit. –

Ach einzige Freud

Waldeinsamkeit.

(Tieck. Phantasus 1ste B. samtlige Verke 4 B. p. 161. »

der blonde Eckbert

.) d. 10₉ Juli 36. Situation 2 Individer, der begge ere forfængelige_P fortælle hverandre en glimrende Begivenhed af deres eget Liv, saaledes, at den ene ikke hører stort paa den anden; men dog saaledes at den Ene til Slutning gjør den samme Bemærkning om den anden gjensidig, at det er kiedeligt, thi han vil altid tale_høre om sig selv – d. 11 Juli 36. Hvorvidt er Illusion nødvendig i Livet for Msk. dette_Hvorle i Forhold til det Romantiske – Hvorledes gaaer det med Theorien om Verdens Gangen som en nødvendig Udvikling, og hvorledes maa den Theorie virke i Livet? Maa den ikke lamme al Virksomhed idet den ophæver den rigtignok egoistiske; men dog naturlige og enthusiastiske Forvisning om i det mindste i Kampens Øieblik, at det man handler for er det ene rigtige. Eller er denne Philosophie kun anvendelig paa det Forbigangne, saa at den lærer mig at løse dets Gaade, og da igjen lade Samtidens Liv staae _stod som den Gaade, den følgende Slægt har at løse. Men hvad nytter da den Philosophie mig. Og ere de, der ynde den, istand til saaledes at resignere, og lade Verden gaae sin skjæve Gang, og hvad skal man tænke om dem, er det Feil hos dem ell. i_hos Systemet – d. 11 Juli 36. Handlingen uden en Idees Interesse er som Dialectik uden Videns Interesse – Sophistik – Derfor er det ret interessant, at samtidigt med de største Sophister (paa Erkjendelsens Gebeet) levede ogsaa de største Sophister paa Handlingens Gebeet nemlig de, som øvede dem selv i Afholdenhed, ved Selvpiinsler. – d. 16 Juli 36. Skulde det Ironiske i Christd. ikke ligge deri, at den gjorde et Forsøg paa at omfatte hele Verden, men_h til Umuligheden heraf laae Spiren i den selv, og hermed hænger det Andet sammen – det Humoristiske – dens Betragtning af det den egl. kalder Verden_· (dette Begreb hører nemlig egl. med til den og den staaer derfor paa en Maade paa halv Veien), idet Alt hvad der hidtil havde gjort og endnu gjorde sig gjældende i Verden blev sat i Forhold til den_dens Christnes formentlig ene Sande, og derfor Konger og Fyrster, Magt og Herlighed, Philosopher og Kunstnere, Fjender og Forfølgere etc – etc. forekomme dem at være Intet og ved deres Formening om, at være noget stort – latterlige – d. 19 Juli 36. Alt bliver dog mere tragisk derved at man gjør det, om jeg saa maa sige, historisk, gjør det til Noget, som ikke blot hænder mig; men hele Verden; men naturligviis kun i det Tilfælde, at man først har fastholdt sin egen Nød, og derpaa giver det denne historiske Baggrund. Saaledes Heyne:

es ist eine alte Geschichte, wird immer aber neu, und wem sie jetzo passiret, ihm springt das Herz entzwei

– dog her er det allerede mere Reflexionen derover; men fornemlig træder det op i sin naive Skikkelse fE. i flere Digte i

Knaben Wunderhorn

. – I Novellerne af Brødrene Bernhard er et Ex: i »Børneballet«, hvor man til Slutning seer den samme Lieutenant, som har forgiftet Heltindens Liv, ja saa godt som dræbt hende, gaae_{og nu} bag efter en ikke fuldkommen udviklet _Pige;Pige, hvorved_{men hvor det idetmindste forekommer mig, ·· at det ikke er ganske kl} Historien saa at sige begynder forfra. En saadan Laden Historien begynde forfra kan i en vis Betydning ogsaa blive comisk, idet man gjør Livet til et Lirekasse Stykke, der naar det er ude begynder forfra. d. 20 Juli 36. Naar den indiske Lære opfatter Læren om det Onde, saaledes, at den udvikler (cfr. Schlegel Wercke 1. p. 213), at Gud ligesaavel er det Ondes som det Godes Ophav, (paa en Maade sætter Djævelen med i Triniteten (cfr. Schlegel sammesteds.) er det da ikke Hegelianisme, og hvorvidt lader det sig forene med Forestillingen om det Romantiske, man ell. pleier at lægge i det Indiske. d. 1 Aug 36. Hvilken πϱοτυπος for det enkelte Mskliv ligger deri, at vi altid see_N Nationernes poetiske Udvikling begynde med det episke og først da følger det lyriske. d. 2 Aug 36. Den Tvesidethed, som jeg har paavist i Middelalderen ved Narrene, lader sig ogsaa see deri, at de havde et Sprog for Videnskab, et for det poetiske (latinsk-romanske Sprog). 2 Aug 36. Forsaavidt Χstd: blev staaende ved Læren om Gud-Msk ϑεαντϱωπος, forsaavidt er den ikke romantisk; det er og den Side Hegel fornemlig har trukket frem. d. 4 Aug. 36. Corresponderende Phænomener: Skolastiken i_{Skolastiken –} Middelalderens Phantasie-Periode; den romantiske Skole i vor Tids Forstands-Periode. d. 4 Aug. 36. Det Romantiske har Mirakler, det kan det antique ikke have (Hegelianere – Schleiermacher.). d. 4 Aug 36. Det Romantiske kan man paa en Maade ogsaa see i det Draperie, som den moderne Konst giver sine Billedstøtter og Malerier (paa en Maade Allegorie)                                     cfr. Görres p. 276. lin. 7 o: f: fra oven p. 302. lin. 5 o: f: fra oven. d. 4 Aug 36. Ogsaa det kan man bemærke med Hensyn til Forskjellen mell. Antique og Romantisk; at Skuespillerens_{Skuespilleren} (i den rom: Tid) Fremstilling er en bestandig Stræben efter at lade et Phantasiebillede staae for Tilskueren, som han aldrig giver i noget enkelt Moment ell. heelt igjenem; men ved en heldig_heldigt Mine, Replik_Replique, o:s:v: leverer lineamenterne til; hvorimod hos Græk. og Romere Skuespilleren paa sin Cothurne ell. Sokkus øieblikkelig ved_g Hjælp af Maske etc traadte saaledes op som han blev hele Aftenen igjenem, ikke saa megen Leilighed for _MinespilMimespil, noget automatisk. d. 9 Aug 36. cfr. Schlegel Werke 5te B. p. 61 midtveis Striden mell. Orthodoxe og Rationalister lod sig opfatte som Striden mell. den gl. og nye Sæbekjelder, der ogsaa har det tilfælleds med de religieuse Stridigheder at den udvikler en Mængde Terminologier, som da endte med: 1) den gl. Sæbekjelder, hvor de nye Sæbekjelder-Folk boe (Rationalisterne, der havde kjøbt de gl. Sæbekjelder-Folk ud af Huset ɔ: bemægtiget sig Kirken) 2) d. ny Sæbekjelder, hvor de gl. Sæbekjelder-Folk boe (Orthodoxe, der gjøre Fremskridt (Grundtvig) forlade Luther etc. d. 10 Aug 36. ..... Istedetfor det Skjønnes Ideal træder National-, ja By- og Klasse-Smag, og det fuldkomneste Aftryk deraf. d: 11 Aug. 36. Mærkeligt nok er det, at jeg efter saalænge at have beskjæftiget mig med Begrebet af det Romantiske, nu først seer, at det Romantiske bliver det Hegel kalder det Dialectiske,_Dialectiske. det andet Standpunct hvor: Stoicisme – Fatalisme Pelagianisme – Augustianisme. Humor – Ironie etc. høre hjemme, Standpuncter, der hver for sig ikke egl. have nogen Bestaaen; men Livet er en stadig Pendulbevægelse derimellem. Jeg indseer nu ogsaa, at naar Heiberg har overført Hegelianismen paa Æsthetiken og meent at finde Treeheden: lyrisk – episk – lyrisk-episk (dramatisk) han vel har Ret; men at dette lader sig gjenemføre i en langt større Maalestok – antik – romantisk – absolut Skjønne, og saaledes at netop den Heibergske Treehed faaer sin Betydning, idet saavel det Antike, som det Romantiske og det abs. Skjønne har sit lyriske_{episke –} – sit episke – sit dramatiske. Hvorvidt er det forøvrigt rigtigt at begynde med det lyriske; Digtekunstens Historie synes at tyde paa en Begyndelse med det episke. d. 19 Aug 1836. Goethe har vel Ironie og Humor; men svæver over begge – forsaavidt forskjellig fra den græske Tragoedie. d. 19 Aug 36. Den Tvesidethed, jeg fra andre Sider har seet i Middelalderen lader sig ogsaa see deri, Natur og Kunst høre med til at danne en stor Digter, Middelalderen havde derfor de to Poler udviklede for sig – Natur-Digtere og Kunstdigtere og de grebe sjeldent ell. aldrig over i hinanden. Overhovedet synes det Characteristisk for Middelalderen, at de to Magter, der skulde forenes med hinanden, gaae op i hinanden, holdes ude fra hinanden, repræsenteres som 2 Retninger – (fE Skolastik – Ridderlivet etc.). d. 21 Aug 1836. Hvorfor tiltaler Lirekassemusik os saa ofte, det er vistnok paa Grund af det Romantiske, der ligger i dens Fremtrædelsesmaade. Det er ligesom noget poetisk i Folkelivet. Man venter slet ikke Musik, og pludselig begynder han at spille. d. 25 Aug. 36. Den Hegelske Drøvtygningsproces med 3 Maver, først det Umiddelb:, derpaa bliver det stødt op igjen, saa ned igjen, maaskee derfor en følgende Mester kunde fortsætte det med 4 Maver o: s: f:, saa ned igjen saa op igjen, jeg veed ikke om Mester forstaaer, hvad jeg mener. – 25 Aug. 36. Da Goethe havde dannet Overgangen til det Antique, hvorfor fulgte Tiden ham ikke, hvorfor følger den ham ikke, da Hegel havde gjort det, hvorfor virker det ikke, fordi disse to havde reduceret den æsthetiske og speculative Udvikling derhen til; men den politiske Udvikling maatte ogsaa gjenemleve sin romantiske Udvikling, og derfor er netop ogsaa den hele nyere romantiske Skole – Politikere. d. 25 Aug. 36. »Mangler den Erkjendelsens Begeistring, som dog maa ansees som eiendommelig for Faust, egenlig ikke i Goethes Behandling? – Vel er det sandt, hvad jeg ved en anden Leilighed har yttret, at Faust optager Don Juan i sig; men desuagtet kan hans Kjærligheds-Liv, hans Sandselighed aldrig blive saaledes; hos ham er det Sidste allerede middelbart, Noget, han drevet af Fortvivlelse styrter sig ind i«. August. 36. Hos de Gl. gik det Guddommelige bestandig op i Verden, derfor ingen Ironie. Ogsaa i Versemaalet i den moderne Udvikling viser sig Modsætningen til det Antique – i Mangel paa relativ Maalestok. (de moderne accentuerede Sprog) Det Udarbeidede i Versemaalet er Poesiens Skolastik. Her har jeg altsaa Parodien paa Trobadourernes musicalske Udvikling i Riim_Verse etc Ordspillet cfr Diez p. 101 o: f: Ligesom H: Steffens taler om, hvorledes Musiken kan henrive Msk. »

in die Selbstsucht der wildbewegten Töne

(cfr

Karikaturen des Heiligsten

_p2. D. p. 103). d 9 Oct. 36. I Rimet ligger det Musicalske. Omkvædets store Betydning netop i ældre Tid (Knabens Wunderhorn) fE Bürgers Lenore. Theorien om et Skriftsprog er i det mindre det Samme som Theorien om et fælleds Sprog for de Lærde. Det Romantiske er ogsaa paa en egen Maade derved udtrykt i Middelalderen at alt var_· omvandrende: omvandrende Riddere; fahrende Skolaster; omv: Sangere, Musikantere, Munke etc. – »

fliegendes Blatt

«. NB Alle disse Bemærkninger fandtes paa nogle Lapper Papir, og synes alle at stamme fra August Maaned. Den Yttring af H: Steffens og dens Forhold til Hovedbemærkningen er af senere Art og Dato anført. – d. 9 Oct. 36. Hvorvidt er Faust et umiddelbart Drama? som J. L. Heiberg siger; (gives der et saadant?). Hvorvidt er det rigtigt at lade F: opfatte Mephisto ved hans første _FremtidFremtræden humoristisk (Lessing, Klinger, Folkesangen i Knaben Wunderhorn 1, 214. – i Analogie med Stedet hos Goethe p. 85: Was wilst du armer Teufel geben etc o: a:). Dette har imidlertid Goethe først gjort paa det andet Sted p. 69: »das also war des Pudels Kern, Ein fahrender Scolast? Der Casus macht mich lachen.« Her er det imidlertid første Gang Mephisto optræder. Er det maaskee Goethes Villie, at distinguere mell: der Geist (p. 34.) og Mephisto (det Hele ikke legemlige – og »bescheidne Warheit sage ich Dir«.). Hvorledes staaer det til med Goethes Ironie og Humor, det er ligesom Lynild og Torden betragtet af Een, der paa et Bjerg er hævet derover – han har overlevet dem, forsaavidt mere end classisk. (romantisk-classisk.). F. hører hjemme i Ironiens Ebbe og Flod. Derfor gjenemløber han ogsaa strax i 1ste Scene den hele Climax. Han vil favne Makrokosmos, bliver afviist, stormer nu løs paa mikrokosμos ogsaa afviist falder han i Armene paa Wagner (Ironie); men denne Ironie maatte som saadan afføde sin Humor, der nu ogsaa yttrer sig med H. t: Wagner« p. 36 o: f:. Forøvrigt kan jeg ikke her undlade at omtale en Misforstaaelse, som jeg ved en tidligere Læsning af dette Digt, havde gjort mig skyldig i. p. 35 lin 3 f: n: nicht einmal dir, hvor jeg havde overseet einmal og taget dette Sted i den Betydning, at Djævelen vilde forlokke F: ved Tanken om hans Gud-Lighed, der altsaa hævede ham langt over Djævelen. Nu seer jeg, at det idetmindste ikke er G: Mening, om der end kunde ligge Noget rigtigt i at lade Mephisto træde i et saadant Forhold til F: ved sin første Optræden. – Ironien er humoristisk opfattet af F: _selv:selv (»meine Schüler an der Nase herum«) Wagners hele Forhold til ham er Ironie; men nu kommer lige i det Øieblik han har besluttet at lade Alt være Sandser en ny Discipel (dyb Ironie). Ironie er det, hvor Bønderne modtage ham med Jubel, fordi han i sin Tid har frelst dem; Ironie, hvor W. glæder sig derover, dog Bøndernes Jubel opfatter han strax humoristisk. Ironie er hele Scenen med Hunden. p. 57. øverst er et sandt Seerblik i enhver dyb religieus Tvivlers Sjæl. Han føler selv meget godt hvor vigtigt det er for Msk, at have et saadant religieus Udgangspunct og det falder ham derfor ikke ind at spotte derover for at berøve dem det. p. 64. Jehovah var ikke i Stormen, den Ro, der imidlertid er udgydt over F: er ikke andet end en Slappelse. Han er allerede for meget traadt i Forhold til Djævelen, hvilket netop betinger hans Misforstaaelse af Evangeliet. Guds Riges Bearbeidelser ere _altsnemlig ophørte. Saaledes maatte der ogsaa indtræde en vis Ro, i det Øieblik da Comandanten slipper D. Juans Haand, idet Kampen mell. de stridende Magter paa en Maade ophører. – Hvad Betydning har det Mephisto fordrer, at F: tre Gange skal sige »herein« før han kom̄er. Sammenlign Goeth. F: med Digtet i Knaben Wunderhorn. – fE. F: p 75, hvor han dysser ham i Søvn, fordi han ei kan slippe bort, med den Forvexling i Kn: W:, da han istedetfor Χ, som han ikke kan male maler Venus. Det er underligt at see den yngre Generation, der vel har noget Faustisk i sig, netop at knytte sig til Goeth: Bearbeidelse deraf, der dog paa ingen Maade har noget forførerisk ved sig som dog D. Juan i enkelte Momenter (F: i slet ingen), det er snarere som Goethe var den graa Mand i Peter Schlemihl, der _dogtog F: Skygge op af Lommen, der sagde: justo judicio Dei damnatus sum. d: 8: Sept: 36. Skulde der ikke ogsaa være nogle enkelte begeistrende Erkjendelsens Øieblikke 1 (kan det ikke forenes med Tanken om Djævelens Bistand ell. saa før Forbindelsen med ham) hvorvidt komme disse i anden Deel? og ere de da ikke af en ganske anden Art? Lord Byrons Manfred er nok F: uden en goethisk opdragende Mephisto? 1 idetmindste en Stræben i den Retning, saaledes som det ogsaa paa sin Viis er antydet i den Folkebog paa Dansk, jeg har. cfr p. 10. Er det den sædvanlige goethiske Verdens-Erfarenhed, der har gjort at G: i sin F: lader Mephisto lede den p. 93 ny Schüler vild netop over Facultets Studiet_V, idet han paa eengang spotter den vidtgaaende Stræben ved at hjemvise ham til et Facultet (Examen) Studium, og paa den anden Side ved at lede ham vild herover, afskrække ham herfra, forhindre og ødelægge hans store Planer, der kunde have gaaet styrkede ud af en saadan Presse. Man kommer herved let til at tænke paa Hamann, der ogsaa i denne Henseende er πϱοτυπος, hans Liv 1ste D. af hans Schriften p. 172. d. 9 Sept: 36. Paa en Tid, da det hører til Dagens Orden, at den ene Forf: plyndrer den anden, er det dog glædeligt, undertiden at støde paa Mænd, hvis Individualitet saaledes stempler og mynter hvert Ord med deres Brystbillede, at det maa paanøde sig Enhver, naar man træffer det paa frem̄ed Sted at sige til Vedkommende: »giver Keiseren hvad Keiserens er.« d. 10 Sept: 36. Ironien hører kun hjemme paa det umiddelbare (hvor Individet imidlertid ikke bliver sig den bevidst som saadan) og paa det dialectiske Standpunct, hvorimod paa det 3die (Charakterens) Verdens-Reactionen ikke træder op som Ironie, da der nu i Individet er udviklet Resignation, som netop er Bevidstheden om den Grændse enhver Stræben, forsaavidt den vil bestaae i en Verdensorden, maa have, da den som Stræben er uendelig og ubegrændset. Ironie og Resignation ere de modsatte _Poler.Poler, de modsatte Bevægelses-Retninger. d. 13 Sept. 36. Alt ender med Gehør – Gramatikens Regler ender med Gehør – Lovens Bud med Gehør – _{Generalbassens}Generalbassen med Gehør – Philosophiens System med Gehør – derfor fremstilles ogsaa det andet Liv som lutter Musik som en stor Harmonie – gid snart mit Livs Dissonants maatte opløses deri. d. 11 Sept: 36. Det er i Grunden den samme Stræben, der (i Phantasiens Tid,) gjorde, at man om jeg saa maa sige oversatte Digte i _{Prosa: den}Prosa (den hele Udvikling der fulgde paa Kjæmpeviser etc. – almdl. Morskabslæsning) – der nu i Forstandens Periode gjør at man oversætter det egl. Videnskabelige i en Slags Poesie – Noveller –. d. 12 Sept. 36. Det er en ret interessant Paralelle Hamann_Paulus anstiller mell. Loven (Mose L.) og Fornuften. Han gaaer nemlig løs paa Humes Sætning: »

die letzte Frucht aller Weltweisheit ist die Bemerkung der mslichen Unwissenheit und Schwacheit«

. ........

Unser Vernunft,

siger saa Hamann,

ist also eben das, was Paulus das Gesetz nennt – und das Gebot der Vernunft ist heilig, gerecht und gut; aber ist sie uns gegeben uns weise zu machen? Eben so wenig als das Gesetz der Juden, sie gerecht zu machen, sondern uns zu überführen von dem Gegentheil, wie unvernünftig unsere Vernunft ist, und daß unsere Irrthümer durch sie zunehmen sollen, wie die Sünde durch das Gesetz zunahm

«. d: 12 Sept. 36. cfr. Hamann Schr: 1ste B: p. 405. Et andet Sted p. 425. »

Ist es nicht ein alter Einfall, den du oft von mir gehört: incredibile sed verum? Lügen und Romane_Romanen müssen wahrscheinlich sein, Hypothesen und Fabeln; aber nicht die Wahrheiten und Grundlehren unseres Glauben.

« Elvira (i D. Juan) er egl. ikke en Charakter, dertil mangler hun de bestemte og tydeligere Omrids, hun er en transparent, gjenemsigtig Figur, igjenem hvilken man seer Guds Finger, Styrelsen, der paa en Maade mildner Indtrykket af den altfor hevnende Nemesis i Comandanten, idet den bestandig aabner D.J. en Mulighed af at undgaae den, Elvira er altfor ætherisk for en Charakter, hun er liig Elverpigerne, der ingen Ryg har. d. 13 Sept: 36. Vil Vaudevillen, saaledes som den har udviklet sig her, ikke paa en Maade ophæve sig selv; idet nemlig det musicalske Element her er indrømmet en saa stor Betydning, og Pointen bestandig bliver at søge i Musiknumerets Forhold til den Opera, hvoraf det er taget; men Forraadet deraf vel snart er udtømt, idetmindste forsaavidt det kan blive anvendelig i Vaudevillen (almeen bekjendt – folkelig.), og derfor den ny Vaudeville vil komme til at søge sit Point i Anvendelsen af det samme Musiknum̄er i en anden Vaudeville (saaledes som det allerede, dersom jeg ikke feiler, er skeet i Nei!) og saa fremdeles, indtil den ophæver sig selv, og ligger heri ikke et Beviis for Vaudevillens transitoriske_transt Betydning – Betydning som Udviklingsleed. – d. 14 Sept. 36. Hvorlidt Forstanden kan udrette i speculativ Henseende kan man bedst see deraf, at naar den kommer høist den netop i et selvmodsigende Udtryk maa forklare det Høieste. Som Exempel kan tjene flere Udtryk fE i formula Concordiæ. d. 19 Sept. 36. Hvorfra kommer dog egl. det Comiske, der kan frembringes blot ved at give den samme Idee en anden Indklædning. fE. Jeg troer det er i »Claras Skriftemaal« (af Hverdagsforfatterens_{Hveragsforfatterens} Historier) at en Dame beskrives saa ætherisk, at hun, som det hedder, ikke gaaer; men svæver, ved hvert Skridt i Begreb med at hæve sig fra Jorden, hun var dannet af Bjergets Taage – og man nu tænker paa Hoffmanns Skræder, der fik Balonspiritus, og derfor begyndte paa Apotheket at hæve sig fra Jorden op mod Loftet; men nedstødt derfra dalede ned igjen o: s: f:. – Eller naar man istedetfor at sige: ligesom Høstkarlen med sin Lee gaaer over Marken, siger ligesom Barberen med sin Ragekniv gaaer hen over den tætbevoxede Kind. d. 19 Sept. 36. Det er ret mærkeligt, at Ingen, saavidt jeg veed, endnu er falden paa, at mane Forfattere op af Graven og lade dem overvære en Auction over deres egne udødelige Værker. d. 20 Sept. 36. Da man i den fr: Revoloution ønskede at see den sidste Konge hængt i den sidste Præsts Tarme, maa dette Ønske let erindre om hiint Ønske af Caligula, at alle Romeres Hoveder sad paa een Hals for paa eengang at kunne hugge dem alle af. d. 20 Sept. 36. Det gaaer mange Msk. med Hensyn til Opfattelsen af sin_denne Samtids Historie i sit Forhold til den forbigangne Udvikling som Een, der paa sin Vei hører et Kirkeuhr slaae; men da han er kommen gaaende, kan han forsaavidt ikke vide, om Uhret begyndte at slaae_k med det første Slag, han hørte; denne Illusion (at det er det første Slag) gaaer han nu i, og deraf bliver let en Følge, at han tæller 2, medens Kl. er 7 o: s: v: d. 20 Sept. 36. Den Forskjel jeg har søgt i de gl. Sprog (Quantitetens) og de moderne (Accentuations) med H. t: Begrebet af det Romantiske har Steffens (i en ganske anden Forbindelse i Caricaturen des Heiligsten 1 D. p. 350) udtrykt saaledes:

Die europäischen Sprachen sind nur Ton; die Buchstaben, die Sylben, die Worte haben nur Bedeutung für das Ohr, der Klang schließt sich an das innerste, lebendigste, beweglichste Dasein an, und diejenige Sprache vor allen, die den Ausdruck betont, wo die Töne sich, steigend und fallend, hervorgehoben oder zurückgedrängt, an die innere Bedeutung an jede Gemüthsbewegung eng und leicht anschmiegen, kann recht eigentlich eine christliche 1 Sprache genannt werden, und deutet auf den Sieg der Liebe über das Gesetz.

« d. 28 Sept: 36. 1 hvad jeg vilde kalde: romantisk. Liig Simon Stylita staaer Fichte paa en uhyre høi Spidse under de meest smidige (dialectiske) Bevægelser, og Mængden staaer og forundrer sig over ham og følger ham ikke, og de Faae der søge at stige derop parodiere ham. (den Fichtiske Skole). d. 1 Oct. 36. Fichte havde i høi Grad denne Ederkoppe-Fugtighed, hvormed han saa snart han fik det mindste Holdningspunct strax styrtede sig ned i Slutnings Formens hele Sikkerhed. Aug. 36. Man maa vogte sig for ikke for tidligt at gaae ind i Videnskabernes hellige Ægtestand, man har godt af at leve ugift en Tid lang, om end det og er slemt at ende som Pebersvend. d. 8 Oct. 36. Det er ret mærkeligt den underlige Maade, hvorpaa noget forlængst Forbigangent_forbigangent pludselig kan springe frem i Bevidstheden fE Erindringen om noget Urigtigt, som man neppe er bleven sig bevidst i Handlings Momentet – Lynglimt, der antyde et stort Tordenveier. De træde ikke frem; men springe ret egl. frem med en uhyre Kraft og Fordring paa Gehør. Saaledes i det Store er vel hiint Sted at forstaae i Ev: at Msk. skal paa Dommens Dag gjøre Rede for hvert utilbørligt Ord de have talt. d. 8 Oct: 36. Det jeg kalder det Mythologiske-Poetiske i Historien er den nimbus, der svæver over enhver ægte Stræben i denne, ikke en Abstraction men en Forklarelse, ikke_ligesom det prosaiske virkelige, og enhver ægte historisk Retning vil ogsaa afføde en saadan Idee-Mythologie. d. 17 Oct. 36. Skulde ikke noget af det, jeg har kaldt Ironie, nærme sig til det, som Grækerne kaldte Nemesis fE den Overskatten af et Individ, netop i det Øieblik han føler sig ulykkeligst ved en Skyld fE Scenen i Faust, hvor de jublende Bønder tage imod ham og takke ham for hans og hans Faders Kunst i Sygdom, saaledes ofte den Wagnerske Beundring. d. 27 Oct. 36. Det er unægteligt, at det Billede af Fausts Liv i Auerbachs Kjelder, hvor han sidder til Bords med de studerende (cfr. v. Raumer

historisches Taschenbuch.

5te Aargang foran Titelbladet) erindrer meget om Don Juan ogsaa den store Pokal, han har i Haanden. d. 29 Oct 36. Netop fordi Livets forskjellige Factorer ikke var hverken i det enkelte Individ ell. hele Slægten bragte til Eenhed, maatte Livet ende med at Heltene gik i Kloster, og skjøndt de i høieste Grad misbilligede, at Een fra sin Ungdom af bestemte sig dertil, (cfr. Historien om den skjønne Melusina Geoffroy myrder sin Broder Freymund) finde de det ganske naturligt, at de selv efter et omtumlet Liv, gjøre det. fE Geoffroy d. 1 Nov. 36. Man skrev paa flyvende Blade. 3 Novbr. 36. Den Mythologie som Middelalderen frembragte, var om jeg saa maa sige msklig ɔ: den_det egl. Mythologie er Skabelsen af Gud i Msk. Billede; denne Mythologi skaber Msk. i sit Billede (mere episk) det var Livet der skulde afklare sig. d. 3 Nov. 36. Hvorledes forholder Pagen i Figaro sig til D. Juan. d. 10 Nov. 36. Noget, der ogsaa taler for at opfatte Mephistopheles Optræden med H: t: Faust humoristisk, er ogsaa de mange Exempler paa, hvorledes Djævelen bliver tagen ved Næsen cfr fE Historien om Virgilius i v. der_der. Hagens

Märchen

1ste Bind. d. 12 Nov: 36. Tvesidetheden i Middelalderen viser sig ogsaa deri, at Menigheden spiste Brødet, Præsten drak Kalken – d. 20 Nov 36. Naar jeg betragter Sagen aldeles in abstracto, maa_{kan jeg gjerne indrømme,} jeg ganske consequent komme til det Resultat, at det Romantiske gaaer op i en Classicitet, medens naturligviis ethvert Forsøg paa at eftervise den classiske Tid i Tiden er af mythologisk Art, og kun fremkommen af den msklige Svaghed, der aldrig kan fastholde et Begreb i dets hele uendelige Forsvinden; men altid maa afpæle det ved Hjælp af Grændser, saaledes Jødernes Forventninger, knyttede til Christi Komme, Christi Komme til hans Gjenkomst, hvilken sidste consequent maa tænkes at pege paa en Gjenkomst o: s: f:, idet nemlig ethvert Forsøg paa, at sige, nu er det forbi, er et Forsøg paa at gjøre det til Mythologie. d. 30 Nov. 36. /verte. ad lin 3 paa den foregaaende Side, den romantiske Stræben er nemlig en sig selv fortærende, og jeg kan ikke gjøre den evig, da jeg da fik_ell en Evighed bestaaende af en uendelig Mængde Momenter – dog Alt dette in abstracto. Det Mangfoldig-Brogede, som man finder i den indiske Poesie, og som har anlediget, at Nogle have betegnet den som romantisk, – er ikke romantisk det er det Vegetativ-Mangfoldige, Osterlændernes Liv er i det Hele Vegeterende, hvor jo ogsaa deres Guder etc bæres af et Blomsterbæger, udvikle_····· sig af Blomster cfr »

speculative Darstellung des Christenthums

v. M. Leipzig 1819. p 168 »

Daher rühren die vielen Reitze des Pflanzenreichs, das unendliche Spiel von Formen und Farben, welches die Pflanzen in unschuldiger bewußtloser Offenheit vor den Augen des Zuschauers entfalten.

– d. 25 Dcbr. 1836. (Værket selv ejer jeg.) Der maa i Mythologie-Udviklingen være et Stadium, der svarer til den hele Periode i Barndom̄en, da Individet saa lidet har udsondret sig fra det Hele, at det siger: mig slaaer Hesten, hvor Individet er saa lidet sondret fra det Hele, at det kun ligesom i flygtige Øieblikke kom̄er tilsyne omtrent_og som »

die Wellenmädchen

« paa en Tegning, der findes i Kobberne til Wollmer,

vollständiges Wörterbuch der Mythologie

paa Plade CXV., hvor det saa rigtigt er viist og gjort anskueligt ligesom en Avlekraft i dens Vorden d: 7 Jan: 37₃₆ Noget_d Lignende seer jeg at Heiberg har gjort gjeldende med H.t. Oehlenschläger i flyv: P. for 1828 St: No 3 af hans Svar til Oeh: 2 Side 1ste Spalte_Spalte, øverst. d. 17 Jan. 37. 17. Papir207, afskrift af Barfod øverst til venstre i marginalspalten s. 114 i journalen BB Der gives Skrifter, hvor en eller anden laant Idee, eller Indfald kommer paa en aldeles udvortes Maade igjen, saa det næsten er det samme som Omqvædene i de gamle Kjæmpeviser. NB. dem som forekomme midt i Verset, og som ikke staae i mindste Forhold til Digtet selv. d. 5 Febr. 37. Nordboens Mythologie slog sig ihjel ligesom Solon befalede, at hans Love skulle brændes 100 Aar efter hans Død. – Febr 37. Men har jeg (cfr. en anden Lap) opfattet det romantiske Standpunct som et Vippebredt, hvis Ender Ironie og Humor betegne, saa er det en Følge af Sagen selv, at dets Oscillation kan have en høist _forskjelligeforskjellig Bane at beskrive, ligefra den meest himelstormende Humor til den meest fortvivlende Liggenunder for Ironie, ligesom der jo ogsaa gives en vis Roe og Ligevægt paa dette Standpunct (den Wielandske »Ironie«), thi Ironien er først overlevet, naar Individet, hævet op over Alt, skuende ned derpaa tilsidst er hævet op over sig selv og har seet sig selv i sin Intethed fra hiin svimlende Høide og derved fundet sin sande Høide. – cfr. Prindsessinn Brambilla. 2 Juni 37. Denne sig-selv-Overvinden af Ironien er det høiere aandelige Livs _Klima Krisis, Individet er nu acclimatiseret – Spidsborgerligheden, som igrunden blot skjuler sig paa det andet Standpunct er beseiret, Individet forsonet. Ironiens Standpunct som _saadantsaadan er nil admirari; men Ironien naar den dræber sig selv har ved Humoren foragtet Alt sig selv med iberegnet. – Vilde _enet Stykke, hvori Helten ell. Heltinden (fE hvis man bearbeidede_{lod bearbeide} Lenore som et Drama) døde af _Glæde;Glæde, ell vilde et Stykke som fE Jacob v. Thyboe, dersom man deri lod Leander ved Tilfælde have taget en ladt Pistol og nu skudt Jacob, vilde, siger jeg, disse Stykker være Tragoedier. Jeg synes ogsaa, at man aldeles apriorisk maatte kunne føre et Beviis for Chr: virkelige Død; thi det maa jo antages, at have hørt med til hans sande msklige Udvikling. 20. Papir211, bl. [1r] Det gaaer ofte med at følge Comentatorernes Vei som med den Reisende i London; Veien fører nok til London; men naar man vil derhen, maa man vende sig om. – Der gives vistnok Mennesker, hos hvem det Geniale fremtræder paa en ligesaa ubeleilig Maade som det Geniale hos Køerne i deres Bissen. Der gives Mennesker, der, naar de rigtigen ville udrette Noget, gribe saa grandieuse Forholdsregler, at de aldeles forfeile Maalet, ligesom Dværgen i Eventyret, der, da han vilde forfølge den flygtende Prindsesse og Prinds, tog Syvmile-Støvlerne paa og ikke, førend han var kommen til Tyrkiet, erindrede, at Flygtningene formodenlig ikke brugte samme Art af Befordring. Det egenlig Deilige ved Lemmings Spil (han er en dansk Musicus; jeg hørte ham i Studenterforeningen) var at han strøg Guitarren. Disse Svingninger bleve næsten anskuelige for Øiet, ligesom naar Maanen f. Ex. skinner paa Havfladen, saa Bølgerne næsten blive hørlige. cfr. Ret poetisk er ogsaa det Endelige, som bliver enkelte Msk. tildeel i Sagnene, saaledes cfr. 1 B. p. 138. »der Höllenjäger«. Der fortælles Donatus var Keiser i Rom og samtidig levede en Ridder Laurentzius, hvis Land Keiseren ønskede, hvorfor han befalede ham, at drage ud og skaffe sig (Keiseren) en sort Hest, en sort Hund og en sort Falk, og hvis han ikke kunde det, maatte han aldrig komme mere tilbage. Ridderen drog nu bort og fik virkeligen hvad han ønskede (iøvrigt er Maaden, paa hvilken han faaer den ret interessant, hans Kone raader ham nemlig at gaae til hans Skriftefader og bekjende alle hans Synder etc.), han kommer tilbage og nu vil Keiseren ride paa Jagt med den sorte Hund, sorte Hest og sorte Falk; men man seer ham aldrig meer. cfr nordiske Kiæmpehistorier v. Rafn 2d. D. p. 628. angaaende Didrik af Bern (dog her som det synes i god Betydning) cfr. i den Andledning nogle vedlagte Bemærkninger under Mærket A. En egen Art Abe er den saakaldte Entelle (Semn: Entellus), der er lysegraa, men sort paa Ansigt og Hænder ........ Den franske Naturforsker Duvaucel havde paa Sumatra stor Vanskelighed med at komme til at skyde disse Enteller, da de Indfødte holdt dem for forvandlede Prindser og Prindsesser med Guddomskraft. Dansk. Ugeskrift. 4 B. p. 338. (i et Foredrag af Escricht over »Aber«) Det Historiske ved Stene og Trolde. Schiller har rigtig trukket Grændsen mell. det Naive og Sentimentale, ved at sige: at hiint rører os ell. virker paa os ved dets Naturlighed, dets sandselige, objective Sandhed, dets levende Nærværelse; det Sentimentale derimod, der opstaaer ved en Reflexion over det Indtryk, som Digteren selv modtager af sin Gjenstand, virker kun ved Reproductionen af den samme Reflexion hos Andre. cfr Molbech. Forelæsninger 2d D. p. 234. For det første maa jeg protestere mod den Anskuelse, at det Romantiske lod sig opfatte i et Begreb, thi deri ligger netop det Romantiske, at det flyder over alle Grændser. Paa en Snedkerregning af 27 Marts.....vistnok 1836 Hvori kan egl. den Tilbøilighed ligge, der yttrer sig hos Folk, der i een ell. anden Henseende ere forfaldne, til netop da at styrte sig ind i Verden, istedetfor at skye den. Saaledes siger fE. J. Jürgensen, at, naar han er fuld, føler han en næsten uimodstaaelig Trang til at gaae til Folk, gaae hen, hvor der netop er Mange. cfr. Goethes Faust p. 197. l: 10 o: f: Det er ganske sandt, hvad Heyne (romantische Schule) saa ivrig dadler hos A.W. Schlegel den underlige Krebsegang, hvorved han altid har som Maalestok et_{for et} tidligere Arbeide og saa fremdeles baglænds; men Heyne selv og Consorter ere netop selv forfaldne til den modsatte Yderlighed, idet de bedømme Alt med den Duodez-Maalestok_{Duodes-Maalestok}, som den allertidligste Samtid leverer og igjen her i dette korte Tidsrum har bestandigt et 1 ell. ½ Aar yngre Værk at sammenligne det med. d. 12 Aug. Overhovedet lod der sig anstille ret interessante Undersøgelser, om den for forskjellige Sprog og Udviklingstrin forskjellige Brug af Lignelsen, i _detde levende Sprog henkaste_henkasted vi mere Billedet; det er en vis Duft, der udgydes over Stilen, men som egl. ikke i Reglen fortrænger det virkelige Udtryk, idelige Glimt, der paa en behagelig Maade afficere Gemyttet under Læsningen, – Latineren og Grækeren derimod standser Fortællingens_Ud Gang og udfører Billedet saa fuldstændig at man_det paa en Maade deri ogsaa maa søge det virkelige Udtryk. fE Virgil »Saaledes støder en Vandrer pludselig etc. Som en egen Retning er ogsaa Naturphilosopherne at mærke, der see i hele Naturen et Billede paa Msklivet fE Steffens

Karrikaturen des Heiligsten

2det Bind, Indledningen. Uagtet vi selv saa lidet stræbe hen til at danne Samfund, til at arbeide i Forening til at stræbe hen til eet Maal, men tvertimod ere tem̄elig egoistisk isolerende, separerende, saa interessere vi os dog bestandig for det saaledes knyttede Liv (Munke – Tyve – Røvere – det spidsborgerlige Liv – det religieuse Livs Misfostre ell. Snylteplanter??? politisk Liv i Revoloution – Riddervæsnet) idetmindste viser det associerende Element sig i vor Tid paa en udvortes Maade fE ved Pengebidrag (engelske_og Bibelselskaber – Foreninger til at understøtte Grækerne – Stiftelser for moralsk fordærvede Personer – Schleiermacher som Stoicismen gjenfødt i Christendommen. Det Antique har_{Antique, naar det træder} ikke noget Ideal at stræbe efter; det har derimod det Romantiske. Idet nemlig, det Antique maa misbillige enhver Stræben, der gaaer ud over det Virkelige, i det det Fuldkomne er givet i Virkeligheden, ell. i det mindste det Fuldkomneste, der kan gives i Verden (hvilket her maa falde sammen, da der jo ellers_eller maatte tilraades Msk. at stræbe ud over det Virkelige). Det har intet Ideal, hverken i det moralske, intellectuelle, ell. Skjønne; det har intet Ideal ell. hvad der bliver det samme det har et her i Verden opnaaeligt Ideal. Istedetfor det Moralske Ideal træder her_E en Hvilen i hvad efter den givne Tids conventionelle Forhold ansees for at egne sig for en Samtid; istedetfor Erkjendelsens Ideal træder det nødtørftige Indbegreb af en Samtids Viden, som det høieste for en Samtid (som et saadant Exempel paa en Stræben efter et Erkjendelsens Ideal, maa jeg anføre de Orthodoxes Iver for, ihvordan det end vender og dreier, et over al Tid og Tids Omskiftelse hævet_evig evigt og uforanderligt Guddomsord. Ja om det end ikke ganske er givet ham her i Livet mener dog den Orthodoxe, at det hisset vil komme; men NB som et Ideal, hvilket fE Hegelianeren aldrig kan mene, vel nemlig, at der i Tidens Udvikling vil komme en større Intelligents men aldrig som Ideal, hverken med Hensyn til det forbigangne Erkjendelses Trin, der Da jeg mærker, at mit Hoved begynder at gjøre sig ud til beens. –– Digteren maae nemlig have, hvad Nordboen ventede i Gimle et Sviin, som han altid kan skjære af og som altid paa ny voxer ud igjen – Skyder sig en Kugle for Panden, snip_saa snap Snude saa er Historien ude og tip tap Tønde nu kan en Anden_anden begynde. Netop fordi det hos Holberg ret egenlig er Lunet, der gjør sig gjældende, derfor gaaer dette paa flere Steder (Erasm. Montanus, Jeppe osv.) over i det Tragiske, overspringende Ironiens Standpunct, der modererer det; ligesom det Tragiske paa det umiddelbare Standpunct let faaer Anstrøg af det Komiske (igjennem det Tilfældige, der som saadant bliver latterligt), eller Ironien allerede slumrer som f. Ex. i Kjæmpehistorierne. Det kunde være ret interessant, at eftervise alt det Falske i alle Haande Udtryk fE: der kunde gjøres Noget ud deraf; (Ja meget rigtigt; thi den, der overhovedet kan gjøre Noget ud kan gjøre det af Intet) jeg havde Hastværk. nedsætte det Tidligere Der maa dog gives en Grændse for Begeistring, og der gives dog Ting, som ere saa ringe, at det i høieste Grad er uværdigt at blive begeistret, og hvor man bør revse den – tillod man end Pythagoras, under_{der under} det Udraab ευϱηϰα at løbe nøgen gjenem Gaderne, saa vilde man vist_fist føle sig høilig forundret, naar Een, der havde fundet en Knappenaal, vilde gjøre det Samme. – Politiker – Spartanere – Modsigelse i at opoffre Livet. Evangeliet lærer om Loven det samme Det Romantiske i Solon, der vilde, at hans Love kun skulle gjelde i 100 Aar. Naar Staten ret faaer sin Betydning vil det at landsforviises blive, hvad det var hos Grækerne, den haardeste Straf. Om Chrystallographie En Redacteur-Crystallisation En Philosoph-Crystallisation en Hegelianer. pulvis temperans _campheratuscamphoratus. Krieg den Philistern v. Eichendorff. Berlin 1824. p. 62 Narr:

ich glaube gar ich bin der Doppelgänger aller menschlichen Thorheiten. –

Et glt. Sagn, at Antichristen skulde fødes af en Nonne og en Munk (blev og anvendt i sin Tid med H: t: Luthers Giftermaal) Een, der gik og tænkte paa et Selvmord, i det _sSamme faldt en Steen ned og slog ham ihjel og han endte med de Ord: Gud være lovet. som begynder sin Tale med. –––– Men naar den egl. Erkjendelse endnu erkjendes for mangelfuld, hvorledes kan da det Abstracte være fuldendt. Hvad er egl. den forskjellige Belysning for Maleriet.? Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud fra min Mund, alle loe, beundrede mig – men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier –––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––– hen og vilde skyde mig selv. Død og Helvede, jeg kan abstrahere fra Alt men ikke fra mig selv; jeg kan ikke engang glemme mig selv, naar jeg sover. Hvorvidt er det sandt, at jeg ikke maa lee af mine egne Vittigheder? Arvesynd – Forløsning – Engle – »I skulle vorde Engle lige« – Helvedsstraffenes Evighed. Hvorfor taler man saa meget, ell. rettere hvorfra er overhovedet den Idee kommen at tale om Fandens Oldemoder. – Børnekorstoget er at betragte som en stor Sarcasme af Verdenshistorien over hele den ridderlige Retning. Kan det ikke synes det Rigtige ligesom hiin gl. Sect (cfr Kirkehist.            ) at gjenemgaae alle Laster for da netop at have Livserfaring. – Synden begaaes hemmeligt, men neppe veed Een det, førend den Larm, om end svagt, er begyndt, det Blus tændt, hvormed man mere og mere indkniber hans Tumleplads ligesom det vilde Dyrs. Jo mere intensivt Jordlivet er, desto mattere bliver ogsaa Evigheden. Derfor blev saaledes Grækernes Dødeophold kun at ansee som det virkelige Livs Slagskygge, hvorimod hos Nordboerne, de Christne osv. det nærværende Liv kun er et Skyggerids af det tilkommende, ihvorvel de ikke have været heldige i at udmale deres Himmel. Kan overhovedet Forestillingen om et tilkommende Liv have udviklet sig af Grækernes Individualitet, eller maa der ikke fremmed Hjælp til? I det Hele er »de 4 Nordmænd« mærkelige m: H: t: den Ahnelse – den betyngende Ah. som her er udviklet næsten til Monotonie – findes det ahnelsesfulde egl. ikke meest m: _h:H: t: det Onde – Arvesynd – Et Suk saa stærkt som naar om Vinteren Isen dækker Søen og man lader Vandet løbe bort. Og hvor ulykkelig er jeg ikke – Martensen har skrevet en Afhandling om Lenaus Faust! .... ja, I tro det ikke, kjære Vantroe! – Men det er desuagtet kun i Arons Haand det bærer modne Frugter. Ueber Pasquille, Spottlieder, und Schmähschriften aus der ersten Hälfte des sechzehnten _JarhundertsJahrhunderts v. Johannes Voigt. v. Raumers Taschenbuch 9de Aargang 1838. p. 323 og ff. Pasquillo og Marforio. – (de vigtigste Samlinger ere: Ein hundert deutsche _VolksliedernVolkslieder v. Leonard v. Soltau Leipzig 1836. Samlung historischer Volkslieder und Gedichte der Deutschen v. O. L. B. Wolff Stuttgardt 1830.) p. 379. den tydske Pasquill bruger Parodien, parodierer snart Steder af Evangelier, snart »Fader Vor«, »Benedicite«, »Gratias«, Ave Maria. p. 402. I en af disse Pasquiller skal Fanden bevise Paven, at han er hans Kamerat; og vil i den Henseende beraabe sig paa Bibelen; men det vil Paven ikke »Nu godt, siger Fanden, saa vil jeg bevise Dig det af Kortspil. det saa kaldte Karnöffelspiel     det sjette Kort var Paven, det syvende     Djævelen: die böse Sieben galt daher als     »_teufelsfreieteufelsfrei«.     Karnöffel af Cardinal. – de 4 Konger de 4     Monarchier Daniel7. _{7 og 8 og 9}    8 og 9 og 10 i Karnöffelspil repræsentere     de Keiseren underordnede verdslige     Stænder, – »der faule Fritz.«. Spangenberg wider die sieben Bösen in Teufels Karnöffelspiel Eisleben 1562?